DR markerer 70-året for jødernes flugt

Det er øjenvidnernes historier, der er i fokus, når DR med to dokumentarfilm på DR K og en radiomontage på P1 markerer 70-året for jødernes flugt.

For 70 år siden lykkedes det for over 7000 danske jøder at flygte til Sverige og dermed undgå at blive arresteret af Gestapo og deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt. (© Type 2)

Den 1. oktober 2013 er det 70 år siden, at den tyske besættelsesmagt i Danmark efter mere end tre års besættelse af landet gennemførte en aktion mod de danske jøder.

Flere end 7000 danske jøder flygtede til Sverige og undgik dermed at bliver arresteret af Gestapo og blive deporteret. DR markerer 70-året på både radio og tv.

Flugten som radiomontage

P1 sparker markeringen i gang mandag den 30. september klokken 13.03 med radiomontagen ’Jødeaktionen’. P1 inviterer lytterne med ud på en nervepirrende, hæsblæsende og uafrystelig rejse i selskab med otte af de danske jøder, der oplevede flugten på egen krop og sjæl. ’Jødeaktionen’ er øjenvidneberetninger fortalt af mennesker, der i deres livs efterår gør status over de begivenheder i 1943, der kom til at have en afgørende betydning for hele deres liv.

’Jødeaktionen’ er tilrettelagt af Mikkel Andersson og Rasmus Bjerre.

Jødernes flugt – vidnernes historieDR K fortsætter markeringen af 70-året ved at vise hele to dokumentarprogrammer, der på hver deres måde giver stemme til nogle af de danskere, der på forskellig vis blev berørt af flugten til Sverige.

Den første dokumentar er ’Jødernes flugt – vidnernes historie’, der sendes mandag den 30. september klokken 20.00. I filmen fortæller en række overlevende danskere deres egne beretninger om de dramatiske begivenheder, der fandt sted i det besatte Danmark i oktober 1943. Filmen beretter om angsten, om de smertelige tab og om den uendelige lettelse ved ankomsten til friheden i det neutrale Sverige. Det er fortællingen om liv, der blev forandrede for altid.

’Jødernes flugt – vidnernes historie’ er instrueret af Carl Otto Dethlefsen og Jonatan Jerichow.

De skjulte børn

’De skjulte børn’ er titlen på den anden dokumentar, der sendes onsdag den 2. oktober klokken 20.00.

Op mod 150 jødiske børn blev af forskellige grunde efterladt i Danmark, mens deres familier flygtede til Sverige. Børnene boede hos plejefamilier, som de ikke kendte på forhånd, men som de i mange tilfælde knyttede stærke bånd til. Det havde store konsekvenser for både børnene og deres familier, at de på denne måde blev adskilt. Flere af børnene var så unge i 1943, at de efter krigen ikke kunne huske deres biologiske forældre, så befrielsen og genforeningen med deres forældre var ikke nødvendigvis en lettelse for børnene, men i stedet endnu en kæmpe omvæltning i deres liv og en voldsom følelsesmæssig kamp for at finde ud af, hvor de hørte til.

I ’De skjulte børn’ fortæller Tove, Robert og Henry deres personlige historier om, hvordan det var at være et af de skjulte børn i Danmark både under krigen og ikke mindst efter krigen, da de bliver genforenet med deres biologiske familier.

’De skjulte børn’ er instrueret af Søren Green.

Facebook
Twitter