DR-stylist lærte dansk af Cosby og Shu-bi-dua

Ugens aktuelle navn: Den amerikanske kostumier Nancy Nickerson kom til Danmark i midten af 80’erne. Den 1. december kan hun fejre 25 års jubilæum i DR, hvor hun i dag er stylist for hele 22 værter.

Nancy Nickerson har 25 års jubilæum som kostumier i DR. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Nancy Nickerson var bare i landet som turist, da hun i 1981 for første gang krydsede Atlanten for at besøge Danmark med sin daværende amerikanske mand. Men en stor fascination for europæisk historie og et engagement i den daværende Fools Festival førte hende tilbage til Danmark i 1983 og igen i 1985.

1985 blev også året, hvor hun for første gang stiftede bekendtskab med DR, og i dag knap 30 år senere kan hun fejre 25 års jubilæum i DR som kostumier og stylist.

”Den 16. august 1985 – på min fødselsdag – blev jeg kaldt til samtale i DR. De ville gerne have mig, og jeg havde nogle forskellige kontrakter i fire år. Men så kom den første af de i alt nok 12 fyringsrunder, jeg har været igennem i DR. Jeg tog hjem til USA, men jeg ville jo gerne tilbage til Danmark,” siger Nancy Nickerson om sin noget tumultariske begyndelse på sit DR-liv.

Fra 'Borgen' til Refshaleøen

Og tilbage til Danmark og DR kom hun et par år senere, hvor en af hendes første større opgaver blev at lave kostumer til tv-serien ’Gøngehøvdingen’. I 1992 blev hun så endelig fastansat, og siden er det gået slag i slag med opgaver indenfor stort set hele DRs palet.

Alt fra store dramasatsninger som ’Borgen’, ’Krøniken’ og ’Ørnen’ over nogle af danmarkshistoriens største tv-produktioner med Eurovision Song Contest i København i både 2001 og i år til de daglige shoppeture med ’Troldspejlet’s og TV-Avisens værter har hun været en del af. Men trods de mange forskellige udfordringer er Nancy Nickerson ikke i tvivl om, hvad der har været hendes yndlingsopgave.

”Det sjoveste har været Eurovision. Både nu her, men også dengang i Parken. Jeg var ved at græde under generalprøven dengang, fordi det var så stort. Wow, det var vildt! Man ved aldrig helt, hvordan man vil reagere på noget så stort, så det var meget godt, at jeg kom af med alle følelserne under generalprøven,” siger Nancy Nickerson, som brugte det meste af finaleaftenen i 2001 på at få værten Natasja Crone til at stråle mest muligt.

Og selvom Nancy Nickerson er blevet placeret foran kameraet engang imellem, som da der manglende en statist til at spille en amerikansk krydstogtsgæst i DR-serien ’Taxa’, så foretrækker hun at befinde sig i baggrunden.

”Jeg er ikke meget for selv at være i rampelyset. Jeg vil hellere sørge for, at Sidse Babett ser godt ud i ’Borgen’, og at hendes tøj sidder perfekt. Men nogle gange står de bare og mangler statister, og så bukker jeg nemt under for peer pressure,” siger hun.

Plantede sine egne græskar

På trods af at det er godt 30 år siden, Nancy Nickerson satte sine fødder på dansk grund, er man ikke i tvivl om, at ’Guds eget land’ stadig ligger dybt i hende. Det kan hendes naboer i hvert fald tale med om.

”Jeg er stor tilhænger af halloween – det har sikkert noget med min kostumebaggrund at gøre. Hjemme i vores nabolag er vi blevet berygtede for at gøre virkelig meget ud af det. I år havde vi hele 123 trick and treaters forbi til halloween,” siger Nancy Nickerson, som tidligere blev mødt af en del udfordringer i forsøget på at udleve sin amerikanske halloween-drøm.

”Da jeg kom til Danmark i 80’erne, gik de fleste stadig rundt i joggingtøj, og man kunne kun få årstidens lokale grøntsager. Jeg kan huske, at jeg i starten selv måtte dyrke mine græskar, for man kunne ikke købe dem. Men med klimaet heroppe var jeg lykkelig, hvis jeg bare fik to små græskar til halloween,” siger Nancy Nickerson.

De omvendte telefonnumre

Udvalget af grøntsager var dog ikke den største udfordring for den amerikanske kostumier tilbage i 80’erne. Sproget viste sig at være lidt af en hurdle, og især de mange fagbegreber voldte Nancy Nickerson en del problemer i starten.

”Jeg har aldrig taget sprogundervisning i Danmark, men jeg ville lære sproget. Jeg købte alle mine fagbøger på dansk, og det betød, at jeg nogle gange nærmest var nødt til at slå hvert eneste ord op. Jeg havde en dansk kæreste dengang, men alle de faglige begreber kan man jo ikke spørge sin kæreste om,” siger Nancy Nickerson, som også benyttede sig af nogle noget alternative metoder for at lære sproget.

”Jeg har lyttet meget til Shu-bi-dua, Sebastian og Kim Larsen. Og jeg så mange sit-coms. Dengang kørte ’Cosby Show’ på dansk tv, og det så jeg med undertekster og prøvede at oversætte. Efterfølgende har mange sagt til mig, at jeg ikke skal lære dansk af Shu-bi-dua. Og nogle gange har jeg det da også som om, at jeg har lært dansk fra ’The Julekalender’,” griner Nancy Nickerson.

I dag taler hun flydende dansk – dog med en tydelig amerikansk accent, men der er en enkel del af sproget, som fortsat volder hende problemer. Nemlig telefonnumre.

”I siger det jo omvendt! I USA siger vi twenty-six – i Danmark er det omvendt med seks-og-tyve. Nogle gange kommer jeg til at skrive 62 i stedet for 26, og når jeg så prøver at ringe, virker nummeret selvfølgelig ikke,” forklarer Nancy Nickerson og fortæller, at hun om natten både drømmer på dansk og på engelsk, og at hun, når hun fx skal tælle lageret op, også skifter mellem dansk og engelsk.

Drømmer om at møde Dronningen

Men hvor Nancy Nickerson til tider kan have et lidt ambivalent forhold til sproget, så er hun ikke i tvivl om, hvad hendes planer er for fremtiden.

”Jeg vil blive her, og jeg vil gerne have et dobbelt statsborgerskab, hvis det bliver muligt. Min søster er lige flyttet herover og er blevet gift, så jeg har kun min bror derovre, så derfor trækker det heller ikke på samme måde at komme tilbage til USA,” siger Nancy Nickerson.

Og hvis hun skal have opfyldt sin største fremtidsdrøm, er det formentlig nemmest at blive hængende på denne side af Atlanten. Hun vil nemlig gerne møde den danske majestæt.

”Jeg har sminket Victor Borge, Poul Nyrup og Nikolaj Coster-Waldau som stylist. Og jeg har hilst på næsten alle de store stjerner fra DRs tv-serier. Til gengæld har jeg aldrig hilst på Dronning Margrethe. Det kunne jeg godt tænke mig – så føler jeg ligesom, at jeg har været hele vejen rundt,” siger Nancy Nickerson.

Spørgsmålet er dog, om den flittige kostumier overhovedet får tid til Dronningen. Lige nu har hun nemlig nok at se til som stylist for hele 22 af DRs værter, heriblandt Tine Gøtzsche, Adrian Lloyd Hughes og Jakob Stegelmann.

 

Facebook
Twitter