DR-podcast om Liss modtager årets Papageno-pris

Årets Papageno-pris går til journalist Sigurd Hartkorn Plaetner og bandet Liss for deres lydserie. Juryen lægger vægt på, at podcasten ’Liss – tonerne af en afsked’ har sat præcise og rammende ord på de følelser og oplevelser, man som tilbageværende kan have, hvis man har mistet til selvmord.

Sigurd Hartkorn Plaetner og Liss tog en uge til Amalfikysten for at optage podcasten 'Liss - Tonerne af en afsked. På billedet: Tobias Hansen, Villads Tyrrestrup, Sigurd Hartkorn Plaetner og Vilhelm Strange. (Foto: (C) DR)

I 2021 mister bandet Liss deres forsanger og nære ven til selvmord. I podcasten ’Liss – tonerne af en afsked’ fortæller de åbent og ærligt om deres historie, og om hvordan det er at miste en ven, der selv vælger livet fra.

I denne uge blev det offentliggjort, at podcasten modtager årets Papageno-pris af Center for Selvmordsforskning. Prisen bliver uddelt hvert år, og den gives til mediearbejdere, der belyser selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde.

Juryen lægger vægt på, at bandmedlemmerne er blevet talspersoner for, hvordan det er at miste til selvmord, og at Sigurd Hartkorn Plaetner har skabt en atmosfære, hvor bandets tilbageværende medlemmer frit kan dele deres historie og følelser.

- Podcasten fortæller om de modstridende og svære følelser, man oplever efter at havde mistet til selvmord. Den tydeliggør også, hvor sårende det kan føles, når ens nærmeste ikke deler sine tanker, og den understreger, hvor vigtigt det er at fortælle det til andre, når man har selvmordstanker, skriver Center for Selvmordsforskning i en pressemeddelelse om prisen.

I begrundelsen bliver der også lagt vægt på, at podcasten har hjulpet med at nå en målgruppe, som psykiatrien og selvmordsforebyggelsen selv kan have svært ved at nå ud til.

Der står:

- Historien har været at finde på flere forskellige platforme, som for eksempel: Politiken, Gaffa, og DR’s 21 Søndag, hvor bandets medlemmer taler for at reducere stigmatisering af selvmord. Ud fra den respons de har modtaget på de sociale medier, kan man se, de har sat præcise og rammende ord på de følelser og oplevelser, som deles af mange andre.

Bryder tabuer og starter vigtige debatter

Papageno-prisen blev første gang uddelt i 2005. Prisen er opkaldt efter fuglefængeren Papageno fra Mozarts opera ’Tryllefløjten’. Han bliver selvmordstruet, da han mister sit livs kærlighed, Papagena. Papageno-prisen har til formål at forebygge selvmord gennem information, at undgå tabuisering og at tage hensyn til og give hjælp til de efterladte.

Chefen for DR Ung Radio og Podcast Søren Bygbjerg er redaktør for podcasten. Han fortæller, at han har fået mange positive reaktioner fra de unge.

- Podcasten tager livtag med et svært emne og viser vejen for en ny, ansvarlig og empatisk måde at tale om selvmord og mental sundhed på. Vi har fået en overstrømmende modtagelse af podcasten fra unge, der enten selv har haft selvmordstanker, eller som er pårørende, og den har været med til at bryde et tabu og starte en vigtig debat, siger han.

Det, at uddele en mediepris med det formål at forebygge selvmord, stammer fra Belgien. Papageno-prisen er blevet uddelt 16 gange i Danmark, først under navnet Werther-prisen og senere under Papageno-navnet. Blandt tidligere prismodtagere er DR-journalist Jonas Damstrup Fried, der modtog prisen i 2018, og P3’s ungdomsprogram ’Tværs’, som fik den i 2012.

Sigurd Hartkorn Plaetner er radiodokumentarist og har lavet podcasten. Han har kendt drengene, siden de begyndte at lave musik, og i fællesskab med bandmedlemmerne blev de enige om, at de havde en vigtig historie at fortælle.

- Det virker tomt at tale om at ’vinde’ en pris, når det drejer sig om selvmord, så i stedet vil jeg sige, at vi er meget taknemmelige for at være blevet anerkendt af Papageno-prisen. Det fortæller os, at vores serie og drengenes åbenhed om alle de svære følelser, forhåbentlig kan være med til at hjælpe bare én, der har ondt i livet, eller som har mistet til selvmord. Og bare den lille forhåbning minder én om, hvorfor det er meningsfuldt at lave, det man laver, siger han.

Og selvom det kan virke specielt at tale om en pris, når emnet er tungt og svært, er der store roser til Sigurd Hartkorn Plaetner.

- Jeg er pavestolt af Sigurd Hartkorn Plaetner, der har fået prisen – og dybt taknemmelig over for bandet, der er stået frem og har fortalt deres historie i podcasten, siger redaktør Søren Bygbjerg.

Prisen overrækkes fredag den 9. september på Nordsjællands Hospital i forbindelse med Verdensdagen for Selvmordforebyggelse.

  • Du kan læse mere om Papageno-prisen her, og podcasten ’Liss – tonerne af en afsked’ findes i DR Lyd.