DR3 blev den store sejrherre ved TV-Prisen 2014

DR kunne rejse hjem med tre fjerdedele af priserne, da den danske tv-branche fredag aften fejrede sig selv. DR sikrede sig 21 af de 28 priser, og DR3 alene fik otte.

  • Peter Falktoft og Esben Bjerre blev årets værtstalenter på tv - ligesom P3 Guld, som de var værter for, fik prisen som bedste tv-event. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • Prisen for 'Bedste tv på flere medier' gik til Thomas Skov Gaardsvigs og fru Emilies påskesatsning 'Æg på DR3'. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • 'Ultra Nyt' - børnenyhedsudsendelsen på DR Ultra - blev årets nyskabelse inden for fakta. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • Jacob Riising fra DR og Camilla Ottesen fra TV3 var værter. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • Holdet bag 'DR2 Undersøger: En værdig død?' fik prisen for 'Bedste aktualitetsprogram. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • Signe Byrge Sørensen tog mod prisen for 'Bedste dokumentar'. Det var 'The Act of Killing' fra DR K, der fik den. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • Holdet bag 'Sort Arbejde' på DR2 fik prisen for 'Bedste karakterdrevne serie'. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • Holdet bag X Games på DR3 fik prisen for årets bedste sportsprogram. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • 'Fuckr md din hjrne' på DR3 blev årets nyskabelse inden for underholdning. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • Holdet bag 'Arvingerne' - her med Trine Dyrholm ved mikrofonen - fik både seernes pris og prisen for bedste tv-drama. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • Tine Gøtzche modtog prisen på vegne af holdet, der stod bag 'Demokratiets Aften', som blev årets bedste nyhedshistorie. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • 'Rytteriet II' hentede prisen som årets bedste comedy/satire. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
1 / 12

Sidste år gjorde DR3 og DR Ultra deres entré på landets fjernbetjeninger for første gang. Det har seerne bemærket, og hele den samlede tv-branche fik det også at mærke, da TV-Prisen 2014 fredag aften blev uddelt i DR Koncerthuset som afslutningen på to dages Copenhagen TV Festival.

Oven på den ellers tørre sommer, kom DR – og specielt DRs nyeste tv-kanaler – ud i en regulær prisregn. DR kunne rejse hjem med tre fjerdedele af priserne – eller 21 ud af 28. Og med sammenlagt otte priser var DR3 den tv-kanal af alle, der fik allerflest skulderklap og statuetter med på vejen.

Priserne blev blandt andet givet til DR3-programmer og folkene bag med motiveringen om, at de er nyskabende, i øjenhøjde med målgruppen og har en personlig tilgang til tingene. ’Syg i hovedet’ på DR3, hvor psykisk syge unge havde filmet deres egen hverdag, fik for eksempel prisen for ’Bedste reportageserie’. DR3 modtog også prisen for ’Bedste sportsprogram’ for sin ’X Games’-dækning, ligesom ’Fuckr med dn hjerne’ hentede hele to priser – både ’Årets nyskabelse’ inden for underholdning og prisen for ’Bedste foto’.

Lagde ikke æg i én kurv

Esben Bjerre og Peter Falktoft har formentlig kæmpe vinger bagud, efter de blev ’Årets værtstalenter’ for deres indsats i ’Monte Carlo elsker USA’ på DR3, og de to herrer glæder sig grangiveligt også over, at ’P3 Guld’, som de ligeledes var værter for på DR3 og P3 i april, blev ’Bedste tv-event’.

DR3 og påskesatsningen ’Æg på DR3’ sikrede sig en statuette som ’Bedste tv på flere medier’, fordi man efter juryens mening ”ikke lagde alle sine æg i én kurv”, men var god til at inddrage de digitale og sociale medier på naturlig vis, og endelig fik klipperne bag programmet ’Kokainens Pris’ på DR3 også prisen for ’Bedste klip’.

Det var Camilla Ottesen fra TV3 og DRs Jacob Riising, der var værter for TV-Prisen 2014, som er tv-branchens eget prisshow, hvor årets bedste programmer og mest markante tv-personer bliver fejret og hædret. Det er Producentforeningen, der arrangerer både TV-Prisen og Copenhagen TV Festival.Krasnik årets tv-vært

Flere af DRs nyhedsudsendelser og folkene bag kunne glæde sig over, at DR klarede sig godt på den front i år.

Martin Krasnik fra ’Deadline’ på DR2 blev årets mandlige tv-vært, mens ’Demokratiets Aften’ på DR1, som DR blandt andet har holdt i Koncerthuset forud for kommunalvalget og Europa-Parlamentsvalget, blev ’Bedste nyheds-event/livedækning’. DRs nyhedsudsendelser for børn ’Ultra Nyt’ på DR Ultra blev samtidig hædret som ’Årets nyskabelse’ på faktaområdet.

”I en verden, der ofte virker, som er den gået af lave, og hvor børn ikke kan beskyttes mod den konstante nyhedsstrøm, der omgiver os, kommunikerer årets nyskabelse sympatisk og i øjenhøjde, og tilbyder et rum, hvor børnene kan forstå og identificere sig,” hed det blandt andet i motiveringen for at give ’Ultra Nyt’ prisen.

