DR SymfoniOrkestret slår et slag for spilmusikken

To koncerter i slutningen af januar sætter fokus på musikken fra videospil, når DR SymfoniOrkestret i samarbejde med 'Troldspejlet' inviterer indenfor til 'gamingkoncert'.

Troldspejlets vært, Jakob Stegelmann, er konferencier ved de to koncerter, der finder sted den 27. og 28. januar i Koncerthuset. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Når DR Symfoniorkestret den 27. og den 28. januar spiller to udsolgte koncerter i Koncerthuset, er det er hverken Bach, Beethoven eller Brahms, der har gjort, at billetterne er blevet revet væk. Det er derimod navne som Zelda og Super Mario, der har lokket folk til billetlugerne.

De to gamingkoncerter er arrangeret i et samarbejde mellem DR SymfoniOrkestret og DR-programmet ‘Troldspejlet’, og det er det populære programs vært, Jakob Stegelmann, der er konferencier ved de to koncerter. Her skal han prøve at forene gamerne med Koncerthuset og det klassiske publikum.

“Det her er ikke bare en koncert, hvor en masse gamere kan mødes om musikken fra de spil, de kender og elsker. Det er også en koncert, som jeg håber vil fremme mulighederne for, at man opfører spilmusik på lige fod med andet symfonisk orkestermusik,” siger Jakob Stegelmann.

Fra populærkultur til finkultur

Symfoniorkestre verden over har længe haft stor succes med at spille musikken fra populære film. Jakob Stegelmann mener, at man også vil se denne tendens med musikken fra videospil.

“Jeg har altid syntes, at musikken til spil og film er en fantastisk kunstart, som er undervurderet i musikkens verden. For mig er de her koncerter en anerkendelse af det arbejde, jeg og en masse andre har gjort for at få noget fra populærkulturen, som videospil, tættere på det, man kan kalde finkultur, den klassiske musik,” siger Jakob Stegelmann og tilføjer, at han især ser frem til at høre musikken fra ‘Skyrim’ og ‘Halo’.

Kim Bohr er chef for DRs Kor og Orkestre. Han glæder sig til de to koncerter og spår en stor fremtid for spilmusikken i den klassiske musiks verden.

“Det store, klassiske symfoniorkester er i flere hundrede år blevet brugt til at underbygge den gode historie. I dag er de mennesker, der laver videospil begyndt at få øjnene op for, at de kan gøre spiloplevelsen endnu større med det rigtige musik. Det vil vi gerne slå et slag for,” siger Kim Bohr.

En niche der rammer bredt

I august holdt Koncerthuset tre koncerter med musik fra serier og film, og det var en stor succes. Koncerterne blev udsolgt, og man fik dengang lokket et væsentligt yngre publikum i Koncerthuset.

“Jeg tror, at både film -og spilmusik kan få en afgørende rolle for, hvordan den symfoniske orkestermusik kommer til at begå sig i fremtiden. Det er en måde at lokke folk, der måske ikke har en naturlig interesse for klassisk musik, i koncerthuset og høre et symfoniorkester,” siger Jakob Stegelmann.

De to udsolgte koncerter kunne tyde på, at Koncerthuset og ‘Troldspejlet’ har fat i den lange ende. Selvom man ikke kan se, præcis hvor unge eller gamle de, der har købt billet, er, kan man se, at flere end sædvanligt har benyttet sig af Koncerthusets ‘under 30’-rabat, og det glæder Kim Bohr.

“I dag findes der folk i alle demografier, der spiller computerspil. Vi kan se på vores billetsalg, at de her koncerter rammer rigtig bredt, og vi får nogle folk, der måske ikke kommer så meget i Koncerthuset, til at komme ind og høre vores symfoniorkester. Det er vi rigtig glade for,” siger han.

Koncerterne finder sted den 27. og 28. januar i Koncerthuset, hvor solist Louise Fribo spænder buen, mens Charles Hazlewood svinger dirigentstokken.