DR K viser 140 timers dansk TV-drama på en uge

I uge 25 ser DR K tilbage på DRs TV-drama gennem fem årtier, og her vil man kunne se alt fra ’Livsens Ondskab’ over ’Alle elsker Debbie’ til ’Riget’.

'Charlot og Charlotte' er på vej mod Fyn, hvor det viser sig, at Birksted er greve og hans hus et mindre slot. Efter at have opfyldt den poetiske Birksted sidste ønske, forsætter pigerne deres rejse og tager kort efter deres næste blaffer op. (Foto: Rolf Konow © Type 2)

I ugen fra den 20.-26. juni bliver der rig mulighed for at se eller gense nogle af de dramaserier, som DR har budt seerne gennem de seneste fem årtier.

DR K benytter uge 25 til at vise et varieret udpluk af danske dramaserier fra 1960’erne og fremefter, og sammenlagt er der udsigt til ikke færre end omtrent 140 timers dansk TV-drama på skærmen, for DR K sender dansk TV-dramatik hele ugen stort set fra morgen til aften.

”Vi hylder den nostalgi de forskellige serier efterhånden er fyldt med, og samtidig forsøger vi at tappe ind i den guldalder, som TV-serier som genre oplever lige nu. Vi perspektiverer tilbage i tid og samtidig ser vi på, hvilke større og mindre satsninger, DR har taget med dansk TV-fiktion gennem årene,” siger Simone Polk Dahl, der er planredaktør på DR K.

Ugen byder blandt andet på et gensyn med historiske kostumedramaer som ’Gøngehøvdingen’ og ’Bryggeren’ og forskellige bud på, hvordan DR har lavet krimier gennem årene – for eksempel ’Ka’ de li’ østers?’ og ’Rejseholdet’, som blev den første DR-dramaserie nogen sinde, der fik en Emmy i 2002.

”Der er alt fra ’Livsens Ondskab’ til ’Riget’, og vi håber, seerne vil nyde et tilbagekig på TV-serier, som de også har set ud,” siger Simone Polk Dahl.

Regnvejr og ingen penge

Ugen byder også på DR-serier, der ikke er set og omtalt så tit. For eksempel ’Opfinderkontoret’ med Jesper Langberg og Peter Steen fra 1982. ’Alle elsker Debbie’ af Christian Kampmann fra 1988, ’Anthonsen’ med Ove Sprogøe fra 1984, den første danske TV-føljeton ’Regnvejr og ingen penge’ fra 1965 af Gabriel Axel og meget, meget andet.

Emmy-vindende serier som ’Nikolaj og Julie’, ’Ørnen’ og ’Rejseholdet’ kan for eksempel også ses på DR K i ugens løb, og de 140 timers danske TV-drama kommer kun godt en uge efter, at Emmy-komiteen meddelte, at DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn til november vil få overrakt en sær-Emmy – en såkaldt International Emmy Directorate Award’ - i New York, fordi DR vedholdende og gennem mange år har bidraget til udviklingen af dansk tv-dramatik.

DR K indleder den danske TV-drama-uge mandag den 20. juni klokken 6.20 med den danske komedieserie ’Pas på mor’ fra 1998. Her har Steen Springborg, Grethe Holmer og Steen Stig Lommer nogle af de centrale roller.

Mange af serierne vil efterfølgende også kunne ses på nettet på DR TV i deres fulde længde.

FAKTA

Serierne, som DR K sender i uge 25

  • Pas på mor (1998)

  • Nikolaj og Julie (2002)

  • Kirsebærhaven (1990)

  • Fiskerne (1977)

  • Alle elsker Debbie (1988)

  • Opfinderkontoret (1982)

  • Anthonsen (1984)

  • Bertram og Lisa (1975)

  • Regnvejr og ingen penge (1965)

  • Rejs dig Emil Koch (1978)

  • Louises hus (1977)

  • Rejseholdet (2001)

  • Kan De li’ østers (1967)

  • Anne og Poul (1975)

  • Bella (1971)

  • Huset på Christianshavn (1971-77)

  • Bryggeren (1996)

  • Gøngehøvdingen (1992)

  • De Udvalgte (2001)

  • Kald mig Liva (1992)

  • Den Serbiske Dansker (2001)

  • Charlot og Charlotte (1996)

  • Russian Pizza Blues (1995)

  • Hjemme hos William (1971)

  • Farvel Thomas (1968)

  • Én gang strømer (1987)

  • Ørnen (2004)

  • Edderkoppen (2000)

  • Stuepigerne (1962)

  • Livsens ondskab (1972)

  • Københavnerliv (1968)

  • Én stor familie (1982)

  • Mor er major (1985)

  • Madsen & Co. (1997)

  • Riget (1994)

Facebook
Twitter