DR Juniorkoret indtager Bornholm på ryste-sammen-tur

Undervejs giver de 70 sangere to koncerter i Nexø og Gudhjem.

DR Juniorkoret har nu i tre år gæstet Bornholm og givet koncerter på øen om sommeren. Foto: DR

Formålet er blandt andet at få de 70 medlemmer af DR Juniorkoret rystet godt sammen og at give publikum gode oplevelser, når de unge sangere mellem 12 og 15 år for tredje år i træk tager på sommertur til Bornholm.

DR Juniorkoret er på øen fra den 5.-10. august, hvor de undervejs giver koncerter i Nexø og Gudhjem og får base i Svaneke.

”Vi har lige optaget 17 nye medlemmer, så sommerturen til Bornholm er en rigtig god mulighed for at blive rystet godt sammen. Samtidig giver turen mulighed for at lave en række øvelser, som vi ikke kan, når vi blot har nogle øvetimer i det daglige,” forklarer Susanne Wendt, der er DR Juniorkorets dirigent og leder af DR Korskolen.

Det er nærmest blevet en tradition, at sommerturen for DR Juniorkoret foregår på en ø. Tidligere er den også gået til Samsø og Ærø – udover Bornholm.

De seneste år er det blevet bemærket på Bornholm, at DR Juniorkoret har været på øen, og i 2016 havde Bornholms Tidende de store ord fremme i en anmeldelse, hvor avisen skrev:

”Det bedste af de bedste. Oplevelsen af DR Juniorkoret var ganske enkelt exceptionel, livsbekræftende og smukt,” hed det dengang.

Både Mozart og Seebach

De to koncerter giver DR Juniorkoret i Nexø Kirke onsdag den 8. august klokken 19.30 og i Gudhjem Kirke torsdag den 9. august – ligeledes klokken 19.30.

”I år byder vi blandt andet på klassiske stykker af Kim André Arnesen, Eva Ugalde og Mozart, danske sange og folkemelodier af for eksempel Carl Nielsen, Bojesen og Åhlén og lidt mere rytmiske sange af blandt andre Alberte, Rasmus Seebach og Sebastian. Og så tager vi også en afstikker omkring lidt afrikansk musik – mere vil jeg ikke afsløre nu,” siger Susanne Wendt.

DR Juniorkoret har eksisteret siden 2005, og koret medvirker blandt andet i radio- og TV-programmer og giver koncerter. Formålet med koret er at lette pigernes overgang fra DR Børnekoret til DR Pigekoret – og samtidig fungere som aspirantkor for DR Pigekoret.

Facebook
Twitter