DR har opdaget mindre fejl i optælling af seerstemmer

En mindre del af de danske seerstemmer er ved en fejl ikke blevet registreret til Eurovision-finalen. Årsagen er et nyt IT-system hos leverandøren, der behandler de danske stemmer. De manglende stemmer ændrer ikke finalens udfald.

Fejlen påvirker ikke Eurovision-finalens udfald. (Foto: Eurovision.tv)

Efter Eurovision-finalen i Rotterdam den 22. maj blev DR opmærksom på en mulig fejl ved den danske seerafstemning. Nogle seere fik efter stemmeafgivelse at vide, at de allerede havde stemt på landet én gang tidligere, men dette var - ifølge seerne, ikke korrekt.

DR har i samarbejde med Sinch, der leverer afstemningssystemet, undersøgt sagen og lokaliseret fejlen.

Årsagen er et nyt IT-system, der blev taget i brug tidligere i år. Systemet skulle på meget kort tid registrere en høj mængde stemmer, og her har systemet ved en fejl afvist en mindre del af de samlet set utroligt mange stemmer.

Sinch har beklaget fejlen overfor DR.

Påvirker ikke finalens udfald

DR har undersøgt, om det ville ændre på, hvem der vandt Eurovision. Det konstateres, at det ikke ville ændre udfaldet.

DR har for en sikkerheds skyld også set på, om der kan være forekommet fejl i seerafstemningerne til semifinalerne ved Eurovision, Børnenes MGP og Dansk Melodi Grand Prix. Det har der ikke været.

DR gør opmærksom på, at det er normalt, at bekræftelse på en modtaget stemme kommer inden for 24 timer. Dette skyldes den meget store mængde af sms’er. Der er derfor ikke grund til bekymring nu eller fremover, hvis man først modtager bekræftelse efter et programs afslutning.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk