DR mindes Michael Bundesen

Shu-bi-dua-forsanger Michael Bundesen døde søndag. DR mindes ham og nogle af Shu-bi-duas største ørehængere i denne uge.

DR mindes Michael Bundesen i radio, TV og på dr.dk. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

’Vuffelivov’, ’Hvalen Hvalborg’, ’Danmark’ og ’Den røde tråd’.

Det er blot nogle af de mange hits og finurlige tekster, som Michael Bundesen bød på som forsanger og frontfigur i Shu-bi-dua.

Søndag aften døde Michael Bundesen, 71 år gammel, efter kort tids kræftforløb, og i den anledning er der i denne uge rig mulighed for at få historien om Shu-bi-dua og høre en lang række af det danske bands mange, folkekære sange i DR’s programmer.

’Fællessang’ med Shu-bi-dua-numre

Fredag klokken 20.00 på DR1 bliver der mulighed for selv at synge med på nogle af de største hits fra Shu-bi-duas hånd – og mund. Det bliver der i ’Fællessang – hver for sig’, hvor Mads Steffensen og Phillip Faber har nogle af numrene på lydtapetet.

- Shu-bi-duas sange er – om nogen – sange, som lægger op til fællessang. Derfor er det helt oplagt, at vi benytter lejligheden til at synge dem i programmet og mindes Bundesen og de mange, skæve ordspil, han leverede, siger Anne Garlichs, der er programchef i DR Medier.

Allerede mandag aften viste DR1 Janus Køster-Rasmussens dokumentar ’Historien om det originale Shu-bi-dua’ fra 2016, og den kan fortsat ses på DRTV her

Dokumentaren fortæller historien om, hvordan fire unge mænd i 1971 mødtes i en have i Gentofte, fordi de ville lave et band. Snart fandt de ud af, at de kunne joke sig frem til det ene hit efter det andet, og en håndfuld år senere havde morsomhederne gjort dem til Danmarks hidtil største orkester. Dokumentaren beskriver også, hvad der senere hændte. For eksempel opstod der et dilemma om, hvorvidt de skulle holde fast i den glade drengerøvshistorie eller forsøge at blive voksne.

På DRTV er der også lavet et helt tema om Michael Bundesen. Her kan man blandt andet se en koncert med Shu-bi-dua, se Michael Bundesen i 'Talkshowet' og 'A-ha' og meget andet. Temaet finder du her

Mylius i mindeprogram

På radioens P5 var Jørgen de Mylius vært for et mindeprogram om Michael Bundesen mellem klokken 18.05 og 19.00 mandag aften, den 9. november, hvor Mylius normalt plejer at sende ’Hithouse’. Her øsede Jørgen de Mylius blandt andet af sine egne minder med Michael Bundesen, som han var kollega med i starten af 1970’erne på P3. Her var et andet Shu-bi-dua-medlem, Michael Hardinger, for øvrigt også ansat dengang.

Mindeprogrammet kan du høre her

DR’s radioapp og dr.dk/radio er der også fortsat mulighed for at høre eller genhøre Dan Rachlins programserie i fem afsnit, ’Ærligt talt – Shu-bi-duas historie’ fra 2017. Her er det Michael Bundesen selv, der fortæller historien om Shu-bi-dua – selvfølgelig garneret med en masse af bandets musik.