DR vil diskutere "normalt" og "unormalt" med unge

Hele efteråret vil DR sammen med unge diskutere, hvad det normale og unormale er, hvorfor vi bedømmer hinanden, som vi gør, og om det overhovedet giver mening.

DR sætter hele efteråret fokus på det (u)normale. (Foto: DR Ung)

Med spørgsmålet ’Hvad er (u)normalt?’ vil DR sætte samtaler i gang om, hvad det betyder, når vi definerer os selv eller andre som værende normale eller unormale.

Mange unge oplever et pres i forsøget på at "passe ind", og derfor vil DR udfordre, hvad det er for en skala, vi konstant måler os selv og hinanden efter. I løbet af efteråret vil en række programmer på P3, DR3 og dr.dk fokusere på forskellige undertemaer som krop, forhold og seksualitet til karriere, identitet og familie, hvor opfattelser af det "normale" udfordres.

”Vi vil sammen med unge sætte fokus på, hvad man definerer som normalt og unormalt, og ambitionen er at facilitere et opgør med den kasse-tænkning, der findes i samfundet. Temaet skal gerne udfordre det pres, som kommer med hele tiden at skulle måle sig efter en normal-skala, som ingen helt ved, hvordan ser ud,” fortæller tværmediel redaktør i DR Medier, Nikolaj Vitting Hermann.

Nærværende dokumentarer

DR3 sender gennem efteråret en række tankevækkende dokumentarer om unge, der i samfundets øjne viger fra normalen. Alle dokumentarerne kan også findes på DRTV hele efteråret.

Temaet skal gerne udfordre det pres, som kommer med hele tiden at skulle måle sig efter en normal-skala, som ingen helt ved hvordan ser ud.

Tværmediel redaktør, Nikolaj Vitting Hermann

’Jomfruernes klub’ forsøger at bryde med det tabu, den seksuelle debutalder har blandt unge. Gennemsnitsalderen i Danmark er cirka 16 år, men sådan forholder det sig ikke for de unge mænd i 20’erne, der har den "første gang" til gode.

I 'For grim til kærlighed' møder vi Julie, der lider af en sjælden sygdom, der gør, at hendes overkrop og hoved er deformt i forhold til resten af hendes krop. Hun er rystende nervøs for at gå på date, fordi hun er bange for at blive til grin. Hun har også selv standarder, men kan hun tillade sig det, når hun ser ud, som hun gør?

”Vi har tidligere haft et kortere fokus på svære emner som angst og stress, men vi vil med det længere tema om normalitet sætte endnu flere tanker og overvejelser i gang. Håbet er, at vi kan skabe nye former for samtaler med unge, der har tid til at udvikle sig,” forklarer Nikolaj Vitting Hermann.

Lytterne redder hinanden fra det perfekte

Med hjælp fra lytterne redder P3-vært Sara Bro hver fredag formiddag dit liv ved at placere perfekthedskulturen på sidelinjen. I stedet vil hun sammen med lytterne dele uperfekte problemer, så vi får øjnene op for, at ikke alt i livet skal være perfekt.

Programmet er en del af den nye sendeflade på P3, og i løbet af "normalitetstemaet" får Sara besøg af medvirkende fra DR3’s forskellige dokumentarer, så de sammen kan tale om det, samfundet definerer som "unormalt" og "uperfekt".

På dr.dk fokuserer serien ’Mit Liv’ på historier fra hele Danmark og er med til at sætte rammen om, hvorfor vi definerer det normale, som vi gør.

Programmerne på DR’s platforme hen over efteråret:

DR3: ’En rigtig kvinde’: Seks afsnit om fem transkønnede kvinder og deres liv efter skiftet fra mand til kvinde. Hvordan er man en kvinde, og hvad gør dem til kvinder?

DR3: ’Ku’ godt, må godt’ er en serie i fem programmer, der følger Alex og Malou, som lever i et åbent forhold. Kan det fungere, og hvilke regler er der?

DR3: ’Svært begavet’ følger en række unge, højintelligente mennesker. Det handler om udfordringerne og goderne ved at være usædvanlig intelligent.

DR3: ’Høj på Strip’

DR3: '24 år og borgmester'

DR3: ’Hvad er der galt med Søren?’ handler om Søren, der altid har fået at vide, han er mærkelig. Men hvorfor er han det, og har han lyst til at være normal?

DR3: ’Jomfruernes klub’

DR3: 'Sindsygt forelsket'

P3: ’Sara Bro redder dit liv’: Fredag 9-12

DR.dk: ’Mit Liv’

DR3: ’For grim til kærlighed’: Fire afsnit

P3: ’Vejen til mand’: Dokumentar