Hver gang et menneske dør, anslås det, at der i gennemsnit efterlades fire mennesker i sorg. Mennesker, der sørger, savner og mindes. Men hvordan lever man med sorgen, uden at den bliver alt for tung? Hvordan deler man sin sorg, så andre kan holde det ud? Og hvordan holder man minderne i live? Det er nogle af de spørgsmål, som DR vil søge svar på med indsatsen ’Sammen om sorgen’ i uge 44.
”Vi skal hjælpe til et sprog, vi kan være sammen om, og som kan starte en svær samtale. ’Sammen om sorgen’ er et bredt tema om sorg, som gerne skal nå bredt ud til alle i næste uge, hvor DR sætter fokus på et svært, men vigtigt emne som det at miste, sige farvel og turde tale om døden, for det vedrører os alle gennem hele livet, og derfor kræver det vores opmærksomhed,” siger Henriette Marienlund, der er direktør for DR Medier.
’Mens døden os skiller’ på DR1
Ina står midt i livet og skal tage afsked med sin mand, der er dødeligt syg. Sideløbende med sin egen sorg, har hun fire børn og en hverdag, hun skal få til at fungere. Vi følger, hvordan hendes mand Lasse gradvist forsvinder, hvordan Ina og børnene arbejder med at tage afsked, og hvordan de arbejder med deres sorg. Begge afsnit af 'Mens døden os skiller' kan ses på DRTV fra mandag den 29. oktober klokken 6.00. DR1 sender de to afsnit over to mandage, første gang mandag d. 29. august klokken 20.45.
’Min sang til far’ på DR Ultra
I serien følger vi vores hovedperson Marie Dietz på 13 år, som mistede sin far kun ni år gammel, da han pludselig fik en hjerneblødning. Faren var selv musiker og fra ham har Marie arvet kærligheden til musik og hendes første guitar. I serien skriver Marie en sang til sin far med hjælp fra musikeren Nicky Russell, som er forsanger i LIGA og selv har oplevet at miste et vigtigt menneske i sit liv. Serien er i seks afsnit af ti minutter, som kan ses på DRTV og i DR Ultra app’en. Der lægges to afsnit op om dagen klokken 6.00 mandag den 29. oktober til onsdag den 31. oktober.
’Venner med døden’ på DR Ultra
11-årige Mille og 10-årige Mathias er trætte af, at mange voksne ikke vil tale om den ene ting, der med sikkerhed rammer os alle: døden. Spørgsmålene rumsterer nemlig i hovederne på dem. Hvad sker der, når man dør? Skal man være bange? Og findes der et liv efter døden? For at få svar på nogle af spørgsmålene besøger de 73-årige Søs, der er patient på Hospice Djursland. Sammen taler de om frygten for døden, sorgen og alt det midt imellem – og de hjælper Søs med at sætte et sidste kryds på hendes bucketliste. Undervejs er de også med en bedemand på arbejde, hvor de kører rustvogn og besøger et krematorium. ’Venner med døden’ sendes i to afsnit på DR Ultra klokken 18.00 mandag den 29. oktober og tirsdag den 30. oktober, og på DRTV og i DR Ultra app’en allerede fra mandag klokken 6.00.
’Du er stadig hos mig’ på DR K
Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, når en, vi elsker, dør. Mennesket har altid brugt ritualer, når livet bliver for vanskeligt for os. Men der findes ikke længere en drejebog for, hvad vi skal gøre, når vi mister. I ’Du er stadig hos mig’ møder vi en række danskere, som tager sagen i egen hånd og skaber deres egne ritualer for at mindes og være tæt på dem, de har mistet. Det kan ses på DR K klokken 20.00 onsdag den 31. oktober.
’Pauline savner sin mor’ på DR3
Pauline er i dyb sorg efter, at hun mistede sin mor til kræft for halvandet år siden. Men omverdenen bevæger sig videre, og Pauline prøver at følge med. Hun er flyttet ind i en ny lejlighed på Frederiksberg, og hun er ved at finde ud af, hvem hun er uden sin mor. Hun har fundet tilflugt fra sorgen i form af en brændende passion for K-Pop, og er langsomt ved at bygge en ny tilværelse op uden at miste mindet om sin mor. Programmet er en opfølgningshistorie på ’Pauline savner sin mor’, og programmet kan ses på DRTV fra søndag den 28. oktober klokken 6.00.
