DR3 er skydegal

I uge 31 låser DR3 sigtekornet fast på skydevåben – både når de fascinerer, og når de skræmmer.

De fleste er enige i, at våben er farlige, men våben bliver samtidig ved med at fascinere. Gennem en række film og programmer går DR3 her i sommervarmen helt tæt på de mange aspekter af menneskers fascination af skydevåben.

I uge 31 er der plads til både det alvorlige, det absurde, det humoristiske og det underholdende blik på vores forhold til våben, når DR3 blænder op for en uge, der byder på alt fra skræmmende dokumentarfilm, rørende dramaer og underholdende actionfilm til sjove indslag om de mest bizarre våben gennem tiderne og ikke mindst Monte Carlos oplevelser med våben i USA.

Langt ude våben

Når DR3 sætter fokus på de skydegale, tager programmet ”Langt Ude” fat i de våben, der ikke er som de andre. Følg med, når blandt andre Thomas Skov, Bertel Haarder, Glamboy P og Karen Thisted ser på nogle af de mest bizarre måder vi gennem tiden har forsøgt at bekrige hinanden.

Find ud af, hvad der ligger bag navne som ”homobomben” og ”jordskælvsmaskinen”, og få øjnene op for, at våben er meget mere end bare geværer og bomber.

”Langt Ude” tager helt bogstaveligt ud at skyde med de skøre og kigger ind i laboratorierne og finder de mest langt ude våben, der er blevet udviklet gennem tiden.

Når det går galt

Mandag aften står i alvorens tegn. Først byder vi på Michaels Moores prisbelønnede dokumentarfilm ”Bowling for Columbine”.

Instruktøren Michael Moore rejser USA rundt for at undersøge, hvorfor landet er så gennemsyret af vold. ”Er vi tossede med våben – eller er vi bare tossede?” er det spørgsmål Moore stiller sig selv og sine landsmænd.

Alvoren fortsætter samme aften med Gus Van Sants drama ”Elephant”. Det tankevækkende drama vandt guldpalmerne i Cannes i 2003. Og selvom der er tale om fiktion, så tager filmen, ligesom Michael Moores dokumentar, afsæt i tragedien fra Columbine High School i USA, hvor to studerende i 1999 skød og dræbte en række af deres medstuderende.

Monte Carlo og de store klassikere

Ugen fortsætter i det amerikanske, når Monte Carlo tager på våben-shopping med en 12-årig pige i de amerikanske sydstater. Esben og Peter forsøger sig også selv med at håndtere nogle af de våben, man som privatperson kan købe i USA.

Når vi taler våbenfascination kommer vi heller ikke uden om nogle af de største action-film gennem tiderne. Der er ikke plads til sarte sjæle, når DR3 hylder fascinationen af skydevåben med klassikere som Scarface og Dirty Harry.

Udvalgte programpunkter fra DR3 er skydegal:

  • Bowling for Columbine (mandag 28. juli kl. 20.00)
  • Elephant (Mandag 28. juli kl. 21.55)
  • Skydegal med Monte Carlo (Tirsdag 29. juli kl. 21.20)
  • Inside Man: USA’s våbenkultur (Onsdag 30. juli kl. 20.45)
  • Langt Ude Våben (Onsdag 30. juli kl. 21.30)
  • Scarface (Torsdag 31. juli kl. 21.55)
  • Den amerikanske våbenlov (Lørdag 2. august kl. 19.15)
  • Dirty Harry går amok (Lørdag 2. august kl. 20.50)
  • Lord of War (søndag 3. august kl. 21.00)