DR TV-app på det nye Apple TV

DR leverer endnu en mulighed for at se DR TV på tv-skærme. Denne gang på den nye version af Apple TV.

Som noget nyt kommer DR med en egentlig DR TV-app til den nye version af Apple TV. (Foto: DR Design)

Streaming af programmer bliver mere og mere populært, og DR vil gerne give seerne mulighed for at se TV-Avisen, Hr. Skæg og Den store Bagedyst, når og hvor de vil.

DR følger med den digitale udvikling og tilbyder derfor mange forskellige adgange til at se DR TV. Det er blandt andet muligt at se programmer på tv-skærme ved hjælp af kabler som HDMI og trådløst gennem Chromecast og Airplay via Apple TV.

Som noget nyt kommer DR med en egentlig DR TV-app til den nye version af Apple TV. Det betyder, at DR TV nu kan hentes ned på Apple TV på samme måde som på mobiler og tablets.

”Vi mærker, at vores seere i stigende grad forventer, at de kan streame vores programmer fra flere og flere platforme. Det vil vi naturligvis gerne efterkomme, og derfor udvider vi løbende mulighederne for at se DR TV, når det giver mening. Det nyeste skud på stammen er en app til det nye Apple TV, og det er jeg rigtig glad for, at vi nu kan tilbyde vores seere,” siger udviklingschef i DR Medier, Anders Kappel.

DR TV-app’en udkommer i en grundversion, men vil de næste par måneder løbende blive udviklet. Det vil stadig være muligt at se DR TV på den ældre version af Apple TV. Det foregår, som det hele tiden har gjort – nemlig ved hjælp af Airplay via mobil eller tablet.

Ligesom på de øvrige DR TV-platforme ligger der over 5.000 programmer klar i den nye app. Samtidig vil det være muligt at se DRs seks tv-kanaler live.

Facebook
Twitter