DR sætter fokus på de 600.000, der har svært ved at læse

DR er i den kommende tid med til at arrangere konferencer for virksomhedsledere og tillidsfolk. Her handler det om det faktum, at næsten 600.000 danskere har læsevanskeligheder.

Peter Lund Madsen, som laver ’Hjernekassen’ på P1, er vært ved konferencerne. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Op imod 600.000 danskere har svært ved at læse denne tekst eller mange af de andre tekster, de støder på i deres hverdag. Bogstaverne danser tango for dem, og måske har de efterhånden helt opgivet at få noget ud af det skrevne ord.

I den kommende tid arrangerer DR Tilgængelighed og DR Ligetil – sammen med voksenuddannelsescentre under VUC og NOTA, der er det nationale bibliotek og videncenter for mennesker med læsevanskeligheder, konferencer flere steder i landet. Det sker for at sætte fokus på det faktum, at så mange hundrede tusinde har svært ved at læse og forstå simple tekster.

Konferencerne er i første omgang tiltænkt virksomhedsledere, HR-medarbejdere og tillidsfolk, og deltagerne kan få råd og inspiration til at hjælpe ansatte med læsevanskeligheder.

Den første konference bliver holdt på DR Fyn i Odense på tirsdag den 5. april om formiddagen, og Peter Lund Madsen, som også er kendt som ’Hjerne-Madsen’ på P1, er vært for den.

På Fyn vil deltagerne for eksempel kunne møde en repræsentant for firmaet Svendborg Brakes, som har kørt forskellige kursusforløb, hvor ansatte med læsebesvær på frivillig basis har kunnet få undervisning. En repræsentant for serviceafdelingen i Nyborg Kommune kommer samtidig og fortæller om, hvordan alle medarbejdere er blevet screenet og tilbudt undervisningsforløb, ligesom administrerende direktør for tænketanken DEA og formand for De Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser, Stina Vrang Elias, kommer med sit bud på fremtidens kompetencebehov. Nogle vil måske også kende hende som fast debattør i programmet ’Søndagsfrokosten’ på P1.

God hjælp at få

”DR vil gerne nå ud til hele befolkningen – også dem, der ikke er så stærke til at læse dansk. Det er et samfundsmæssigt og demokratisk problem, hvis så mange er hægtet af, og vi vil gerne fortælle, at der er god hjælp at få, hvis man vil være bedre til at læse. Her kan parterne bag konferencerne give forskellige tilbud,” forklarer Helle Trolle-Christensen, der er redaktør i DR Samfundsliv – Aktualitet og Læring.

DR vil blandt andet selv benytte lejligheden til at fortælle om sine tilbud til folk, der har svært ved at læse. Det drejer sig for eksempel om DR Ligetil – et nyhedssite på dr.dk med letlæste nyheder – og muligheden for at slå oplæsning af undertekster til på sit fjernsyn. Samtidig vil P4 Fyn i næste uge beskæftige sig med læsevanskeligheder i sine udsendelser.

”Alle taler om skolebørnene, som skal blive bedre til at læse, og at 15-20 procent af en årgang aldrig kommer i gang med en uddannelse. Men hvad de 600.000 voksne danskere med læseproblemer? Har vi opgivet dem, selv om nogle af dem måske har både 20 og 30 år tilbage på arbejdsmarkedet? Det er blandt andet noget af det, vi gerne vil sætte fokus på med konferencerne,” forklarer Helle Trolle-Christensen. DR, VUC og NOTA arrangerer også konferencer senere på foråret andre steder i landet. Lige nu er der planlagt en konference hos P4 Nordjylland den 25. maj og i DR Koncerthuset i København den 26. april.

Vært og hjerneforsker Peter Lund Madsen siger, at måske slet ikke er så sært, at en del har bøvl med læsningen.

”Hjernen opstod i stenalderen, hvor der hverken var bogstaver eller tal. I dag skal man også kunne læse og skrive, og det er ikke mærkeligt, at der kan opstå ballade,” siger ”Hjerne-Madsen”, der også på konferencerne vil fortælle lidt om, hvad det er, der sker i hjernen, når man har læsevanskeligheder.