DR-værter sender fra deres egne lejligheder

’Bliv hjemme’, lyder det gode råd for tiden – og det følger en stribe radioværter, der for øjeblikket sender deres udsendelser fra deres eget hjem. Blandt dem er ægteparret Jencel fra P3 og Stine Rosengren fra P2.

Maria og Pelle Peter Jencel er henholdsvis producer og vært på ’Karantæne på P3’ hjemme fra deres lejlighed på Islands Brygge i København. Alene i denne uge sender de 15 timers P3 fra den. Foto: Privatfoto. (Foto: PRIVATFOTO)

’Pelle Peter på P3’ hedder det program, som radiovært Pelle Peter Jencel normalt sender hver dag på P3. Det gør han ikke lige nu, og han er heller ikke at finde på P3’s redaktion i DR Byen.

Derimod tilbringer han - som så mange andre - coronatiden i sin egen lejlighed på Islands Brygge i København. Og han tilbringer timerne sammen med sin kone, journalisten Maria Jencel, som han i sin tid mødte på deres fælles arbejdsplads, P3.

Selv om de kendte hinanden godt i forvejen, har de lært hinanden at kende på en helt ny måde i denne uge. For da er lejligheden omdannet til et DR-studie, hvor parret i alt sender 15 timers direkte P3-radio fra mandag til fredag fra klokken 15.03-18.00. Programmerne hedder ’Karantæne på P3’, og de to udgør også holdet, der står bag programmerne. Pelle er vært, mens Maria er producer på udsendelserne.

- Det er en helt ny måde at arbejde sammen på. Under coronakrisen oplever mange familier at være sammen på helt nye og uvante måder, og det kan man da også roligt sige, vi er. Men jeg synes, det går godt, og vi hygger os meget med det, beretter Pelle Peter Jencel i telefonen.

Lige nu arbejder 75 procent af DR’s medarbejdere hjemmefra, så godt de kan. I den første uge med hjemmekarantæne havde P3 mulighed for at sende egne programmer fra klokken 8-16 med de syv medarbejdere, som kanalen må have i DR Byen for at overholde alle reglerne i denne særegne situation.

Medarbejderne ville imidlertid gerne kunne sende flere timer til de unge, der for manges vedkommende bor alene, men er vant til at være meget sociale. Derfor er sendetiden med særskilte P3-programmer i de kommende uger udvidet til klokken 8-18 – trods de svære arbejdsvilkår.

- Betingelsen for at vi kunne udvide sendetiden var, at vi skulle sende fra et andet sted end DR Byen. Det var vores chef, der ringede og spurgte, om vi ikke kunne sende hjemme fra os. Der findes trods alt ikke så mange radiopar, der lige kan gøre det, uden at de skal have andre involveret. Vi syntes begge, det var en megasjov idé, fortæller Pelle Peter Jencel.

Sender fra køkkenet

Radiostudiet er i disse dage indrettet i køkkenet, hvor alt udstyret er stillet op, så Pelle kan kigge ud ad vinduet, når han sender. Maria sidder 5-6 meter væk – inde i stuen. Her liner hun både op og tager telefonen under programmerne, når Pelle beder corona-udfordrede lyttere om at ringe ind og være med.

- Maria sidder så tilpas langt væk fra mig, at hun kan tale i telefon og slå i tastaturet inde i stuen, når jeg er på live ude fra køkkenet. Når jeg sender, er jeg vant til at have det hele linet op på forhånd. Det kan jeg ikke på samme måde som normalt, men så kan vi noget andet. Mange unge oplever at have et helt andet liv end normalt, mens Danmark er i karantæne, og det er vores ambition, at vi skal være deres ven i det her og hygge, så godt vi kan, siger Pelle Peter Jencel.

Han fik radioudstyret fragtet til lejligheden med en flyttebil. Og selv om han og Maria på ingen måde er teknikere, lykkedes det at få det hele stillet op, så det virkede. Snart håber de også at få et webcam op, så P3’s brugere på sociale medier også kan følge dem, når de sender.

Når programmet skal sendes hver eftermiddag, ringer de til MCR – master-kontrolrummet i DR Byen, som sørger for at få dem i æteren. Kun telefonerne har drillet en smule i de første udsendelser i denne uge, men det kan man omvendt også opleve i DR Byen.

- Vi var aldrig i tvivl, da vi blev spurgt, om vi ville gøre det. Det er en oplevelse af den slags, man kun får en gang i livet, siger Pelle Peter Jencel.

Han understreger samtidig, at arbejdstiden lige er noget, man skal tænke over, når man arbejder hjemme.

- Den største udfordring indtil nu har været at holde fri, når vi faktisk har fri. Det er ret let også at komme til at tale om dagens program, når vi spiser morgenmad for eksempel, smiler Pelle Peter Jencel.

’Stines søndag’ fra Østerbro

Stine Rosengren er den eneste fra P2, der sender hjemmefra. Her optager hun ’Stines søndag’ i stuen. Foto: Privatfoto.

Også på Østerbro i København bliver der lige nu lavet radio, selv om DR ikke officielt har adresse i bydelen. Her er det P2-vært Stine Rosengren, der bakser med mikrofon og sendeudstyr i sin lejlighed. Hver søndag formiddag kan hun høres i programmet ’Stines søndag’, og det kan hun også netop nu og i de kommende uger.

- Jeg er den eneste på P2, der ikke sender fra DR Byen. Til gengæld har jeg en rigtig god udsigt for øjeblikket, smiler Stine Rosengren, der har indrettet ’radiostudiet’ i vindueshjørnet i stuen.

Nøjagtig som det plejer at være, er programmet ’Stines søndag’ optaget på forhånd. Men da verden ændrer sig fra dag til dag for øjeblikket, optager hun udsendelsen så tæt på søndag som muligt. Første time er lavet fra stuen, derefter er der direkte morgensang på P2 med Phillip Faber og bagefter har Stine Rosengren redigeret et tidligere interview, som bliver bragt i den anden af de to timer, hun sender. For gæster udefra kan hun ikke have i hjemmestudiet.

- Både min mand og vores to børn på 12 og 15 år går hjemme lige nu. Så de kan godt nogle gange være i stuen, når jeg optager. Jeg synes ikke, det gør noget, for det får bare det hele til at virke mere autentisk, og som det er i virkeligheden, siger Stine Rosengren.

Manden er musikskoleleder, og faktisk bruger Stine Rosengren en mikrofon, han lige havde, når hun sender.

- Det er den, der lyder bedst. Jeg har adgang til musikken og kan speake og redigere hjemmefra. Men det hele er selvfølgelig lidt mere omstændeligt, end når man sidder i DR Byen, smiler hun.

Selv er Stine Rosengren rigtig glad for, at hun har fået mulighed for at sende ’Stines søndag’ hjemmefra under coronakrisen.

- Det er et program, der lægger op til, at lytterne reflekterer over værdierne, og det ville ikke have været det samme bare først at sende igen, når det hele er overstået, siger Stine Rosengren.

TV-værter optager på mobilen

Ægteparret Jencel og Stine Rosengren er ikke de eneste DR-værter, der sender hjemmefra under coronakrisen.

Flere andre radioværter – blandt andre Niels Christian Cederberg på P8 Jazz – sender også hjemmefra, ligesom flere af DR’s tv-værter også optager fra deres egen matrikel under corona-nedlukningen. Det gør blandt andre Ane Cortzen, Maria Månson og Phillip Faber i programmerne ’DR2 bringer kulturen ud’, som de optager på mobiltelefonen.

Facebook
Twitter