DR og Københavns Domkirke sikrer levende billeder fra morgenandagt

Sammen med den ugentlige TV-gudstjeneste fra landets kirker søndag på DR2, bliver det fremover muligt at gå med DR i kirke hver dag - ledsaget af levende billeder.

DR har sendt Morgenandagten i over 90 år. Efter sommerferien kommer der billeder på den fra Københavns Domkirke. Foto: DR Arkiv.

I dag kan befolkningen følge Morgenandagten på P2 og på DR2, hvor lyden transmitteres live mandag til lørdag fra klokken 8.05. Men efter sommer kan seerne også få de levende billeder med af de kirkelige handlinger.

I et tæt samarbejde har DR og Københavns Domkirke gjort det muligt at installere faste kameraer i kirken, som kan fjernstyres og betjenes fra DR-Byen. Løsningen giver seerne mulighed for en stærkere og mere nærværende oplevelse af Morgenandagten.

Mere samarbejde i fremtiden

- At styrke transmissionen af Morgenandagten er en fortsættelse af det arbejde, som DR har sat i gang for at løfte formidlingen af trosstoffet. Takket være et vellykket og dedikeret samarbejde med Københavns Domkirke, kan vi inden længe levere en væsentlig forbedret formidling, der åbenlyst vil komme seerne og lytterne til gavn. Det er DR Kulturs ambition at udvikle mange flere af denne type samarbejder i fremtiden, så vi hver især kan sætte vores forskellige fagligheder i spil og i fællesskab give befolkningen nye og forbedrede tilbud, siger DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen.

Installationen af kameraerne er sket i samarbejde med kirkens personale, herunder kirkens arkitekt, som har sikret de optimale placeringer af kameraerne i Københavns Domkirke. DR har desuden samarbejdet med organist, sangere, kirketjenere samt biskop og domprovst Anders Gadegaard, som har været en drivende kraft i projektet. Om samarbejdet med DR siger han:

-Jeg har længe drøftet muligheden for at få levende billeder på morgenandagten med DR, og det er en stor glæde for mig, at det nu bliver en realitet. Jeg er sikker på, at følelsen af deltagelse vil blive forstærket hos folk, når man ikke bare hører musikken og ordene, men også kan se os, der spiller, synger og taler. Vi har erfaret her under coronatiden, hvor meget mere inkluderet i tjenesterne mange har følt sig derhjemme, når der blev livestreamet. Det bliver nu muligt hver eneste morgen. Jeg håber, at det også vil øge lysten til at synge med på salmerne, at man kan se og følge korsangerne og organisten på skærmen, siger Anders Gadegaard.

Kreativitet og håndværksmæssig snilde

- Med knapt 90 år bag sig er Morgenandagten et af DR’s ældste programmer og derfor også forbundet med mange traditioner, som vi skal bringe videre, men vi skal også modernisere formidlingen. Københavns Domkirke er et helt unikt kirkerum, og det har krævet megen kreativitet og håndværksmæssig snilde at give Morgenandagten et optimalt udtryk i levende billeder på tv. Men nu er kameraerne installeret, så de er i stand til at fange de kirkelige handlinger fra de ønskede vinkler. Ved hjælp af godt samarbejde og dygtigt personale, er det lykkedes at udvikle en løsning, som vi er meget glade for, og som jeg ser frem til at seerne efter en testperiode kan få glæde af, siger DR’s trosredaktør Christoffer Emil Bruun.

Radiolytterne får bedre lyd

De faste kameraer i Københavns Domkirke bliver fjernstyret fra DR Byen. Det har blandt andet været nødvendigt at skyde fiber ind under Domkirken, for at opgradere netforbindelsen så den nye transmission kunne lykkes. Det betyder samtidig, at lyden bliver væsentligt forbedret og vil således også komme radiolytterne til gavn.

Trosstoffet på DR

DR har en ambition om på den ene side at styrke formidlingen af den kristne kulturarv og samtidig afspejle den samtid, vi lever i.

Gennem den seneste tid har DR iværksat en række initiativer for at løfte formidlingen af trosstoffet – herunder har DR forlænget TV-Gudstjenesten på TV med 15 minutter fra landets kirker med Anders Laugesen som vært, hele søndag formiddag på P1 er dedikeret til trosstoffet, religion og eksistens med programmerne ’Tal til mig’, Tidsånd og søndagsgudstjeneste, en hvidbog som fundament for udvikling af trosstoffet er udarbejdet af Anders Laugesen i tæt samarbejde med det kirkelige miljø, Paula Larrain har netop haft premiere på programmet ’Det gode råd’ på DR2. Og senest bringer DR altså levende billeder fra Morgenandagten seks dage om ugen i tæt samarbejde med Københavns Domkirke.

Morgenandagten sendes altid på P2 mandag – lørdag klokken 8.05 og transmitteres efter sommer også med levende billeder direkte på DR2.

Facebook
Twitter