DR skruer op for den klassiske musik

Efterårets mørke timer sænker sig over land og by, og det hylder P2 og DR K i hele uge 44 ved at fokusere på den klassiske musik, som vi kender den fra de store værker og fra film, tv og spil.

DR Pigekoret (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Det er oktober. Vintertiden nærmer sig med hastige skridt, og hvad enten man er barn eller voksen, giver DR nu alle mulighed for at udforske den klassiske musik, mens mørket tager til udenfor.

P2, DR K og dr.dk præsenterer i hele uge 44 lyttere, seere og brugere for den klassiske musik i ny og traditionel forstand under overskriften ”Mærk mørket”. Om man skal hygge med familien, eller man har brug for ro og fordybning her i efterårsmørket, vil der være tilbud til alle fra den klassiske musikscene.

”Jeg ser det som en af DRs store kulturelle forpligtigelser at bringe den klassiske musik ud til danskerne – også til dem, der måske ikke er så hjemmevant i genren. ”Mærk mørket” er en del af vores indsats, der skal gøre den klassiske musik kendt blandt endnu flere, og derfor kører vi et klassisk tema på tværs af P2, DR K, dr.dk og sociale medier i hele uge 44, ligesom vi transmitterer fra koncerter i blandt andet Aalborg, København og Malmø,”både DR Koncerthuset og ude i landet,” siger Tine Smedegaard Andersen, der er kulturdirektør i DR.

Det er heller ikke helt tilfældigt, at mørket er det centrale element.

”Den klassiske musik er mangfoldig, men den er ikke svær eller utilgængelig, som mange måske tror. Den taler tværtimod til vores almenmenneskelige grundstemninger. Vi har valgt at fokusere på mørket, fordi det passer naturligt til sæsonen, men ”Mærk mørket” handler ikke kun om gru, men også om glæde. I mange folkeeventyr ligger skatten inde i bjergets mørke eller på bunden af den sorte sø, og på samme måde kan man altså i oktober finde skatten, den klassiske musik, i mørket,” forklarer Tine Smedegaard Andersen.

Verdi, Mozart og Stegelmann

Der vil med andre ord være lidt for enhver smag, når DR udfolder og udforsker den klassiske musik i uge 44.

P2 kommer hele vejen rundt om den klassiske musikscene. Der vil være genhør med nogle af de helt store komponister som for eksempel Verdi og Mozart, men ’Troldspejlet’ besøger også kanalen, når Jakob Stegelmann introducerer lytterne til den klassiske musik, vi kender fra film og spil. Det sker hver dag klokken 18.05, men man kan allerede få en forsmag på det lørdag den 24. oktober med en stor familiekoncert i Musikkens Hus i Aalborg. Koncerten bliver også sendt live på P2, så alle har mulighed for at blive klogere på den nyere klassiske musik.

DR K dedikerer for første gang en hel uge til den klassiske musik og tilbyder hver aften seerne en klassisk koncert eller spillefilm med den klassiske musik som tema.

”Den klassiske musikfestival er et helt nyt tiltagDR K, som vi håber at kunne gøre til en årlig tilbagevendende begivenhed på kanalen. Vi tilbyder seerne en festival fyldt med koncerter, film og dokumentarer, der sætter fokus på den klassiske musik, og som folder genren ud for både det gamle og nye publikum,” fortæller Flemming Hedegaard, der er kanalredaktør for DR K.

Her er et udpluk af nogle af ugens klassiske koncerter og film:

’Troldspejlet’-familiekoncert, lørdag den 24. oktober klokken 14.00 i Musikkens Hus i Aalborg. Koncerten bliver sendt direkte på P2.

’Troldspejlet’, fra den 26.-30. oktober klokken 18.05 på P2: Her vil Jakob Stegelmann og Christian Wolfing tage lytterne med på en rejse ind i ’Troldspejlets’ musikalske univers, hvor lyssværd, magi, superhelte, monstre og rumrejser er hverdagskost – og hvor musikken sørger for, at illusionen virker.

’Hej P2’, den 26. og 27. oktober klokken 10.00-12.00 på P2, og ’Natsværmeren’, fra den 26. oktober til den 1. november klokken 22.00-24.00 på P2, har begge et gennemgående tema om mørke.

Amadeus’, den 27. oktober klokken 22.30 på DR K.

Verdis ’Messa da Requiem’, den 26. oktober klokken 20.00 på DR K.

Verdis ’Requiem’, den 29. oktober klokken 19.00 på P2: P2 Koncerten bliver denne gang sendt direkte fra Malmø.

Salzburg Festival 2012, den 31. oktober klokken 20.00 på DR K.

Vienna Philharmonic Orchestra in Scandinavia, den 1. november klokken 20.00 på DR K.

Mørkekoncert’ med DR Pigekoret, søndag den 1. november klokken 16.00: DR Pigekoret giver koncert i mørket, og hvis man ikke har mulighed for at opleve det live, kan man høre koncerten på P2.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter