DR2 forbinder Danmark med 150 højskolesange søndag

Der bliver sunget på tværs af hele Danmark, når DR2 for tredje gang sender ’Live fra Højskolesangbogen’ på søndag fra klokken 12.00-22.30 på DR2.

Mathias Hammer og Katrine Muff sender fra Sprogø på sangdagen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Med den danske sangskat i centrum og en helt ny udgave af ’Højskolesangbogen’ kan seerne glæde sig til 10½ timers live-tv på DR2. Her bliver der mulighed for at synge med på 150 højskolesange.

Dagen igennem vil værterne og musikerne Katrine Muff, Mathias Hammer og koret Vocal Line have base på Sprogø - ved foden af Storebæltsbroen, hvor de vil lede seerne gennem årets største og længste fællessang på tværs af landsdele.

I løbet af dagen kan seerne synge med kor i de fire danske ’verdenshjørner’; Ane Cortzen besøger Bornholms Højskole i øst, hvor skolens elever synger for. Adam Holm er taget til Gedser Marinestation på Danmarks sydligste punkt, hvor Det Unge VokalEnsemble, står for fællessangen.

Tine Gøtzsche og Klitkoret sørger for, at tonerne lyder fra nord, når DR2 sender fra Det Grå Fyrtårn i Skagen og Carsten Holm og vokalgruppen Vox 11, synger solen ned fra Danmarks vestligste kirke i Oksby ved Blåvandshuk.

Hjemme foran tv-skærmen får seerne mulighed for at synge med på nogle af de nye sange, der er kommet med i den 19. udgave af ’Højskolesangbogen’, men der bliver også mulighed for genhør med mange af de gamle klassikere.

Nye bidrag fra Steffen Brandt og Margrethe Vestager

I løbet af dagen kommer forskellige gæster forbi Sprogø. Blandt andre Steffen Brandt, Sys Bjerre, Søren Huss, Dreamers’ Circus, Margrethe Vestager og hendes bror Jacob Tybjerg, der alle har fået sange med i den nye højskolesangbog.

- ’Live fra Højskolesangbogen’ på DR2 dedikerer for tredje gang en hel dag til at hylde den danske sangskat - i år med udgangspunkt i en ny udgave af ’Højskolesangbogen’. Det er mit håb, at live-oplevelsen kan give en stemning af samhørighed og fællesskab, som vi alle nok har ekstra meget brug for netop nu. Traditionen tro skal vi hele landet rundt, og jeg håber, at seerne har lyst til at stemme i hjemme fra stuerne som det største landsdækkende kor, når der på søndag skal synges 150 sange på 10½ time, siger DR2’s redaktør på ’Live fra Højskolesangbogen’, Anja Hauberg.

Program for dagen:

12.00-16.30 SPROGØ: Koret Vocal Line synger for og vi får besøg af blandt andre forfatter Stine Pilgaard, naturvejleder Peter Pelle og EU-kommissær Margrethe Vestager.

16.30-17.25 BORNHOLM: Eleverne på Bornholms Højskole synger for på nogle af de mest populære højskolesange.

17.25-17.30 SPROGØ: Katrine Muff og Mathias Hammer sender stafetten videre.

17.30-18.25 SKAGEN: Årstidssange med Klitkoret fra Det Grå Fyrtårn.

18.25-18.30 SPROGØ: Katrine Muff og Mathias Hammer sender stafetten videre.

18.30-19.25 GEDSER: Det Unge VokalEnsemble synger historiske sange.

19.25-19.40 SPROGØ: Dreamers’ Circus spiller for fra studiet på Sprogø.

19.40-19.55 BLÅVANDSHUK: Vokalgruppen Vox 11 synger salmer fra Oksby Kirke.

19.55-20.10 SPROGØ: Steffen Brandt gæster studiet på Sprogø.

20.10-20.25 BORNHOLM: Eleverne på Bornholms Højskole synger for.

20.25-20.40 SPROGØ: Søren Huss besøger Sprogø.

20.40-20.55 SKAGEN: Klitkoret synger solen ned fra Det Grå Fyrtårn.

20.55-21.05 SPROGØ: Sys Bjerre synger for fra studiet på Sprogø.

21.05-21.25 GEDSER: Det Unge VokalEnsemble fra Gedser Marinestation.

21.25-21.30 SPROGØ: Katrine Muff, Mathias Hammer og gæster synger Højskolesangbogens mest populære sang.

21.30-22.30 BLÅVANDSHUK: Salmer og aftensange med Vox 11 fra Oksby Kirke.

På grund af forsamlingsforbuddet er der desværre ikke mulighed for at være publikum til TV-optagelserne. Seerne opfordres i stedet til at se med på DR2 den 25. april fra 12.00-22.30.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk