DR1-serie sætter fokus på offentligt spild af skattekroner

14. september kl. 20.45 på DR1: Thomas Buch-Andersen ser nærmere på en række sager, hvor vores skattekroner kunne være blevet brugt bedre.

I fire programmer ser vært Thomas Buch-Andersen nærmere på en række sager, hvor vores skattekroner kunne være blevet brugt bedre, heriblandt en række tilfælde, hvor de er gået til det rene ingenting.

Det gælder for eksempel, når en kommune bruger over en million kroner på en lysende bænk, når en offentlig indkøber betaler 500.000 kroner i overpris for skolemøbler, når et statsligt computersystem til næsten 300 millioner kroner, der skal gøre sagsbehandlingen smidigere, ender med at forlænge den, og når Forsvaret betaler mange millioner kroner for at lease fly, som er så dyre at bruge, at de ender med at stå stille på jorden.

Du kan stemme på det værste spild

Seerne kan i løbet af serien på dr.dk stemme på det spild, de synes er allerværst og i sidste program kåres vinderen.

"Ideen med serien er at sætte fokus på, hvordan vores skattekroner bliver brugt. Vi hører så ofte om, at der skal skæres ned og spares rundt omkring, men samtidig er der en række områder, hvor vi sagtens kunne bruge skattekronerne smartere. Det er den debat, vi gerne vil bidrage til, siger Thomas Buch-Andersen.

Derfor medvirker både de politikere og embedsmænd, der har været med til at træffe de dyre beslutninger og eksperter hjælper med at forklare, hvad der er gået galt.

Hvordan undgår man spild?

"Målet er at gøre folk klogere på, hvorfor det går galt, så vi kan undgå spild i fremtiden. Derfor viser vi også eksempler på, hvordan man arbejder med at undgå spild forskellige steder," siger Thomas Buch-Andersen. 

I serien får Thomas Buch-Andersen hjælp til at vurdere de forskellige eksempler på spild af Majbritt Skov og Per Helge Sørensen.

Majbritt Skov har tidligere arbejdet som fuldmægtig i Arbejdsmarkedsstyrelsen. I dag er hun cheføkonom i Rambøll. Per Helge Sørensen er uddannet civilingeniør og har arbejdet som fuldmægtig og kontorchef i Forskningsministeriet og som konsulent i DRs direktion. I dag er han mest kendt som historiefortæller i showet 'DJØF med Løg(n)', der blandt andet handler om, hvordan bureaukrati fungerer - og ikke fungerer.

Blandt historierne i serien er både eksempler på spild i en række kommuner, regioner, staten, styrelser, politiet og Forsvaret.

"Spild af dine penge" kommer første gang mandag 14. september klokken 20.45 på DR1 og de følgende tre mandage.