DRs dramaserier løb med alle TV-priserne ved Robertfest

’Bedrag’, ’Ditte & Louise’ og ’Rytteriets Jul’ blev alle hædret ved prisfesten i København søndag aften.

  • Esben Smed - her sammen med Julie G. Wester - fik prisen som 'Årets bedste mandlige birolle i TV-serie' i 'Bedrag', som også blev årets TV-serie ved Robert-uddelingen. (Foto: Lars Reinholdt © Type 1)
  • .Bodil Jørgensen fik en Robert for 'Bedste kvindelige birolle' i 'Rytteriets Jul' . (Foto: DR © Type 2)
  • Ditte & Louise fik en Robert for at være årets korte TV-serie. Louise Mieritz fik også prisen for 'Årets bedste kvindelige hovedrolle i TV-serie' for netop den. (Foto: Manuel Claro © Type 2)
1 / 3

DRs dramaserier og skuespillerne fra dem gjorde rent TV-bord og sikrede sig alle priserne, som de havde mulighed for at hjembringe, da Danmarks Film Akademi søndag aften fejrede de bedste danske film- og TV-præstationer i 2016 på Tivoli Hotel & Congress Center i København.

DR’s søndagsserie ’Bedrag’ fik Robert-prisen, som årets TV-serie, mens Thomas Bo Larsen kunne tage hjem med en Robert for ’Årets mandlige hovedrolle i en TV-serie’ for netop indsatsen i ’Bedrag’, som Jeppe Gjervig Gram er hovedforfatter bag. Ydermere blev det til en Robert til Esben Smed for ’Årets bedste mandlige birolle i en TV-serie’. Han spiller Nicky i serien og skal snart være ’Shooting Star’ på Berlins internationale filmfestival. Det er de 2100 medlemmer af akademiet, der har afgjort, hvem der skulle have Robert-priserne, og i TV-kategorierne fortsatte de med at give DR statuetter.

Komedieserien ’Ditte & Louise’ blev ’Årets korte TV-serie’, ligesom Louise Mieritz også fik Robert’en for ’Årets kvindelige hovedrolle i en TV-serie’ for netop ’Ditte & Louise’, som Ditte Hansen og Louise Mieritz også selv har skrevet.

Den sjette og sidste af TV-priserne gik til Bodil Jørgensen. Hendes indsats i ’Rytteriets Jul’ blev belønnet med Robert’en for ’Årets kvindelige birolle i TV-serie’.

Det var 33. gang, der blev uddelt Robertpriser af de danske filmarbejdere – og femte gang, der blev givet statuetter til TV-præstationerne også. Også en række film, som DR har været med til at co-producere, blev hædret ved uddelingen.

Filmene, DR har været med i, som fik en Robert, var:

Årets adapterede manuskript: Thomas Vinterberg & Tobias Lindholm for ’Kollektivet’ Årets kvindelige hovedrolle: Trine Dyrholm for ’Kollektivet’ Årets fotograf: Natasha Braier for ’The Neon Demon’ Årets sminkør: Erin Ayanian Monroe for ’The Neon Demon’ Årets børne- og ungdomsfilm: I blodet – producer: Caroline Schlüter Bingestam, instruktør: Rasmus Heisterberg Årets sounddesigner: Eddie Simonsen & Anne Jensen for ’The Neon Demon’ Årets score: Cliff Martinez for ’The Neon Demon’ Årets visuelle effekter: Peter Hjorth for ’The Neon Demon’