DR1 tænder bål i Præstø

Navne og noter fra DR – denne gang om sankthansaften på DR1, Reumert-uddeling, Marilyn Monroe og jagt på livsstilsekspert.

Foto: Kennet Havgaard (Foto: Kennet Havgaard © Scanpix)

DR1 tænder bål i Præstø

Louise Wolff er vært, når DR1 sankthansaften klokken 22.00 tænder bål på skærmen i anledning af midsommeren. Udsendelsen bliver i år sendt fra Præstø, og traditionen tro er der også både musik og tale. De velvalgte ord sørger Hella Joof for, da hun står for årets båltale, og Sankt Annæ Pigekor synger ’Midsommervisen’. Samtidig bruger Louise Wolff og kollegerne også aftenen på at finde ud af, hvad sankthans er for en størrelse, og hvorfor vi egentlig fejrer sankthansaften.

De sidste samtaler med Marilyn Monroe

DR K sætter markant spotlys på 60’erne i næste uge, og ét af de programmerne der bliver vist, handler om Marilyn Monroe, der var et markant navn i starten af det årti. Fra januar 1960 til august 1962 havde Marilyn Monroe næsten ugentlige samtaler med psykoanalytikeren Ralph Greenson. Greenson forsøgte til det sidste at beskytte den psykisk skrøbelige skuespiller og blev den sidste, der så hende i live den 5. august 1962. Efter Marilyn Monroes tragiske død, hævdede distriktsanklageren John Miner at have fået Greensons tilladelse til at høre de båndede samtaler, som han senere udskrev. Denne udskrift danner baggrund både for Michel Schneiders bog og en dokumentar, som DR K viser onsdag den 25. juni klokken 21.35 – og igen dagen efter klokken 16.35.

Årets Reumert uddeles på DR K

Uddelingen af priser for de ypperste præstationer indenfor dansk scenekunst er tilbage på Det Kongelige Teaters gamle scene, og DR K sender fra uddelingen søndag den 22. juni fra klokken 21.00-23.00. Der skal uddeles 15 priser plus en ærespris og 10 talentpriser. Men måden det bliver gjort på er helt anderledes. I år er det nemlig i form af en særforestilling af et nyskrevet stykke, der bliver instrueret af sidste års prismodtager i instruktørkategorien, Minna Johannesson.

Christian Grau (th.) siger stop, mens Mads Steffensen og Anne Glad fortsætter. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

’Kender du typen’ jagter ny ekspert

Mads Steffensen og de andre bag programmet ’Kender du typen?’ er gået på jagt efter en ny livsstilsekspert, da Christian Grau har valgt at søge nye udfordringer. Ifølge Dorthe Thirstrup, der er redaktør på DR1, skal den nye livsstilsekspert primært kunne trække de store historier ud af de små eksempler og på den måde fortælle en historie om danskerne. ”Vi søger en typekender, der er ligeså fantastisk skarp som Anne Glad. Og som har så meget styr på livsstil, trends og forbrug, at der kan drages konklusioner ud fra, hvilken kaffe programmets hovedpersondrikker. Det skal være en lun person med glimt i øjet, som står på et fundament af faglighed,” siger hun. Eventuelt interesserede kan melde sig på kenderdutypen@dr.dk.

Facebook
Twitter