DR og Altinget går sammen om meningsmålinger

Nyt samarbejde mellem DR, Altinget og Epinion skal hæve kvaliteten af de politiske meningsmålinger og mindske usikkerheden om resultatet af dem.

DR, Altinget og Epinion samarbejder fremover om meningsmålinger. (Foto: Anders Hviid)

DR og Altinget går sammen om at gennemføre politiske meningsmålinger via et samarbejde med analyse- og rådgivningsvirksomheden Epinion. Hidtil har DR fået sine egne målinger fra Epinion, mens Altinget har haft et samarbejde med Jyllands-Posten og Norstat.

Om den nye aftale forklarer Thomas Falbe, der er nyhedschef i DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter:

- Det er blevet både dyrere og vanskeligere at sikre politiske meningsmålinger af høj kvalitet. DR har derfor søgt et strategisk samarbejde omkring meningsmålinger med Altinget, som vi deler en række fælles ambitioner med i forhold til uafhængighed og publicistiske værdier.

Bedre og mere præcise målinger

Thomas Falbe fremhæver, at samarbejdet også er med til at sikre en højere kvalitet af målingerne:

- Kvaliteten er udfordret på flere parametre, men mest centralt står, at det kræver flere ressourcer at sikre en valid repræsentation af hele befolkningen, så målingerne bliver så præcise, som det nu er muligt.

Han tilføjer, at DR ikke ønsker at lade den politiske dækning være dikteret af konstante målinger, så antallet af meningsmålinger reduceres også i det nye samarbejde:

- Vi vil bruge ressourcerne på, at hver enkel måling skal være af så høj kvalitet som muligt i stedet for at sprede det ud på flere målinger, hvor usikkerheden dermed risikerer at stige.

Vigtige værktøjer til at forstå og analysere dansk politik

Altingets ansvarshavende redaktør Jakob Nielsen siger:

- Vi har oplevet, at samarbejde om målinger hæver kvaliteten, både fordi der bliver brugt mere tid på at formulere de rigtige spørgsmål, og fordi man kan betale for et bedre et bedre produkt. Derfor har vi været på udkig efter en partner, siden det gode samarbejde med Jyllands-Posten ophørte.

- For os er målinger vigtige værktøjer til at forstå og analysere dansk politik, men vi er også meget optagede af, at de bliver brugt med omtanke og udført i høj kvalitet. Og det er præcis, hvad den nye aftale mellem DR, Altinget og Epinion sikrer.

Om DR’s brug af meningsmålinger siger Thomas Falbe:

- De er stadig et vigtigt redskab til at få en fornemmelse af, hvordan dansk politisk udvikler sig. Det gælder den løbende politiske debat, hvor det er en selvstændig pointe, at vi ønsker at få en fornemmelse af, hvordan befolkningen vurderer politikernes tiltag, så dagsordenen ikke alene er dikteret af en udlægning fra Christiansborg. Samtidig er meningsmålinger, om man bryder sig om det eller ej, et centralt værktøj for partiernes fastlæggelse af konkrete politiske tiltag og måden, de bliver præsenteret på. Hvis ikke DR selv foretager målinger, som er uafhængige af interesser, vil den bane alene være overladt til politiske partier, interesseorganisationer mv.

Også samarbejde om kandidattest

At Altinget er valgt som samarbejdspartner i stedet for et andet mediehus forklarer Thomas Falbe sådan:

- DR har i forvejen et tæt samarbejde med Altinget eksempelvis omkring udvikling af kandidatdatabaser og kandidattest i forbindelse med afholdelse af valg. Da Altinget som sagt også deler en publicistisk ambition med DR, er det derfor oplagt at styrke samarbejdet yderligere med dette partnerskab omkring meningsmålinger.

Aftalen mellem DR og Altinget vedrører alene selve målingerne og medfører ikke noget samarbejde om den redaktionelle omtale af dem.

Den første Epinion-måling efter indgåelse af aftalen ventes offentliggjort inden for de nærmeste uger.

Facebook
Twitter
Emner: