DR Musikariet, der danner rammen om DRs mange forskellige musikalske aktiviteter for børn og unge, får egen huskomponist i de næste to år.
Komponisten og projektudvikleren Mathias Madsen Munch skal i løbet af i år og næste år skabe to nye, store interaktive musikalske projekter med og for børn i henholdsvis 3.-4. klasse og 5.-6. klasse.
Projektet bliver til med støtte fra Statens Kunstfond, og værkerne, der bliver fulde af eventyr og science fiction vil blive opført ved skolekoncerter i DR Musikariet-regi i både DR Koncerthuset og i koncerthuse og spillesteder over hele landet.
”Vi er meget, meget begejstrede for at kunne knytte Mathias Madsen Munch tættere til os som huskomponist de næste to år. Dels er det en stor ære, dels glæder vi os til de spændende projekter, vi nu kan gå i gang med at udvikle sammen med Mathias. Han er en fagligt velfunderet komponist med et fængende og fortællende tonesprog, og han har en helt unik sans for at ramme børnene lige dér, hvor de er,” siger Dorte Bennike, der er leder af DR Musikariet og spiller fagot i DR Symfoniorkestret
Har lavet labyrint for DR
Mathias Madsen Munch er ikke ubekendt med at arbejde med DR Musikariet, som de seneste år har arbejdet sammen med ham om udviklingen af forestillingen ’Den Uendelige Labyrint’. Her har børnene undervejs selv været med til at bestemme handlingen og dermed musikken.
”’Den Uendelige Labyrint’ er en af vores allerstørste succeser og er blevet spillet for tusindvis af børn over hele landet,” siger Dorte Bennike.
Over 70.000 børn og unge har i løbet af 2016 fået oplevelser med live-musik i DR Musikariet – mange i DR Koncerthuset, men cirka 25.000 børn har også oplevet DR Musikariets forestillinger og koncerter rundt omkring i Danmark.
”Huskomponistordningen giver os mulighed for ikke kun at få skabt værker, men også sammen med komponisten at eksperimentere med publikumsudvikling og at være interaktive. Det er vores ambition at rykke på de traditionelle rammer for musikformidling til børn. Vi lægger ud med at lege med sørøver-universet – og så afslører jeg ikke mere. Men jeg lover, det bliver proppet med god musik, masser af humor – og en hel masse aktive unger,” siger Dorte Bennike.
Mathias Madsen Munch er uddannet filmkomponist og stammer fra Frederikshavn. Han glæder sig over det nye job som huskomponist for DR Musikariet.
”Det giver noget tryghed og ro at have fået to års arbejde som komponist, og netop dét, at jeg har det, giver også bedre muligheder for at prøve ting af og eksperimentere mere. Det betyder blandt andet, at vi kan bygge nye samarbejder op og forfine DR Musikariets ting, når vi har været ude blandt børn og unge og har fået deres respons. Det kan være svært, hvis man hopper fra forestilling til forestilling forskellige steder, siger Mathias Madsen Munch.
Statens Kunstfond har i alt netop lavet 89 komponistaftaler, som betyder, at en lang række danske komponister nu kan gå i gang med at skrive ny musik til teatre, film, festivaler og orkestre i den kommende tid.