DR mindes Kim Larsen med musikalsk show på søndag

I det musikalske mindeprogram vil DR se tilbage på Kim Larsens musikalske karriere og righoldige sangkatalog. Danske sangere fortolker Kim Larsens mange sange, og DR-kor og -ensembler medvirker.

DR mindes Kim Larsen ved et show søndag den 7. oktober. Her er han 'Hos Clement' i 2015.(Framegrab © Type 2)

Efter at have leveret musikken til mange danskeres hverdag og fester, blev der søndag morgen stille fra Kim Larsen. Da døde den folkekære sanger og sangskriver samt tidligere Gasolin’-forsanger efter længere tids sygdom, 72 år gammel. DR er allerede godt i gang med mindeprogrammer på både radio, TV og dr.dk, og i forbindelse med Kim Larsens død planlægger DR1 også at sende et stort Kim Larsen-mindeshow i næste uge. Det bliver sendt næste søndag - den 7. oktober klokken 20.00 - fra DR Byens store studie, Studie 5.

I det musikalske mindeprogram vil DR se tilbage på Kim Larsens musikalske karriere og righoldige sangkatalog.

”Kim Larsen har sat et kæmpe aftryk på den danske sangskat, og han er vel nok den største danske musikstjerne, vi har haft til dato. Kim Larsen har samlet danskerne i årtier, og vi vil gerne mindes de mange musikalske aftryk, han har sat,” siger DR’s underholdningschef Jan Lagermand Lundme. De medvirkende bliver danske musikere, der fortolker Kim Larsen-sange, og flere af DR’s ensembler og kor medvirker også.

”DR er straks gået i gang med at planlægge aftenen, og de nærmere detaljer kommer i løbet af den kommende uge,” siger Jan Lagermand Lundme. DR2 mindes dagen igennem i dag Kim Larsen – blandt andet med dokumentaren ’Kim Larsen – folkets sanger’ klokken 20.00 og i 'Vi ses hos Clement' klokken 21.30, der mindes Kim Larsen - hans musik, hans person og hans eftermæle. Også blandt andet DR1, P1, P4 og P5 samt dr.dk sender mindeprogrammer med masser af musik fra fem årtier med Kim Larsen.

Facebook
Twitter