'DR2 Dagen' får ny vært

Steen Nørskov bliver nyt ansigt på nyhedsmagasinet 'DR2 Dagen'. Han starter den 1. april og kommer til at danne værtspar med Maria Yde, som allerede er på programmet.

Steen Nørskov og Maria Yde bliver nyt værtspar på DR2 Dagen (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Steen Nørskov bliver nyt ansigt på nyhedsmagasinet 'DR2 Dagen'. Han starter den 1. april og kommer til at danne værtspar med Maria Yde, som allerede er på programmet, og som seerne kender fra blandt andet DR Sporten, 'Aftenshowet' og 'DR2 Morgen'.

For mange vil det nok være en velkendt stemme, de hører, når Steen Nørskov går i studiet for at levere nyheder og perspektiv på dagens store historier. Han kommer nemlig fra en stilling som vært på P1 Orientering samt programmet ’Arabiske Stemmer’, som han tidligere har fået en ’Prix Radio’ for, og som han modtog Krygerprisen for i 2014 sammen med værtskollegaen Naser Khader. Og før alt dette, var han DRs korrespondent i Mellemøsten i årene 2007 til 2011.

Glæder sig til at rykke ind i tv-studiet

”Jeg glæder mig til at vende tilbage til at lave TV, som jeg arbejdede med i de år, jeg var korrespondent. Jeg har masser af gange stået ude i mørket et eller andet fjernt sted ude i verden – som regel i Mellemøsten – og svaret på spørgsmål fra tv-studiet i København. Nu bliver det rigtig spændende at være den, der forhåbentlig er i stand til at stille alle de gode, begavede og nysgerrige spørgsmål til kilderne derude. Det glæder jeg mig til. Og så betyder det noget for mig, at det bliver på DR2 Dagen, der i min optik har udviklet sig til et af de vigtigste nyhedsformater på kanalen,” siger Steen Nørskov.

Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1991 og har før sin tid i DR været journalist på blandt andet Ritzaus Bureau og Dagbladet Information.

Fem år på 'Arabiske Stemmer'

I forbindelse med, at Steen Nørskov skifter til 'DR2 Dagen', stopper han på programmet 'Arabiske Stemmer', som sender for sidste gang onsdag den 29. marts. Det betyder samtidig, at programmet ’Mennesker og tro’ fremadrettet overtager sendetidspunktet.

”Jeg er utrolig stolt over 'Arabiske Stemmer', som jeg har været med til at lave i alle de fem år, programmet har eksisteret. Jeg håber, vi har været med til at skabe et mere helt billede af den del af verden. Ikke et mere rosenrødt billede, men et mere helt og nuanceret billede,” siger Steen Nørskov.

Foruden Maria Yde og Steen Nørskov består værtsholdet på 'DR2 Dagen' af Henrik Lerche, Sophie Bremer og Camilla Thorning. 'DR2 Dagen' sender alle hverdage fra klokken 17.00-18.30.

Facebook
Twitter