DR SymfoniOrkestret og Fabio Luisi præsenterer ny koncertsæson

Tirsdag løftede DR SymfoniOrkestret sløret for koncertsæsonen 2018-19, hvor orkestret både kan fejre 85-års jubilæum for de traditionsrige torsdagskoncerter og 10-års dag for åbningen af Koncertsalen.

  • DR SymfoniOrkestret og Fabio Luisi er klar til en ny koncertsæson i DR Koncerthuset. (Foto: Per Morten Abrahamsen)
  • Sæsonen 2018-19 er Fabio Luisis tredje sæson som chefdirigent for DR SymfoniOrkestret. (Foto: Brandon Patoc © Copyright ©2017. All rights reserved.)
1 / 2

Lige fra den første koncert i DR SymfoniOrkestrets nye sæson er tonen slået an. Sammen med chefdirigent Fabio Luisi blænder orkestret op for en ny sæson fuld af musikalsk livskraft, energi og råstyrke - med Carl Nielsens euforiske 4. symfoni som åbningskoncertens hovedværk.

Den ukuelige energi i Nielsens musik strømmer videre gennem en lang række musikalske højdepunkter gennem DR SymfoniOrkestrets nye koncertsæson – fra stærke milepæle af Sibelius, Stravinskij og Sjostakovitj til lyse og livfulde værker af Beethoven, Mozart og Brahms.

To jubilæer i samme sæson

En sæson fuld af musikalsk livskraft er, ifølge orkesterchef Kim Bohr, en passende markering af en stærk og levedygtig tradition, nemlig DR SymfoniOrkestrets Torsdagskoncerter, som til september fylder 85 år.

”Det er fantastisk opløftende at se, at Torsdagskoncerterne fortsat er et publikumsmæssigt tilløbsstykke, samtidig med at koncerterne i dag følges af hundredtusindvis af danskere via radio, tv og internet. Jeg tror, at de klassiske orkesterkoncerter giver os en tiltrængt mulighed for fordybelse og nærvær her i vores moderne tid – og så skal vi ikke overse betydningen af sæsonens 10-års jubilar, vores nye Koncertsal. Gennem de sidste 10 år.

har salen løftet og udviklet orkestret til nye kunstneriske højder, så vi i dag kan vi kan tiltrække de største internationale gæstekunstnere til DR SymfoniOrkestrets koncerter.”

Egne solister og prominente gæstekunstnere

I sæsonen 2018-19 kan DR SymfoniOrkestrets publikum se frem til både kendte ansigter og helt nye navne på dirigentpodiet og i rampelyset på forscenen. Blandt de faste gæstekunstnere, som er favoritter hos både publikum og orkestret, er dirigenter som Herbert Blomstedt, Juanjo Mena, Yuri Temirnakov, Sir András Schiff og den unge Lorenzo Viotti, som blandt andet dirigerede DR SymfoniOrkestrets seneste Nytårsgalla.

Også berømtheder som Christoph Eschenbach, Barbara Hannigan, Leonidas Kavakos, Rudolf Buchbinder og den norske sopran Lise Davidsen er blandt sæsonens favoritter, mens en lang række nye navne for første gang skal optræde med DR SymfoniOrkestret. Desuden videreføres et hjertebarn for orkestret, nemlig koncerter, hvor orkestrets egne solospillere er solister – denne sæson fløjtenist Ulla Miilmann, fagottist Sebastian Stevensson og orkestrets nye harpenist Zachary Hatcher.

Danske komponister i fokus

Side om side med nationalkomponisten Carl Nielsen er en række andre danske komponister centralt placeret i DR SymfoniOrkestrets nye sæson. Orkestret markerer sin nøgleposition i dansk musikliv med flere nye bestillinger hos unge komponister, og ikke mindst den europæiske førsteopførelse af Bent Sørensens orkesterværk 'Evening Land', som bliver åbningsværket i den nye koncertsæson.

Både Sørensen og Nielsen er med i bagagen, når DR SymfoniOrkestret og Fabio Luisi op til sæsonstart optræder på den anerkendte Grafenegg Festival i Østrig, og dermed viderefører orkestret sin fornemme rolle som ambassadører for dansk musik i udlandet. DR SymfoniOrkestret er også med i første række, når den danske komponist Hans Abrahamsen i april 2019 modtager Léonie Sonnings Musikpris ved en festkoncert i DR Koncerthuset.

En russisk åre

Ser man på DR SymfoniOrkestrets nye koncertsæson, vil man bemærke et stor antal russiske navne, både på komponist- og kunstnersiden. Ifølge chefdirigent Fabio Luisi skyldes det ikke blot, at russiske komponister fylder godt i det klassiske orkesterrepertoire.

”Samtidig med, at DR SymfoniOrkestret har en umiskendelig nordisk spillestil og personlighed, har orkestret en stærk russisk åre, som stammer helt tilbage fra Nicolaj Malko, der var orkestrets første store, internationale dirigent. Faktisk var det netop Malko, der dirigerede den allerførste Torsdagskoncert for 85 år siden – så jeg synes som chefdirigent, at det er helt på sin plads at vi går ud med en jubilæumssæson, der hylder arven fra Malko med et flot, russisk islæt,” siger han.

Facebook
Twitter