DR Sjælland åbner dørene den 5. juni

Der er mulighed for at møde DR Sjællands værter og se hvordan de laver radio og TV. Og så kan du også møde Motor Mille, Jesper Theilgaard og Clement Kjersgaard i Næstved grundlovsdag.

Motor Mille er med hele dagen hos DR i Næstved. (Foto: Lasse Storm © Type 1)

Alle, der har lyst til at se, hvordan DR Sjælland i Næstved laver radio, TV og digital journalistik får muligheden for at følge det grundlovsdag, søndag den 5. juni.

DR Sjælland holder nemlig åbent hus mellem klokken 9 og 13, og her vil man for eksempel kunne opleve værterne Dennis Johannesson og René Sabroe i morgenstudiet, hvor de – helt ekstraordinært – sender grundlovsradio til hele regionen indtil klokken 12.00.

Man kan også se og høre mere om de regionale nyheder og om, hvordan DR Sjælland laver TV-indslag til ’Vores Vejr’ på DR1. Klokken 10 - og flere gange i løbet af formiddagen - holder vært Maria Hollænder et oplæg om, hvordan de store landsprogrammer ’P4 til døren’ og DR Slotskoncerten ved Ledreborg er skruet sammen – sådan radiomæssigt.

Få vejret - og spørg Clement

Hvis man slår vejen forbi DR Sjælland på dagen, vil man også kunne møde flere andre velkendte navne fra andre af DRs radio- og TV-programmer.

Fra klokken 9 kan du få testet din indre vejrvært, når du under kyndig vejledning af DRs vejrvært Jesper Theilgaard vil få mulighed for at lave din egen vejrudsigt. Komplet med både lav- og højtryk. Klokken 11 holder Jesper Theilgaard et oplæg om sit arbejde som vejrvært – og han fortæller mere om de forandringer, som vores vejr og klima undergår i disse år.

Klokken 12 skal du til gengæld finde spørgelysten frem, når Clement Kjersgaard fra ’Debatten’ og ’Vi ses hos Clement’ på DR2 holde oplæg under overskriften ´Spørg Clement´. Her fortæller han mere om DRs rolle, som han ser den ud fra de programmer, han er vært på.

Ungerne er der også tænkt på; og Motor Mille fra DR Ramasjang er nemlig med hele dagen i Næstved, hvor hun vil underholde både børn og voksne. Så husk danseskoene!

”Selvom vi i dagligdagen kommer i kontakt med masser af vores lyttere og brugere - både når vi er ude og via telefon, sms og nu også Facebook, så giver det noget helt andet sådan at åbne døren og byde folk indenfor og møde dem ansigt til ansigt. Vi har en klar fornemmelse af, at vores gæster sådan en dag både får en oplevelse og får ’noget med hjem’, men vi får også en masse ud af at høre, hvad folk synes om det vi laver – og det gælder naturligvis både ris og ros”, siger DR Sjællands redaktionschef Allan Lardell.

DR Sjællands præcise adresse er Vadestedet 1, 4700 Næstved. Det er gratis at være med, der er kaffe og småkager - og man kan bare dukke op på dagen.