DR og tusindvis af skoleelever er klar til at være ’I Sandhedens Tjeneste’

Over 18.000 skoleelever skal på torsdag være med i den første digitale udgave af DR’s ’I Sandhedens Tjeneste’. I videoen her kan du se, hvad der er i vente på dagen.

På torsdag den 19. november holder DR den første digitale udgave af ’I Sandhedens Tjeneste’ nogensinde. Over 18.000 skoleelever er tilmeldt arrangementet. I videoen her kan du høre, hvad de har i vente på undervisningsdagen.

Som medieforbruger er der nok at holde styr på i det daglige, når vi bliver bombarderet med informationer. I den forbindelse kan det være svært at skelne mellem korrekte og falske nyheder, satire og kilder med særlig interesse i, at en bestemt type nyhed bliver spredt.

Derfor har DR siden 2015 tilbudt danske skoleelever at deltage ’I Sandhedens Tjeneste’, hvor de har prøvet kræfter med kildekritik, etik og nyhedsformidling. Det er sket gennem store 'nyhedsshows', hvor eleverne har fået indsigt i, hvordan man arbejder med nyhedsproduktion og hvilke dilemmaer, der kan opstå. Tilsammen har over 100.000 elever deltaget siden initiativets start.

På grund af corona-situationen holdes arrangementet i år for første gang virtuelt. Det betyder, at skoler i hele landet nu kan deltage i nyhedsshowet samtidig. På torsdag inviterer Annika Wetterling og Erkan Özden derfor over 18.000 elever indenfor i DR’s maskinrum, hvor alle de redaktionelle beslutninger træffes. Eleverne får et unik indblik i DR’s nyhedsproduktion og får lov til at konkurrere mod flere af DR’s værter.

Derudover skal eleverne også tale om, hvad de deler på nettet, og om de forholder sig kritisk til det, de deler – og det, de læser fra andre. Alt i alt bliver det en dag med fokus på, hvordan man opfører sig på nettet og hvilke dilemmaer, man kan støde på i den ’digitale jungle’.

Facebook
Twitter