DR-medarbejder får Erna Hamiltons hædersgave

Fagottist og projektleder Dorte Bennike fra DR Musikariet er blevet tildelt Minister Erna Hamiltons hædersgave for videnskab og kunst.

Dorte Bennike, der er leder af DR Musikariet, er blevet hædret. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Dorte Bennike, der har spillet fagot i DR SymfoniOrkestret siden 1989, er blevet tildelt Minister Erna Hamiltons hædersgave for videnskab og kunst. Det er dog ikke for orkesterspillet, hun belønnes, men for indsatsen de senere år for at åbne børn og unges ører for musik fra alle genrer og verdensdele gennem DR Musikariet.

I begrundelsen fra legatbestyrelsen hedder det:

”Legatbestyrelsen har vedtaget at tildele Dem en hædersgave for den ildhu og begejstring og store arbejdsindsats, De har lagt for dagen i virkeliggørelsen af Deres idé om Musikariet.”

DR Musikariet så dagens lys i 2012 og beskrives som en ramme for en lang række forskellige musikalske aktiviteter for børn og unge. Det er koncerter, workshopper og skoletilbud på tværs af genrer. Adskillige tusinder børn og unge har siden begyndelsen besøgt Musikariet.

”Børn hører rigtig meget musik, og Musikariet vil gerne bringe dem tættere på musikken. Vores formål er at tilbyde dem noget nyt og ukendt - eller det kendte på en ny måde. Det er lidt ligesom med mad: Det er ok at have præferencer eller være kræsen - men det er ikke ok ikke at "smage",” har Dorte Bennike forklaret om ideen bag Musikariet.

Forvalter arven efter Hamilton

Udover Musikariet og den faste plads i symfoniorkestret, er Dorte Bennike også forkæmper for et godt arbejdsmiljø for alle DRs medarbejdere, og hun er ved siden af de andre opgaver næstformand i DRs arbejdsmiljøorganisation.

Minister Erna Hamiltons legat er oprettet i 1975 og forvalter i dag arven efter Erna Hamilton, der døde i 1996, 96 år gammel, uden arvinger. Af legatets overskud udredes hvert eller hvert andet år på Erna Hamiltons fødselsdag, 2. oktober, hædersgaver og legatportioner. Mange husker måske Erna Hamilton fra Per Wennicks dokumentar ’Grevinden på tredje’ på DR1 tilbage i 1996.

Hædersgaverne uddeles fortrinsvis til ”yngre, særligt lovende personer, der derved får mulighed for videre uddannelse og udvikling”. Med hædersgaven, der ikke kan søges, følger et beløb, der fx kan bruges til en studierejse.

Facebook
Twitter