DR Sommerfestival er tilbage - nu for børn

Man behøver ikke vide spor om Beethoven eller kormusik for at få en stor oplevelse til DR Sommerfestival, der har børnene i centrum den 19.-21. juni.

Børnene i centrum under DRs Sommerfestival. Billedet her er fra nogle af de tidligere ’Ind til Musikken’-koncerter i DR Musikariet. (Foto: Lars E. Andreasen)

DR Koncerthuset har før været ramme om DRs Sommerfestivaler med et spændende og mangfoldigt udbud af klassisk musik. Efter en pause er Sommerfestivalen tilbage, men målgruppen er blevet en smule yngre. Det er nemlig børnene, der er i centrum, når DR Sommerfestival byder indenfor.

Festivalen strækker sig over tre dage fra den 19. til den 21. juni 2015. Der er både kendt musik og nye toner på programmet, når DRs kor og orkestre sammen med værter fra blandt andet Ramasjang forsøger at gøre børnene nysgerrige på musikken.

”Vi vil gerne gøre noget for den næste generation og dele musikken med så mange mennesker som muligt. Børnene er selvfølgelig altid velkomne, men halvanden time lange symfonier er måske ikke altid noget for de mindste. Derfor har vi valgt kortere musikstykker og skabt nogle rammer, der henvender sig mere til børn,” siger ensemblechef Kim Bohr.

Gang i den hele weekenden

Festivalen kører hele weekenden, og man kan købe billet til én eller flere dage. Fredag kan man for eksempel overvære DR SymfoniOrkestrets Ønskekoncert, hvor Sofie Linde - kendt fra DR Ultra og Ramasjang - guider publikum gennem børnenes egne favoritter.

Lørdag står Rosa og hendes band Rødderne klar på scenen i Studie 2 til koncert og Sovedyrsfest, og senere tager DR Big Bandet på eventyr i Afrika. Moussa Diallo er solist og Sebastian Klein er vært. Lørdagen byder også på en syngeworkshop med DR Korskolen og VokalEnsemblet, hvor børnene kan være med og se, hvordan professionelle sangere arbejder.

Festivalen slutter søndag med et kreativt værksted, hvor Shanes musikalske fantasier får frit spil og en danse-workshop, hvor børnene lærer lette koreografier i selskab med børnedansere, instruktører og musikere fra sambaskolen Carioca.

”Vi har været heldige at få flere af vores børneværter til at lege med, og vi kan præsentere et program af meget høj kvalitet. Vi håber, vi kan gøre en masse børn og forældre interesserede i noget fantastisk jazz, klassisk musik og kormusik,” siger Kim Bohr.

Skærmskov og instrumentjungle

Alle dage kan børnene gå på jagt i Instrumentjunglen og prøve alle de forskellige instrumenter, der indgår i et symfoniorkester - fra bratsch til basuner.

Man kan også tage en tur i Skærmskoven, som er en samling computere, hvor børnene prøve musikken af i forskellige spil. Man kan for eksempel komponere sine egne melodier og tilsætte både rytmer og lydene af instrumenter fra et rigtigt symfoniorkester.

DR Sommerfestival er arrangeret af DRs kor og orkestre i samarbejde med DR Musikariet. Billetter kan fås via dr.dk/koncerthuset.

PROGRAM – Man køber man billet til hvert spor

Fredag 19. juni:

  • Kl. 16.00: DR Koncerthuset åbner med instrumentjungle og skærmskov

  • Kl. 17.00: DR Symfoniorkestret i Koncertsalen: Børnenes ønskekoncert, vært: Sofie Linde

Lørdag 20. juni kl. 11.30: (Spor 1)

  • Kl. 11.30: DR Koncerthuset åbner med instrumentjungle og skærmskov

  • Kl. 12.30: Rosa og Rødderne i Studie 2: Rosas store sovedyrsshow.

  • Kl. 13.45: DR Big Bandet i Studie 1: På eventyr i Afrika, solist: Moussa Diallo, vært: Sebastian Klein

  • Kl. 15.15: Workshop med det mindste kor fra DR Korskolen, DR SpireKoret og det voksne elitekor, DR VokalEnsemblet for alle nysgerrige børn. Her får de både et indtryk af, hvordan Spirekoret varmer op, og hvordan det er at stå blandt voksne sangere, der har brugt hele livet på deres stemmer.

Lørdag 20. juni kl. 12.30: (Spor 2)

  • Kl. 12.30: Kig ind i Koncertsalen til prøverne på DR PigeKorets Halfdan Rasmussen-koncert (i hold)

  • Kl. 13.45: DR Big Bandet i Studie 1: På eventyr i Afrika, solist: Moussa Diallo, vært: Sebastian Klein

  • Kl. 15.15: Rosa og Rødderne i Studie 2: Rosas store sovedyrsshow.

  • Kl. 17: DR Koncerthuset, instrumentjungle og skærmskov lukker.

Søndag 21. juni kl. 11.30: (Spor 1)

  • Kl. 11.30: DR Koncerthuset åbner med instrumentjungle og skærmskov.

  • Kl. 12.30: Shanes musikalske fantasier i Studie 2 - med musikere fra DRSO

  • Kl. 13.30: Sambaskolen Carioca orkester og danseworkshop i Studie 1

Søndag 21. juni kl. 13.30: (Spor 2)

  • Kl. 13.30:  Sambaskolen Carioca orkester og danseworkshop i Studie 1

  • Kl. 14.15: Shanes musikalske fantasier i Studie 2 - med musikere fra DRSO

  • Kl. 16.00: DR Koncerthuset, instrumentjungle og skærmskov lukker.