DR Musikariet præsenterer nyt digitalt tilbud til skoleklasser

Der kan bankes, klappes og rappes i skoleklasser over hele landet, når DR Musikariet udgiver det nye, digitale undervisningstilbud ’Musiktime med Rune’ for 3.-5. klassetrin.

DR Musikariet præsenterer et nyt, digitalt tilbud til skoleklasser: Musiktime med Rune. I videoerne møder børnene musikeren og performeren Rune Thorsteinsson, digteren Sara Rahmeh og Global Kidz, som viser beats, breaks og raptekster. (Foto: Jon Bonde Eriksen)

Faktisk kan en skærm og et skolebord være nok – i hvert fald, hvis man bruger et nyt, digitalt undervisningstilbud fra DR Koncerthusets pædagogiske initiativ, DR Musikariet.

Tilbuddet hedder ’Musiktime med Rune’ og består af i alt tre videoer, som får børnene i gang med at bruge deres hænder til at skabe rytmer, beats og breaks uden andre hjælpemidler end et bord – og selvfølgelig en skærm til at følge videoen.

Workshop og koncert

I ’Musiktime med Rune’ møder børnene musikeren og performeren Rune Thorsteinsson, der viser børnene, hvordan man trin for trin kan bygge fede beats op og kombinere dem med en sjov raptekst.

Videoerne er bygget op af en præsentation, hvor børnene møder Rune og hans veninde, digteren Sara. Derefter går det løs med en intensiv rytme-workshop i det virtuelle klasseværelse, og hver video afsluttes med en ’koncert’, hvor de indlærte beats og breaks bliver til en færdig sang, der kan spilles for fx forældre og kammerater.

Prisvindende performer

Rune Thorsteinsson, som lægger navn og rytmer til ’Musiktime med Rune’ er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium og kendt som musiker og performer inden for blandt andet verdensmusik. Ud over en række albumpriser har han også vundet den internationale YAM (Young Music Audiences) pris for sine børnekoncerter med trioen ’Body Rhythm Factory’.

Med sig i videoerne ’Musiktime med Rune’ har han også den dansk-syriske digter Sara Rahmeh, der har fundet på en særlig rap om skolebordet, der får bank med både beats og rytmer – mens det drømmer om at komme ind til de rigtige instrumenter i musiklokalet.

Der er selvfølgelig også børn med i Runes klasseværelse. De kommer fra danseskolen Global Kidz i København, som har fokus på fællesskab, musik og dans fra mange forskellige kulturer.

Tilbud til både skoleklasser og familier

’Musiktime med Rune’ er udviklet som et digitalt tilbud til skoleklasser på 3.-5. klassetrin, som kan hentes direkte ned fra skærmen i klasselokalet, og støtte op om den allerede eksisterende musikundervisning.

– Vi ønsker i Musikariet at tilbyde musiklærerne et nyt, digitalt koncept, som udfordrer og inspirerer børnene musikalsk og motorisk, samtidig med, at det kræver et minimum af udstyr og hjælpemidler fra lærerens side, siger projektleder Agnete Skibsted.

Samtidig understreger hun, at videoerne med Rune Thorsteinsson også sagtens kan bruges derhjemme, hvis man er glad for rap og rytmer.

– Musiktime med Rune’ er lige til at gå ombord i – uanset baggrund. Sara Rahmehs fantasifulde rap og Rune Thorsteinssons smittende musikglæde brænder igennem skærmen, uanset om du sidder på et børneværelse, i køkkenet eller sommerhuset. Der er plads til alle i ’Musiktime med Rune’, og videoerne kan ses igen og igen – det gør bare rytmerne endnu skarpere!

’Musiktime med Rune’ er tilgængelig på DR Musikariets hjemmeside: drmusikariet.dk