DRs chefer møder til ’Direktørtid’ på P1

DRs lyttere, seere og brugere kan stille spørgsmål til DRs øverste chefer i det nye program ’Direktørtid’, der har premiere søndag den 5. marts klokken 13.03 på P1.

Thomas Skov Gaardsvig bliver fremover også vært på P1. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Fremover får alle mulighed for at møde til ’Direktørtid’ på P1.

’Direktørtid’ er i hvert fald titlen på et nyt program, der har premiere på søndag den 5. marts klokken 13.03, hvor DRs lyttere, seere og brugere kan stille spørgsmål om DR til DRs direktører.

Vært på det nye program er Thomas Skov Gaardsvig, der dermed samtidig debuterer som P1-vært og i en lidt anden rolle, end DRs brugere har været vant til at se ham de seneste seks år.

”I mange år har man kunnet stille spørgsmål til DR og få svar via dr.dk – og det kan man stadig. Men i ’Direktørtid’ vil vi gerne give lytterne mere direkte adgang til at spørge DRs direktører om, hvad der lige præcis optager dem,” forklarer Thomas Skov Gaardsvig.

Spørgsmål kan stilles via mailadressen direktortid@dr.dk eller lægges på telefonsvareren på nummer 3520 4020.

I det første program får Thomas Skov Gaardsvig besøg af DRs netop udnævnte mediedirektør Henriette Marienlund, der fra den 1. april får ansvaret for den fortsatte udvikling af DRs kanaler, tjenester og platforme.

Kultur og humor i første program

”I første program tager vi for eksempel fat på, hvordan DR dækker kulturen. Hvor er den for eksempel på DR1? Vi tager også fat på, hvordan humoren har det i DR,” forklarer Thomas Skov Gaardsvig.

Han understreger, at han ikke vil være mikrofonholderen i programmerne, men derimod være lytternes, seernes og brugernes ambassadør og prøve at se tingene fra deres vinkel.

I det tredje program – søndag den 19. marts – er det DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn, der svarer på DR-brugernes spørgsmål, og efterhånden vil Thomas Skov Gaardsvig komme chefraden rundt, ligesom bestemte direktører kommer til mikrofonen, hvis der er særligt mange, der spørger inden for deres felt.

Thomas Skov Gaardsvig, der er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men trods det i flere år blev kaldt ’Praktikanten’, skal lave programmet ’Direktørtid’ for DR Kultur. Han vil dog også fremover arbejde en del af ugen for DR Ung og kunne ses på især DR3.

”Jeg har godt villet prøve kræfter med noget andet og udvikle mig personligt. Samtidig håber jeg, at P1 også kan få noget godt ud af samarbejdet,” siger den nye vært for ’Direktørtid’.