Det blev bogstaveligt talt en meget gylden aften for DR Medier Markedsføring, da public service-stationer fra hele Europa var samlet i Madrid til uddelingen af EBU Connect Awards 2018. Som en del af to dages konference, hvor 150 markedsførings-medarbejdere fra hele Europa mødes for at tale om, hvordan de kommer ud over rampen og gør opmærksom på deres indhold, blev der også uddelt priser. Og her tog DR godt fra. Faktisk i en sådan grad, at DR Medier Markedsføring sikrede sig tre af de i alt 12 gange guld, der blev uddelt. Dermed hentede DR også hovedpræmien i samtlige kategorier, hvor DR Medier
Markedsføring var nomineret. DRs tværmedielle kampagne for stress-temaet, som DR sendte i efteråret, sikrede sig guld i kategorien ’Best Factual Promotion’ - foran for eksempel kampagner fra britiske BBC og spanske RTVE.
DR hentede også guld for en image-kampagne for DR K, som har haft til formål at vise bredden af kultur og lægge flere perspektiver på begrebet. Kategorien hed ’Best Editing Based On Existing Material’, og her var det foran blandt andre BBC Radio 1, France 5 og norske NRK, at DR gjorde sig gældende.Kommer kort tid efter fire andre priser Sidst – men ikke mindst - var der også guld til DRs kampagne på tv, web, radio og sociale medier forud for kommunalvalget. Den vandt i kategorien ’Best Overall Programme or Speciel Event Campaign’. Her var de andre nominerede blandt andet fra Tjekkiet, Irland og fra danske TV 2. De tre priser fra European Broadcasting Union (EBU) kommer kun godt en måned efter, at DR Medier Markedsføring hentede fire priser ved den såkaldte Promax-konference i Rom. Her var det også stresskampagnen og kampagnen for kommunalvalget, der sejrede – sammen med en såkaldt weekend-kampagne for DRTV.
EBU Connect har været holdt i over 20 år, og her drøfter public service-stationer fra hele Europa blandt andet branding, marketing, design og media planning. De seneste år er der også kommet øget fokus på, hvordan man laver kampagner digitalt og på sociale medier som public service-station, og deltagerne bliver præsenteret for en lang række kampagne fra de mange deltagende tv- og radiostationer. Årets EBU Connect bliver holdt af spanske RTVE.
Se den prisvindende kampagne for DR K.