DR lægger op til mere fællessang

Det er populært at synge sammen, og i den kommende tid står DR og DR-sangere bag en stribe arrangementer, hvor du selv kan løfte sangstemmen.

Phillip Faber er vært, når ’Danmark synger julen ind’ den 2. december, og allerede inden da er der rig mulighed for at komme til fællessang med DR. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

”Man kan ikke være sur, når man synger,” hedder en talemåde. Og passer det, vil der være længere imellem de vrisne i den kommende tid.

Efter at DR tidligere i år arrangerede 12 timers live-sang fra Højskolesangbogen, som gav DR K sin bedste dag nogen sinde, og efter at DR holdt fire timers fællessang på Kulturnatten i København forleden, er der nu udsigt til endnu mere fællessang i den næste tid.

Lørdag den 17. november mellem klokken 13.00 og 15.00 inviterer DR Fyn for sjette år i træk til et ’Syng Sammen’-arrangement i Odense Koncerthus, hvor fællessangen er i centrum. Tidligere år er omkring 1000 dukket op for at synge sammen, og DR Fyn håber, at tilbuddet også frister i 2018.

I år bliver temaet til sangarrangementet ’Populær musik’ – og det skal forstås i den bredeste forstand. Med til at sætte gang i sangen er TangoCatz fra Svendborg, ligesom Nyborg Voldspil stiller med et par sangere og også et potpourri af populærmelodier.

Arrangementet er gratis, men man skal tilmelde sig på fyn@dr.dk, så DR Fyn ved, hvor mange sanghæfter, de skal trykke.

Syng i cisterne

Også i flere andre sammenhænge bliver der mulighed for at synge med DR og DR’s medarbejdere, sangere og musikere i den kommende tid.

I forbindelse med Spil Dansk-ugen, som holdes over hele landet fra den 29. oktober til den 4. november, bliver der holdt en stribe arrangementer under jorden i Cisternerne på Frederiksberg – lige over for Frederiksberg Slot. Cisternerne er en gammel højdebeholder ind i Valby Bakke, som førhen blev brugt af hovedstadens vandforsyning.

Syv dage i træk vil der her være sangaftener fra klokken 20.00-20.45, og der er gratis adgang efter først-til-mølle-princippet. Her vil man tirsdag den 30. oktober kunne synge sammen med DR Vokalensemblet, og fredag den 2. november er det sangere fra DR Koncertkoret, som synger for.

Fællessang bliver der også masser af, når DR igen i år inviterer til ’Danmark synger julen ind’. Det er første søndag i advent – den 2. december – i DR Koncerthuset og på DR K. Her står dirigent og vært Phillip Faber i spidsen for DR Koncertkoret, DR Pigekoret og amatørkorsangere fra hele landet, når de største julesange bliver foldet flerstemmigt ud. Her vil der også blive masser af fællessang.

Læs mere om ’Danmark synger julen ind’ og billetter her

Facebook
Twitter