DR Midt & Vest får ny chef

Klaus Wendelboe skifter den 20. januar DR Vejret i Aarhus ud med chefstolen på DR Midt & Vest i Holstebro.

Klaus Wendelboe tiltræder 20. januar jobbet som chef for DR Midt & Vest i Holstebro. (Foto: PRIVATFOTO)

Efter syv år som daglig leder af DR Vejret bliver Klaus Wendelboe, 50, fra den 20. januar 2020 ny chef for DR Midt & Vest i Holstebro.

Som leder af DR Vejret har Klaus Wendelboe blandt meget andet haft ansvaret for de daglige vejrudsigter på radio, tv og web. Han har været medvirkende til, at programmet ’Vores Vejr’ har skabt stor opmærksomhed rundt omkring i Europa. Både på grund af de høje seertal, men også for den måde programmet er sammensat og produceret på.

Han har tidligere været redaktionsleder på den nu lukkede nyhedskanal DR Update og ledende nyhedsredaktør på TV2 Øst i Vordingborg.

Brænder for at sætte dagsorden

Om valget af Klaus Wendelboe siger ledende distriktschef Peder Meisner fra DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter:

- Han er en dygtig leder med bred erfaring fra mediebranchen. På DR Vejret har han vist, at han forstår at kombinere daglig drift og løbende programudvikling i et tæt samarbejde med medarbejderne. Klaus brænder for at sætte dagsorden med gode, velfortalte historier, og han er optaget af, at journalisterne skal ud i virkeligheden og bruge deres øjne og ører til at holde øje med det, der sker rundt omkring.

Peder Meisner fremhæver også Klaus Wendelboes indsats i forbindelse med, at DR Vejret i begyndelsen af 2018 flyttede fra DR Byen i København til Dokk1 i Aarhus som en del af DR’s ambition om i højere grad at være til stede i hele Danmark blandt andet med programmet ’Vores Vejr’.

Lidt lige som at vende hjem

Selv siger Klaus Wendelboe om sit nye job:

- Jeg glæder mig meget til at vende tilbage til nyhedsjournalistikken og stå i spidsen for et P4-distrikt, der allerede laver radio og journalistik af høj kvalitet. P4 Midt & Vest skal blive ved med at lave journalistiske historier, der rager op og stikker ud og bliver bemærket. I hele landet.

Han tilføjer, at det bliver lidt lige som at vende hjem igen, fordi hans første job som journalist var på P4 Sjælland, der dengang hed Regionalen. Her begyndte han den 2. januar år 2000.

Vemodigt farvel

Hjemmet i Skals, hvor Klaus Wendelboe bor sammen med sin kommende hustru, sygeplejerske Mette Marie Olesen, ligger i den østlige del af P4 Midt & Vests sendeområde. Afstanden til Holstebro er lidt kortere end til DR Vejret på Dokk1 i Aarhus, som han nu tager afsked med:

- Det er vemodigt at skulle sige farvel til medarbejderne på DR Vejret og en redaktion med meget høj meteorologisk faglighed og stor seerbevågenhed. Det er en fantastisk rejse, vi sammen har været på med DR Vejret og ’Vores Vejr’.

Der går nu en proces i gang, der skal finde en afløser til stillingen som leder af DR Vejret.