DR har fundet nye økonomi- og erhvervskorrespondenter

Casper Schrøder og Thomas Svaneborg fra DR Nyheder får fremover titel af korrespondent.

Thomas Svaneborg får fremover titel af erhvervskorrespondent. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

DR Nyheder får en ny markant duo på erhvervs- og økonomiområdet fra nytår.

Efter at have arbejdet de seneste 10 år som erhvervsjournalist på Børsen, Mandag Morgen og Berlingske Business, skal 37-årige Casper Schrøder fremover være økonomikorrespondent i DR.

De seneste fire år har Casper Schrøder primært beskæftiget sig med TV i forbindelse med Berlingskes samarbejde med TV 2, hvor daglige omstillinger har givet ham rutine som formidler af erhvervsstof på fjernsyn. Derudover har han været daglig leder af Berlingske Business’ tv-redaktion.

”Jeg går ind til stillingen med stor respekt for opgaven og for holdet af utroligt dygtige kolleger i DR, som jeg glæder mig til at arbejde sammen med. Det er et privilegium for mig at få lov til at skulle forklare og formidle på alle DRs platforme,” siger Casper Schrøder, der når han ikke går op i sit arbejde er optaget af dansk litteratur fra perioden omkring 1900 og amerikansk hiphop af nyere dato.

Ny titel til Svaneborg

Samtidig er der fra nytår ny titel til 49-årige Thomas Svaneborg, der har arbejdet i DR siden 2013 med undersøgende journalistik og som erhvervsanalytiker. I DR har han blandt andet beskæftiget sig med skandalesager som OW Bunker, svindel med udbytteskat og meget andet.

Fra den 1. januar får Thomas Svaneborg titel af erhvervskorrespondent. Her skal han nu fortsat grave i skandaler og svindelsager, men også som erhvervskorrespondent dække erhvervsstoffet mere generelt.

Den tidligere erhvervskorrespondent i DR Nyheder, Nina Munch-Perrin, valgte selv at søge nye udfordringer tidligere på året, og hun er netop startet i et job som kommunikationsdirektør i Finansrådet.