DR Pigekoret og Phillip Faber tager mørkekoncerter på turné til Aarhus og Odense

DR Pigekorets mørkekoncerter, som i over 10 år været et tilløbsstykke i DR Koncerthuset, kan i år for første gang opleves af publikum i både Odense og Aarhus.

DR Pigekorets Mørkekoncerter har i over 10 år været et tilløbsstykke i DR Koncerthuset. I år kan koncerterne for første gang også opleves i Odense og Aarhus. (Foto: Daniel Stjerne)

De fleste har prøvet at lukke øjnene, når de lytter til musik. Og mange kan nok genkende, at musikken opleves ekstra intenst, når man lukker helt af for lys og synsindtryk.

Netop den effekt er der mulighed for at opleve i stor stil, når DR Pigekoret hvert efterår inviterer til koncerten 'DR Pigekoret i mørke' i DR Koncerthuset.

I mere end 10 år har mørkekoncerterne været blandt DR Koncerthusets store tilløbsstykker, og i år vil mange flere få lov til at opleve det specielle koncept. DR Pigekoret og Phillip Faber tager nemlig koncerterne med på turné til Musikhuset Aarhus og ODEON i Odense, hvor det begge steder vil være første gang, DR Pigekoret kan opleves live. Det er også første gang nogensinde, at de to koncertsteder inviterer til koncert i en helt mørklagt sal.

Hemmeligt program

Ifølge chefdirigent Phillip Faber er det hovedtanken bag DR Pigekorets mørkekoncerter at give publikum mulighed for at lytte ekstra opmærksomt til musikken:

- Der er ingen tvivl om, at det styrker koncentrationen og fordybelsen, når man får lov til at lytte til musik i mørke. Samtidig har vi opdaget, at det giver en ekstra åbenhed hos publikum, hvis vi ikke på forhånd informerer om, hvilken musik de skal høre. Derfor er det også en del af mørkekoncerterne, at vi holder repertoiret hemmeligt indtil koncerten – men alle får udleveret et program, som de kan tage med hjem bagefter og læse om musikken og de medvirkende.

Krævende koncept

Som man kunne se i tv-serien 'Faber og pigekoret', som sidste år blev sendt på DR1, er det ikke bare publikum, der får en usædvanlig oplevelse til DR Pigekorets mørkekoncerter. Også for de medvirkende på scenen er det specielt at skulle optræde i en mørk koncertsal:

- Det kræver utrolig grundig forberedelse for koret og mig selv at skulle gennemføre over en times koncert uden at vi kan se hinanden på scenen. Men faktisk oplever vi et særligt fællesskab, når vi er sammen med publikum om musikken i den store, mørke sal. Så Mørkekoncerterne er virkelig noget vi ser frem til i koret hvert år, siger Phillip Faber.

Kendt gæstemusiker på scenen

Selvom DR Pigekoret er i centrum ved mørkekoncerterne, er det ikke bare smuk kormusik, der er på programmet til koncerterne. I den mørklagte sal vil også være en kendt dansk klassisk musiker, som først afsløres til koncerten, og de musikalske indslag bliver bundet sammen af en auditiv fortælling, som er skabt af korets sangere.

Musikken til koncerten 'DR Pigekoret i mørke' består af både klassisk og ny kormusik, sange af nulevende kunstnere i nye korversioner, udpluk fra den danske sangskat og arrangementer af bl.a. Phillip Faber selv.

Koncerten 'DR Pigekoret i mørke' sendes på DR P2 tirsdag den 12. oktober klokken 19.20.

Facebook
Twitter