Drama og dokumentarer fra DR skal til Cannes

DR Salg har blandt andet flere flygtningedokumentarer med, når der bliver holdt MIPTV-messe i Cannes. Også børneudsendelser, velkendte DR-formater og ambassadør fra DR3 er med i salgstasken.

I serien 'Min flugt' fortæller tre børn om deres flugthistorie til Danmark. Blandt de medvirkende er Omar på 13, der fortæller hvordan det er at tage den farefulde tur som flygtning i båd over Middelhavet. DR Salg har serien med i Cannes. (Foto: NA © Type 2)

Det seneste års ekstraordinære flygtningesituation i Europa kommer også til at sætte sit præg på programudbuddet, når TV-købmænd fra hele verden mødes i næste uge på MIPTV-messen i Cannes i Frankrig.

DR Salg har salgstaskerne fulde med forskellige dokumentarer, der tager afsæt i den aktuelle situation. For eksempel tror DR, at DR Ultras dokumentarserie ’Min flugt’ kan være interessant at vise for andre TV-stationer også. Her møder seerne tre forskellige børn, der fortæller hver deres personlige historie om at flygte.

DR har også dokumentaren ’Hallo Syrien – opkald fra flugtruten’ med til MIPTV. Dokumentaren, der blev sendt på DR2 i januar, fortæller om Natasha Al-Hariri, der blev født under sine forældres flugt fra krig for 26 år siden. Da flygtningene i efteråret strømmede ind over de danske grænser, gav hun strøm til en ung mand, der ikke havde været i kontakt med sin familie under sin flugt. Han havde 3700 ubesvarede opkald på sin telefon. Det fik Natasha til at tage initiativ til at møde de syriske flygtninge på flugtruten og tilbyde dem muligheden for at ringe hjem, og det er der kommet en dokumentar ud af. ”Lige nu oplever vi, at der over hele verden er stor efterspørgsel efter vigtige flygtninge-dokumentarer, som kan udvide horisonten og sætte flygtningesituationen i perspektiv. Dem har DR heldigvis flere af, og derfor forventer jeg, at der vil være pæn interesse for dem i Cannes,” siger salgs- og marketingchef Helene Aurø fra DR Salg.

Hun tilføjer, at DR også har en stribe andre dokumentarer med – blandt andet DR2’s ’Medicin der dræber’ om falsk medicin og dokumentaren ’Facebookistan’, der undersøger, hvordan flere personer og organisationer bliver ramt af Facebooks egne regler, der sætter sig over lokale lovgivninger og personlige forhold og dermed udfordrer demokratiets grundprincipper: retten til ytringsfrihed og retten til privatlivets fred.

'Bedrag 2' er med

Nærmest traditionen tro har DR Salg også nye dramaserier med til Cannes. Ved MIPTV skyder DR salget af ’Bedrag 2’ i gang – her er der indtil videre kun ét afsnit at vise. DR sender selv anden sæson senere på året.

”Første sæson af ’Bedrag’ har lige haft premiere på BBC4 i Storbritannien, hvor den har fået rigtig gode anmeldelser. Vi kan godt mærke, at andre TV-stationer holder øje med, hvad BBC sender, og det har allerede resulteret i flere henvendelser, ligesom vi lige har solgt serien til Canada, hvor man nu – helt mod sædvane i landet, vil bringe en dramaserie med undertekster,” forklarer Helene Aurø.

Både ’Arvingerne’ og ’Bankerot’ har DR Salg også med, og derudover vil man denne gang slå på tromme for, at man nu også kan tilbyde alle 28 afsnit af DRs familieserier ’Max’ og ’Max Pinlig’ samt spillefilmene om drengen med den ofte tåkrummende mor.

Også DR Ramasjangs programmer, hvor rejsebamsen Sofus rejser ud for at vise, hvordan andre børn lever, samt DR3’s programmer ’Jeg er ambassadøren fra Amerika’ om den amerikanske ambassadør Rufus Giffords gøren og laden i Danmark vil DR Salg nu prøve at få afsat til andre lande.

”Flere lande er begyndt at spørge til udsendelserne, efter at der har været en stor omtale af serien i det amerikanske magasin ’Vanity Fair’. Vi tror, serien kan noget, fordi den går bag en person og en jobfunktion, som man normalt ikke rigtig har mulighed for at følge,” siger Helene Aurø.

Historiequiz og sundhedsmagasin som format

Mens nogle køber DRs programmer og viser dem direkte, som de er, er andre interesserede i at købe nogle af de formater, som DR selv har udviklet. Lige nu findes for eksempel ’Hammerslag’ og ’Gintberg på kanten’ i udenlandske udgaver.

Denne gang har DR Salg ’Historiequizzen’ fra DR K med som en idé til udenlandske TV-stationer, ligesom DR også vil prøve at få afsat ’Thomas Skovs sportsprogram’ i Cannes. Det var en serie om nogle af de mest oversete og opmærksomhedshungrende sportsgrene i Danmark. Blandt de øvrige programmer, som DR vil prøve af afsætte som format er ’Sundhedsmagasinet’ på DR1, ’Knald eller fald’ på DR3 og ’Vil du bo her’ fra DR K.

MIPTV bliver holdt fra den 4.-7. april, men allerede i weekenden skydes festivalen i gang med dokumentardagene MIPDOC og Mipformats.