DR kræver redegørelse om 'Café Hack'

Produktionsselskabet SK Productions, der står bag P4-programmet ’Cafe Hack’, skal levere en redegørelse til DR senest onsdag 1. marts.

Cafe Hack produceres af en ekstern leverandør, der i sin kontrakt med DR, har forpligtet sig til at overholde DRs retningslinjer. (Foto: agnete schlichtkrull)

Der har de seneste dage været flere omtaler i de danske medier af, hvordan produktionsselskabet bag det populære P4-program ’Café Hack’ i strid med DRs regler angiveligt har taget betaling for at sende fra forskellige lokationer rundt om i Danmark.

Radiochefen i DR, Gustav Lützhøft, ser med stor alvor på sagen og har krævet en redegørelse fra det eksterne produktionsselskab:

”Det er kommet frem, at SK Productions har opkrævet penge fra blandt andre Sallingsund Færgekro for at optage programmet 'Café Hack'. Det er fuldstændigt uacceptabelt og imod alle aftaler. Jeg vil gerne understrege, at vi ikke kan leve med nogen som helst tvivl om DRs troværdighed, og derfor ser vi også med stor alvor på sagen.

Gustav Lützhøft fortsætter: ”Vi er selvfølgelig nødt til at komme helt til bunds i sagen i forhold til vores eksterne samarbejdspartner, inden vi træffer en afgørelse. Derfor har vi bedt SK Productions om at levere en fuldstændig redegørelse for deres dispositioner. Herefter vil vi beslutte, hvad det videre forløb bliver.”

Skal aflevere senest onsdag

Cafe Hack produceres af en ekstern leverandør, der i sin kontrakt med DR, har forpligtet sig til at overholde DRs retningslinjer. DR har bedt produktionsselskabet bag 'Café Hack' om at komme med en redegørelse senest onsdag 1. marts. På baggrund af den redegørelse vil DR efterfølgende træffe beslutning om de videre konsekvenser.