’Sammen om sorgen’ på P2
Musik kan være et sprog for det, der ikke findes ord for. På P2 vil vi mindes gennem musik. Har du oplevet et dødsfald tæt på, og vil du dele din sorg gennem musik, så skriv til P2@dr.dk. Stine Rosengren tager imod minder og musik hele onsdag aften den 31. oktober.
P2 Koncerten klokken 21.00 til 22.00 vil den aften være direkte fra Bibliotekssalen i Rundetårn i København. Sammen med chefdirigent Marcus Creed og guitarist Niklas Johansen lukker DR VokalEnsemblets sangere op for nogle af sorgens og mindernes fineste musikalske udtryk. Undervejs er der digtoplæsning ved Søren Ulrik Thomsen. Musik af blandt andet Robert Lucas Pearsall, John Tavener, Jesper Koch, Henry Purcell og Ingvar Lidholm. Anne Bro er vært og ’Sammen om sorgen’ på P2 sendes onsdag den 31. oktober fra klokken 18.00 til 24.00.
’Men du er her stadig’ på P2
Vi reagerer direkte unaturligt på mødet med fortvivlede mennesker, der har mistet, mener Lotte Heise. Vi lægger afstand, vælger et andet fortov eller et andet emne, når nogen kommer imod os med deres sorg. Hvorfor kan vi ikke bare lytte og leve med? Lotte Heise har samlet en række stærke personlige fortællinger fra børn og voksne, der har mistet. Programmet handler om en sorg, som de fleste af os vil erfare en dag. Sorgen over at miste en ven, en partner, en bror eller søster. ’Men du er her stadig’ sendes på P2 klokken 18.00 søndag den 28. oktober til tirsdag den 30. oktober og som podcast.
’Cecilie og sorgen’ på P1
Cecilie på 29 oplevede hvordan det efter hendes fars død var svært at tale med andre om sorgen. Hun har nu samlet den sorggruppe hun gik i for at dele nogle af de svære og til tider akavede situationer, der opstår når man er i sorg. For hvad siger man den første dag på studie efter ens far er død? Og hvor meget må man spørge ind til folk i sorg? ’Cecilie og sorgen’ er en podcast i fire afsnit og i hvert afsnit besøger Cecilie én af de andre fra sorggruppen og taler med dem om hvordan sorgen har påvirket deres liv i dag. Podcastens fire afsnit kan findes på dr.dk og i DR’s radioapp fra mandag den 29. oktober klokken 10.00.
Tema om sorg på tværs af DR
Udover de nævnte programmer sætter DR bredt fokus på sorg i uge 44. Blandt andet kommer P3 til at tage emnet op i programmer som 'Go’Morgen P3', 'Danskerbingo', 'Tværs', 'Musikchefen' og 'Sangskriver'. Via DR’s radioapp kan man også lytte til lydbøgerne ’Når jeg savner min far’, som er indlæst af Sara Emilie Nielsen og skrevet af Alberte Winding, og bogen ’Sorgens grundstof’, som er indlæst af Lotte Andersen og skrevet af Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
DR Skole laver undervisningsmaterialer om sorg til landets skoleelever, og på dr.dk/nysgerrig kan man for eksempel se en tegneserie om, hvad der sker i kroppen, når man er i sorg.
For at sætte så bredt fokus på sorg som muligt, samarbejder DR om indsatsen med Det Nationale Sorgcenter, Børn, Unge og Sorg samt Landsforeningen Liv & Død, og TrygFonden har støttet dele af indsatsen. Samarbejdspartnerne inviterer onsdag den 31. oktober klokken 19.30 til 21.00 til arrangementet ’Sammen om sorgen’ i forbindelse med indsatsen, hvor Lene Johansen vil være aftenens moderator, og det foregår hos Landsforeningen Liv & Død i København.