DRs dokumentarredaktør takker af

Mette Hoffmann Meyer, der i en årrække har stået i spidsen for at vælge og indkøbe dokumentarer til DR, siger stop fra den 1. oktober.

Mette Hoffmann Meyer stopper i DR, men vil dog fortsat være tilknyttet på konsulentbasis for at følge en stribe igangværende projekter til dørs. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

”Engageret”, ”original” og ”en fighter med både gnist og gejst”. Roserne var mange, da Mette Hoffmann Meyer for to år siden modtog den præstigefyldte Doc Mogul Awards for sit bidrag til dokumentarfilmgenren. Og de kom vel at mærke fra en perlerække internationalt anerkendte dokumentarister såsom Alex Gibney, José Padilha, Jehhane Noujaim og danske Nagieb Khaja.

I DR har Mette Hoffmann Meyer stået i spidsen for at udvælge og indkøbe dokumentarer igennem en årrække. Hun har været ansvarlig for de danske og internationale dokumentarer, som DR er med til at co-producere, og hun har stor andel i at gøre dokumentarslottet på DR2 ’Dokumania’ til det stærke brand, som det er blevet i dag. Men fra den 1. oktober er det slut.

Efter ni år i DR, har Mette Hoffmann Meyer valgt at sige stop - blandt andet for at hellige sig sit eget bogprojekt og for at bruge mere tid på initiativet ’Why Foundation’, som hun har været medinitiativtager til og executive producer på. ’Why’ er en serie af internationale dokumentarfilm, som er gået verden rundt. Alene filmene under overskriften ’Why Poverty’ er blevet vist i mere end 180 lande.

”Why-kampagnen har uden tvivl en stor plads hos mig. Den har været med til at puste liv i en global debat om ulighed, fattigdom og senest kvinders rettigheder. At filmene har vundet Peabody, Emmy og Oscar var selvfølgelig fantastisk. Men det vigtigste for mig har nu været, at filmene bliver brugt i undervisningssammenhæng mange steder i verden og har sat dagsorden langt ud over Europas grænser,” siger Mette Hoffmann Meyer.

Skal gøre en forskel

I DR har Mette Hoffmann Meyer været redaktør på et hav af dokumentarfilm, men går man hende lidt på klingen i forhold til hvilke film, hun har været mest stolt af at hjælpe på vej, så fremhæver hun blandt andre ’Demokraterne’, ’Milosovic-Retssagen’, ’Indiens døtre’, ’Dagbog fra midten’ og Lisbeth Zornig-dokumentaren ’Min barndom i helvede’, som nogle af de danske dokumentarfilm, som har gjort en forskel.

”Jeg har altid haft det som målsætning, at de film, jeg involverer mig i, skal gøre en forskel og få os til at stoppe op. Se verden i et anderledes lys eller fra en ny vinkel. Og så tror jeg på, at vi bliver klogere, ved at engagere os følelsesmæssigt i de livsvilkår og omstændigheder, som andre mennesker lever under,” siger Mette Hoffmann Meyer, der er født i Tebbestrup ved Randers og oprindelig uddannet civiløkonom.

Hun kom til DR fra TV 2 i 2007 og har siden da haft ansvaret for indkøb til alle DRs kanaler og udvikling af dokumentarfilm, primært til DR 2.

Mette Hoffmann Meyer vil fortsat være tilknyttet DR på konsulentbasis, med henblik på at følge en række igangværende dokumentarprojekter sikkert til dørs.

Facebook
Twitter