DR-serie får en gulddelfin i Cannes

Serien ’Min fars krig’, som DR viste i forbindelse med 75-års-dagen for befrielsen sidste år, er blevet kåret som ’Bedste dokudrama’ ved Cannes Corporate Media & TV Awards 2021.

Hovedrollen som faderen Georg bliver i serien spillet af Søren Vejby, mens den unge Dorthe spilles af Frida Rønberg. (Foto: Nicklas Glad Korgaard © Tiki Media)

DR’s programserie ’Min fars krig’, der blev vist på DR1 og DRTV i foråret 2020 i forbindelse med 75-året for Danmarks befrielse, er netop blevet internationalt prisbelønnet med en ’gulddelfin’ i Cannes i Frankrig.

Da der op til weekenden blev uddelt såkaldte Dauphine d’Or-priser ved Cannes Corporate Media & TV Awards 2021 hentede ’Min fars krig’ gulddelfinen i kategorien ’Bedste dokudrama’.

’Min fars krig’, der er i tre afsnit, handler om skolepigen Dorthe, hvis far er modstandsmand og jagtes af tyskerne. Til sidst blev han taget, tortureret og sendt i KZ-lejr.

I serien forsøger den virkelige og nulevende Dorthe Røssell – født Christiansen, at finde ud af, hvorfor hendes far aldrig ville tale om krigen. Hun undersøger også hvilken pris, modstandskampen havde for hendes familie.

Dorthe Røssell er en af de efterhånden ganske få nulevende danskere, der stadig er i stand til på første hånd at berette nærværende og detaljeret om Danmark under Anden Verdenskrig og modstandskampen, hvor hun gik under dæknavnene Dunte og Jumbo.

Hovedrollen som faderen Georg bliver i serien spillet af Søren Vejby, mens den unge Dorthe spilles af Frida Rønberg. Serien ’Min fars krig’ er baseret på Dorthe Røssells erindringer og på Peter Øvig Knudsens biografi om torurbødlen Ib Birkedal Hansen.

Halvdelen af seriens drama-scener er lavet af instruktør Giacomo Campeotto, mens manuskriptet er skrevet af Kirsten Fårup Langkjær og Martin Sundstrøm. Serien blev produceret for DR af Tiki Media og producent Lars Feldballe Petersen.

En speciel genre

- Vi er superglade for, at vi har fået tv-prisen i Cannes. Dokudrama er en speciel genre, som har udviklet sig markant de seneste år, hvor man er gået fra illustrative dækbilleder med tavse statister til omfattende drama-lag og ’rigtige skuespillere’. Med dramatiseringerne giver vi seerne mulighed for virkelig at føle, hvordan noget er foregået og dermed også forstå historien bedre. Så det er rart at vide, at vi altså er blandt de bedste til den genre lige nu, siger Martin Sundstrøm, der har været hovedinstruktør på serien.

Det er for øvrigt tredje gang, han er med til at få en gulddelfin i Cannes for ’Bedste dokudrama’. Første gang var i 2017, da han fik det for programserien ’Store danske videnskabsfolk’ med Johan Olsen som vært, mens anden gang var i 2018, da programserien ’Øgendahl og de store forfattere’, som han var redaktør på, fik prisen.

Tidligere i år modtog Martin Sundstrøm også Niels Ebbesen Medaljen for sin formidling om Anden Verdenskrig – ikke alene for dokudramaserien ’Min fars krig’, men blandt andet også DR-dokumentaren ’Angrebet på Shellhuset’ om fejlbombningen af Den Franske Skole på Frederiksberg i 1945.

Her ses hovedinstruktør Martin Sundstrøm, hovedrolleindehaveren Søren Vejby, skuespiller Frida Rønberg og seriens fotograf Nicklas Korgaard. Gulddelfinen er indsat. Fotomontage: Tiki Media.
FacebookTwitter