DR1-serie om transkønnede får Bent-prisen

Lisbet Barrett og Vibeke Heide Jørgensens serie ’Når 2 køn ikke er nok’ modtog tirsdag Bent-prisen i forbindelse med filmfestivalen MIX Copenhagen.

Programserien ’Når 2 køn ikke er nok’ fik årets Bent-pris. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 2)

Gennem historien har de transkønnede nærmest været usynlige på dansk film og TV - men det blev der for alvor ændret på i årets løb, hvor både DR1, TV 2 og DR K sendte film og produktioner om transkønnede i bedste sendetid.

Det mener juryen bag Bent-prisen, som tirsdag for 6. gang uddelte prisen til den bedste danske fiktions- eller dokumentarproduktion, der sætter lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og queer personers liv på film.

Årets hovedpris på 10.000 kroner gik til programserien ’Når 2 køn ikke er nok’, som DR1 sendte i august og september i år, og som var tilrettelagt af Lisbet Barrett og Vibeke Heide Jørgensen fra DR Fakta.

I serien stiftede seerne blandt andet bekendtskab med en række danskere, der lever et liv uden for den etablerede kønsidentitet. En del husker måske Frederik på 14 år fra serien. Han blev født som pige, men har levet som en dreng, siden han var 10. Seerne mødte for eksempel også Per, der er familiefar og lykkelig gift med Johanna. Men han er også Pernille med lange røde negle og korte kjoler – og Johanna elsker begge sider af sin mand.

Nuanceret og gribende måde

”’Når 2 køn ikke er nok’ får prisen, fordi programserien på en nuanceret og gribende måde formår at vise, hvor mangfoldige, vi mennesker er. At der er mere end to slags køn. Man kan være et sted på en rejse mellem kønnene. Man kan være ankommet – eller stadig på vej,” lød det fra juryen bag Bent-prisen, der fortsatte:

DR-serien udvider seernes horisonter og dykker ned i miljøerne, dér hvor hovedpersonerne lever. Vi er ofte ude i de små landsbyer, helt inde i familierne, dér hvor livet leves. Denne tilgang viser også, hvad det er for kampe, der kæmpes, hvilke længsler, der leves, hvilke drømme, der drømmes, og hvilke sejre, der fejres,” hed det i begrundelsen.

Bent-prisen blev uddelt i Empire Bio i København, som en del af denne uges filmfestival, MIX Copenhagen. Festivalen har film om og med lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og queer personer som omdrejningspunkt.

Xenia vises fredag

Allerede for et par uger siden blev det offentliggjort, at Iben Haahr Andersens dokumentar ’Xenia: en vognmands bekendelser’ – som DR K viste tidligere i år - ville få en såkaldt Æres-Bent ved uddelingen. Prisen går til instruktøren for hendes mesterlige filmportrætter – i dette tilfælde om en tidligere vognmand, der levede halvdelen af sit liv som mand, inden han besluttede sig for at leve resten af det som kvinde.

Filmen om Xenia kan allerede ses igen fredag aften klokken 23.05 på DR K. Det sker som et led i, at DR K fra tirsdag til lørdag i denne uge viser en række spillefilm og dokumentarer, der giver et indblik i forskellige former for kønsidentitet, og de udfordringer man kan møde i samfundet som homo-, bi- eller transseksuel.

Bent-prisen er opkaldt efter Frits Helmuths rolle i filmen ’Lille spejl’ i 1978, der var den første danske spillefilm med en åben homoseksuel hovedperson.

Se programserien på DR TV.