Doggystyle’ er den største fiktionssatsning på DR3 til dato og er første skud på stammen i en markant opprioritering af fiktion, der henvender sig til yngre streamere.
Serien har nye forholdsvis uprøvede talenter både foran og bag kameraet, og ambitionen har været at lave en serie, som DR3’s brugere kan spejle sig i ved at fortælle historier, der er svære at fortælle med fakta.
”De unge kan i store mængder finde indhold på kommercielle streamingtjenester. Men vores ambition er at lave indhold, der går så tæt på danske unges virkelighed som overhovedet muligt. Vi vil gerne give dem indhold, de kan relatere til og som sætter tanker og samtaler i gang, fordi de kan genkende sig selv i fortællingen”, siger chef for DR3 Irene Strøyer og fortsætter:
”Fiktion kan noget, som mange andre genrer har langt sværere ved. Fiktion er blandt andet fantastisk til at komme helt tæt på historier, der er svære at løfte med fakta, og nu satser vi markant mere på fiktion til unge, end vi har gjort tidligere”.
’Doggystyle’ – om at være nogen i stedet for noget
’Doggystyle’ handler om at vokse til og fra familien, kærligheden og vennerne, og om når livet tager dig bagfra. Om jagten og kampen for at være noget og at bliver til noget, men især om at opdage, at man glemte at være nogen.
I ’Doggystyle’ følger man 21-årige Asta, der vender midlertidigt hjem til sin familie i provinsen efter at have været bosat i København, hvor hun drømmer om at ernære sig som skuespiller.
Hun foragter på en måde alt det, hun kommer fra, men kan samtidig ikke rigtig få det til at fungere i storbyen, hvor hverken filmroller eller kærlighed hænger på træerne. Det betyder et gensyn, men også et nyt møde med familie og venner. Mødet med hjemstavnen ryster posen, konfronterer fordommene og vender Astas forhold til sig selv, familien og vennerne og især kærligheden på hovedet. Det tvinger Asta til at tage ansvar og udfordrer hende til at opdage, hvem og hvad, der gemmer sig bag instragramfilteret.
Manuskriptforfatter med noget på hjerte
’Doggystyle’ er skrevet af Anna Emma Haudal, som er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Hun er 30 år og selv opvokset i Odsherred. Hun kender derfor området Odsherred, hvor serien foregår, ekstremt godt – og er netop flyttet tilbage dertil.
Hun har tidligere skrevet og instrueret kortfilmen ’Sofa’ og været episodeforfatter på både ’Sjit Happens’ på TV2 Zulu og på DR1’s kommende julekalender ’Theo & Den Magiske Talisman’.
’Doggystyle’ er den første store produktion, Anna Emma Haudal selv har skrevet og instrueret.
”Anna Emmas pitch var simpelthen så overbevisende. Vi kunne se og høre, at vi her stod overfor et kæmpestort talent, der virkelig brændte for at få lov til at fortælle den her historie om Asta, en historie om identitet, fordomme og kærlighed”, fortæller Erik Struve Hansen, der er redaktionschef i DR Ung, hvor serien er produceret.
Hovedrollen Asta spilles af Rosemarie Mosbæk, der er 22 år. Rosemarie har tidligere haft en mindre rolle i ’Perfekte steder’ på TV 2 Zulu, spillet med i kortfilm og været med i teaterstykker, men rollen som Asta er hendes første store rolle i dansk film og tv.
Derudover medvirker blandt andet Josephine Park, Sarah Juel Werner, Aske Bang, Jeppe Ellegaard Marling, Nicolai Jørgensen, Dorte Højsted og Anders Brink Madsen med flere. Seriens producent er Rikke Sasja Lassen fra DR Ung.
Styrke det danske vækstlag
”Vi vil gerne give nye talenter chancen, både foran og bagved kameraet. Udover, at det er en helt essentiel opgave for DR at spotte og dyrke det danske vækstlag og løfte den næste generation af kreative manuskriptforfattere og skuespillere, så har det givet noget til slutproduktet, som vi håber rammer DR3’s bruger rigtig godt. Både når det kommer til formatering, indhold og distribution”, siger Irene Strøyer.
’Doggystyle’ består af 10 afsnit, og er produceret til DRTV. Seriens første to afsnit har premiere på DRTV søndag den 11. november klokken 06.00. Herefter sendes et afsnit om ugen frem til uge 52, hvor de sidste to afsnit sendes.
’Doggystyle’ sendes på DR3 klokken 21.00 på samme dage.