DR3 har kærestesorg

Kærestesorg kan føre til søvnløshed, momentant vanvid og fysisk smerte. Med et stort tema sætter DR3 fra uge 46 fokus på den krisetilstand, som rammer både unge og gamle, mænd og kvinder.

Hvordan føles kærestesorgen, når man står midt i den? Malene og hendes eks slog op, og hun opdager på Facebook, at han har fået en ny kæreste. (Foto: Framegrab © Type 2)

Kærestesorg er det værste, man kan opleve, uden at der er nogen, der dør. Og det er tilmed helt almindeligt. Din far, din gymnastiklærer, statsministeren, Taylor Swift - alle har prøvet det, og mange kommer til at prøve det igen. Heldigvis kommer de fleste helskindede igennem, og de føler sig måske endda styrkede som menneske efter at være kommet ud på den anden side.

DR3 tager kærestesorg seriøst

DR3 sætter fra uge 46 fokus på kærestesorg med en "temapakke", som indeholder en selvfilmet reportageserie, der igennem syv afsnit følger en gruppe mennesker midt i kærestesorgens altopslugende følelseskaos, og en videnskabelig serie i fire afsnit, hvor tre danskere har doneret deres kærestesorg til videnskaben.

Temaet indeholder også en live-event, hvor DR3 og P7 MIX reder op i en kæmpeseng og lader tårerne trille, mens store danske kunstnere fortolker århundredets bedste opbrudssange, og slutteligt et panelprogram, hvor kendte danskere fortæller åbenhjertigt om kærlighedens op- og nedture gennem en lang række personlige anekdoter.

Sendetider for DR3s tema om kærestesorg

Hjertestop: Mandage kl. 21.30 på DR3 fra den 9. november

Kærestesorg for dummies: Første afsnit onsdag den 11. november kl. 21.30 på DR3. De øvrige afsnit sendes tirsdage kl. 21.30

Kærestesorgens DNA: Torsdage kl. 21.30 på DR3 fra den 12. november

Det Store Tudeshow: Lørdag den 14. november kl. 20.00-21.30 på DR3

'Hjertestop' - syv selvfilmede tv-udsendelser

Hvordan føles kærestesorgen, når man står midt i den? Et knust hjerte får dig til at miste kontrollen over dig selv og dine tanker. Du oplever ekstreme følelser, som du ikke selv er herre over og gør ting, som du senere vil fortryde. Du er kort sagt i dine følelsers vold.

DR3 giver seerne et ægte indblik i den genkendelige krisetilstand gennem otte medvirkende, der lige er blevet forladt eller er blevet nødt til at forlade én, de elsker. DR3 har givet dem et kamera, og de lukker os helt ind i deres op- og nedture. Vi følger dem, når tæppet er blevet revet væk under deres fødder, og i deres kamp for at begribe, hvad der netop er sket og i deres forsøg på at komme helskindede ud på den anden side. De otte medvirkende er seks kvinder og to mænd i alderen 20-37 år.

Kærestesorgens DNA

Kærestesorg kan føre til søvnløshed, momentant vanvid og fysisk smerte. Men hvad sker der i vores krop, når vi bliver forladt af den, vi elsker? DR3 har fulgt tre personer, som har doneret deres kærestesorg til videnskaben, og som bliver undersøgt fra hjerne til hjerte for at finde ud af, hvad der sker med os, når vi har kærestesorg.

Vi møder Olivia, der skulle flytte sammen med sin kæreste, men han fik kolde fødder og gik fra hende. Vi møder Kristian, der er blevet forladt efter et fem år langt forhold, hvor han gerne ville have kæmpet for, at de blev sammen. Og Anders, hvis kæreste gik fra ham for halvandet år siden. Han er stadig ikke kommet sig over sin ekskæreste.

Kendte danskere fortæller om kærlighedens op- og nedture

'Kærestesorg for dummies' er et panelprogram om kærlighedens op- og nedture, grimme og sjove sider og alt det, vi laver, når vi er allermest forvirrede, sårbare og til tider sindssyge. Fem paneler af kendte danskere spiller 'jeg har aldrig', mens de fortæller om de oplevelser og udskejelser, som kærligheden har udsat dem for.

De medvirkende er:

  • Panel 1:Emilie Lilja, Marie Jedig og Caroline Plummer
  • Panel 2: August "ELOQ" Fenger, Jonas "For Fanden" Julan og Emil Lange´
  • Panel 3: Nikita Klæstrup, Pelle Peter Jensen og Nicholas Kawamura
  • Panel 4:Kimie Maria Kristiansen, Nathali Albek og Kasper Birch
  • Panel 5: Jasper Ritz, Petra Nagel og Christian "Klumben" Andersen

Live: Det Store Tudeshow

DR3, P7 MIX og dr.dk er gået sammen om et stort liveshow, som sendes direkte på DR3 lørdag den 14. november. I 'Det Store Tudeshow' bliver man i løbet af halvanden ført igennem en top 10 af de største break-up-sange, der er lavet. De ti store klassikere bliver fortolket af nogle af de hotteste danske kunstnere lige nu, herunder Nabiha, Rasmus Walther, Barbara Moleko og Christian Hjelm.

DR har bygget én stor seng, som man kun kan vinde adgang til via P7 MIX eller de sociale medier. Sengen er udstyret med is, chips, papvin, kleenex og krammepuder. Hele forløbet kommenteres live i bedste royalt bryllup-stil af Petra Nagel og Mathias Buch.

P7 MIX holder samme dag "tudemaraton" med de største tudehits igennem årtier.