’Arvingerne’ fik to priser

På forhånd var DR Ultra sikker på i hvert fald én pris, da alle de nominerede i kategorien ’Bedste børneprogram’ kom fra kanalen. Her blev det dramaserien ’Pendlerkids 2’, der løb med sejren, og i det hele taget klarede DRs fiktion sig også fint ved prisfesten.

Maya Ilsøes populære DR1-dramaserie ’Arvingerne’ fik både prisen som ’Bedste tv-drama’ og ’Seerprisen’, og DR Fiktion står også bag årets ’Bedste tv-satire/comedy’, som blev ’Rytteriet II’.

I januar modtog programserien ’I skattely’ journalisternes fornemmeste pris, Cavlingprisen, og de rosende ord fortsatte fredag aften, hvor DR Dokumentars serie blev kåret som ’Bedste faktaserie’.

Lidt overraskende for nogen var det måske, at det var DR K, der sikrede sig prisen for ’Bedste dokumentar’. Det gjorde kanalen for Joshua Oppenheimers dokumentar ’The Act of Killing’, der er fortællingen om en flok dødspatruljeledere i Indonesien, som i 1960’erne var med til at udrydde hen ved en million mennesker. Dokumentaren har skabt stor debat internationalt og var tidligere i år nomineret til en Oscar.

En gammel DR1-kending – nemlig ’Kender du typen?’ blev ’Bedste livsstilsprogram’, mens ’DR2 Undersøger: En værdig død’ ’og Sort arbejde’ på DR2 sikrede sig henholdsvis priserne som ’Bedste aktualitetsprogram’ og ’Bedste karakterdrevne’-serie.

Samlet modtog DRs kanaler og værter 21 priser, mens TV 2’s kanaler fik fire, og TV3 hentede to. Derudover gik hædersprisen ’Årets Otto’ til Jarl Friis-Mikkelsen for hans årelange bidrag til dansk tv-underholdning - først på DR1 i mange år og de senere år på TV 2’s kanaler.

FAKTA: De fik årets tv-priser 2014

Bedste dokumentar: ’The Act of Killing’, Final Cut for Real for DR K

Bedste faktaserie:

’I skattely’, DR Dokumentar for DR1

Bedste reportageserie

: ’Syg i hovedet’, United Production for DR3

Bedste nyhedshistorie:

’Børnene og lugten – Filippinerne’, TV 2 Nyhederne for TV 2

Bedste nyheds-event/live-dækning

: ’Demokratiets aften’, DR Nyheder for DR1

Bedste aktualitetsprogram:

’DR2 undersøger: En værdig død?’, DR Danmark Natur & Samfund for DR2

Bedste sportsprogram

: ’X Games’, DR Sporten for DR3

Bedste livsstilsprogram:

’Kender du typen?’, DR Danmark Natur & Samfund for DR1

Bedste børneprogram

: ’Penderkids 2’, Grif Film for DR Ultra

Bedste konkurrencedrevne realityserie:

’Robinson Ekspeditionen’, Strix Television for TV 3

Bedste karakterdrevne serie

: ’Sort arbejde’, STV Productions for DR2

Bedste factual entertainment

: ’Gal eller normal’, Koncern TV for DR1

Bedste tv-underholdning:

’Vild med dans’, Mastiff for TV 2

Bedste tv-satire/comedy

: ’Rytteriet II’, DR Fiktion for DR2

Bedste tv-drama

: ’Arvingerne’, DR Fiktion for DR1

Bedste tv-event:

’P3 Guld’, DR Event for DR3

Årets nyskabelse – Fakta:

’Ultra Nyt’, DR Danmark B&U for DR Ultra

Årets nyskabelse – Underholdning

: ’Fuckr med dn hjrne’, Immergut for DR3

Bedste tv på flere medier:

’Æg på DR3’, DR Kultur for DR3

Bedste kvindelige tv-vært

: Stéphanie Surrugue, TV 2 og TV 2 News

Bedste mandlige tv-vært:

Martin Krasnik, DR2

Årets værtstalenter:

Esben Bjerre og Peter Falktoft (’Monte Carlo elsker USA’), DR Ung for DR3

Årets big character

: Linse Kessler (’Familien fra Bryggen’), Metronome Productions for TV3

Bedste tv-trailer

: ’Danish Dynamite 3 – Jeppe K.’, TV 2 Marketing for TV 2 Zulu

Bedste klip

: Niels Jørgen Lyster og Steffen Sennenwaldt (A-Klip) og David Rue for ’Kokainens Pris’, Eyeworks for DR3

Bedste foto:

Peter Ramsø og Nicklas Korgaard (’Fuckr med dn hjrne’), Immergut for DR3

Seerprisen:

’Arvingerne’, DR Fiktion for DR1

Årets Otto (tv-branchens hæderspris):

Jarl Friis-Mikkelsen

Facebook
Twitter