Av, kan du genkende det? Lyden af snøft og det hjerteskærende øjeblik, hvor et barn skal sige farvel til en forælder i vuggestuen. Heldigvis står dedikerede pædagoger klar til at trøste og tage imod, og nu giver DR Spire en hjælpende hånd til lige netop dem.
DR Spire er en digital lege- og læringsplatform, som alle daginstitutioner kan benytte sig af. I forbindelse med udgivelsen af den nye DR Minisjang-serie ’Børste og vuggestuen’, udkommer DR Spire med et materiale, der samler gode råd og værktøjer til den potentielt svære overgang til hverdagen i vuggestuen.
I en tryg vuggestueindkøring er det essentielt at have barnets perspektiv for øje, men der er også en stor pædagogisk opgave i at indkøre forældre i vuggestuelivet. Hvad nu hvis afleveringen kan have færre tårer og mere tryghed? Og hvad nu hvis overgangen til vuggestuen kan glide endnu nemmere?
Forberedelse kan gøre en forskel
Det kan virke som en svær opgave at kommunikere vuggestuens rutiner til et barn, der endnu ikke kan tale.
DR Spires materiale understøtter pædagoger med at forberede børn og forældre på vuggestuelivet med udgangspunkt i serien ’Børste og vuggestuen’, hvor vi følger alt fra madpakkerne til middagsluren.
Enhver begyndelse er svær, men med forberedelse kan den forhåbentlig blive lettere. I materialet giver DR Spire derfor inspiration til blandt andet den gode indkøring, den gode aflevering og den gode samling.
- DR's børneprogrammer kan spille en vigtig rolle i institutionerne. Mange børn kender i forvejen Minisjangs figurer. ’Børste og vuggestuen’ har siden premieren 6. oktober 2023 allerede haft mere end en million visninger på DRTV. Figurerne fra Minisjang kan derfor være en hjælpende hånd til at sætte ord og billeder på vuggestuelivet og de udfordrende ting, der kan følge med en start i institution, siger Johanne Bagge, der er redaktør for DR Spire.
DR Spires materiale udspringer af en tanke om, at DR Spire kan være med til at skabe en samtale om vuggestueliv blandt pædagoger, børn og forældre, der rækker ud over Minisjang-serien på skærmen.
Et forældrebrev for alle
En anden udfordring ved at gå fra barselsboble til vuggestueliv er, at nogle børn og forældre med en anden etnisk baggrund end dansk ikke nødvendigvis har et forhåndskendskab i hverdagen i en dansk vuggestue. Der er mange ritualer, der er gode at kende til og tale om, inden barnet starter i vuggestuen.
Derfor har DR Spire også lavet et forældrebrev, der opfordrer til at se ’Børste og vuggestuen’, inden barnet skal starte i institutionen. Brevet er oversat til seks forskellige fremmedsprog, og pædagogerne kan sende det ud til forældrene inden vuggestuestart.
- Hvis vi med et forældrebrev og vores programmer kan være med til at gøre overgangen bare lidt nemmere for både familierne og de ansatte i vuggestuerne, så tænker vi, at det er god public service, siger Johanne Bagge.