DRs første 90 år: Da det var forbudt at lytte til radio

I starten eksperimenterede unge i forældrenes kælder med at bygge radiomodtagere. Senere kom der radioklubber, og i 1925 endte det hele med Danmarks Radios fødsel.

  • En af de første danske radiopionerer, Einar Dessau, var en ung student med hang til moderne teknik. Han eksperimenterede i kælderen under sine forældres villa. (Foto: DR Arkiv)
  • Den danske opfinder Valdemar Poulsen bidrog med sin opfindelse af buegeneratoren i væsentlig grad til, at radioen kunne udvikles. Det var med til at øge interessen for den nye teknik. (Foto: DR Arkiv)
  • Kronprins Christian lytter til radio, mens hans forældre, kong Frederik den 8. og dronning Louisa venter på, at det bliver deres tur. Foto fra cirka 1910. (Foto: DR Arkiv)
  • Sådan gik det for sig, da den første plade blev spillet i dansk radio. Det foregik på radiostationen i Lyngby. (Foto: DR Arkiv)
1 / 4

I begyndelsen var det faktisk forbudt for private at høre radio. Fra 1838 havde man kunnet sende morsesignaler og med en ivrig indsats anført af kendte navne som Bell, Edison og Marconi kom der skred i tingene.

For folk med interesse for teknik skete der så interessante udviklinger i de allerførste år af det nye 1900-tal, at det blev sværere og sværere at holde fingrene for sig selv. For eksempel tog den danske opfinder Valdemar Poulsen i 1902 patent på buegeneratoren, der med kontinuerlige bølger og en fast frekvens revolutionerede den trådløse telegrafi - og gav den nødvendige stabilitet i radiotransmissioner.

Det gjorde indtryk i fædrelandet, og snart eksperimenterede blandt andre to unge studerende, Einar Dessau og Johan Ernst Nyrop, med at bygge en radiomodtager. Jublen var stor, da det i 1909 lykkedes dem at høre et stykke musik, der blev sendt fra Lyngby Radios sender. Her havde teknikerne ikke kunnet stå for de unge mænds iver for at undersøge radioens muligheder, så de samarbejdede med dem.

I løbet af 1920’erne kom det så vidt, at teknikinteresserede begyndte at købe radioudstyr hjem fra udlandet, hvis de da ikke selv konstruerede det. Fuldstændig som nogle unge i dag eksperimenterer med at bygge deres egne computere.

Lovbrud

Men selv om de danske radiopionerer var i stand til at fange lyd og musik, der for hovedpartens vedkommende blev sendt fra England og Tyskland, var det staten, der ifølge Lov af 19. april 1907, havde ”eneret til anlæg og drift af trådløse telegrafer”.

Havde nogen taget loven bogstaveligt, ville man have kunnet retsforfølge de første danske radiofolk på samme måde, som man nu om stunder er gået efter hackere og computerpirater. Ikke for at krænke ophavsretten, men for at bryde statens radiomonopol. Det gjorde man dog ikke. Radiolytning blev betragtet som noget ungdommeligt pjat og tidsfordriv, som ingen ved deres fulde fem kunne beskæftige sig med.

Det var da også hovedsageligt morsesignaler, der fløj gennem luften. En aktivitet der tiltog, da Første Verdenskrig brød ud i 1914. I krigsårene stod udviklingen af den civile udnyttelse af radioen relativt stille i Europa, mens man i USA så småt var i gang med at gøre radioen til hvermandseje, så alle kunne høre musik og underholdning hjemme hos sig selv.

Radioklubber

I 1922 blev der dannet to såkaldte ”radioklubber” i Danmark, der efter ganske kort tid blev sammensluttet til en enkelt, og derefter begyndte lobbyarbejdet for at vise, hvad det nye medie ville kunne bruges til. Man arrangerede fremvisninger af udstyret og dets muligheder - og det endte med, at radioklubben og avisen BT fik adgang til at sende via Lyngby Radio. Snart kom der også radioklubber på Fyn og i Jylland.

Men det kostede 60 kroner pr. aften at benytte Lyngby Radio, og derfor begyndte man at opfordre lytterne til at sende penge til den videre drift. De, der ikke betalte, blev kaldt ”plankeværkslyttere” – et udtryk der også i nyere tid er blevet brugt om folk, der ikke betaler licens til DR.

Senere blev der etableret en egentlig radiostation i Jorcks Passage midt i København, finansieret af to danske radioproducenter i samarbejde med Telegrafvæsenet og en telefonisender på kasernen ved Ryvangen, så man kunne sende til hele landet.

Men der opstod også skærmydsler mellem de forskellige radioklubber - på den ene side hovedstadens folk, på den anden de jyske og fynske. Da alle ville til mikrofonerne, blev der i en periode mulighed for at vælge mellem de to fraktioners udsendelser, der konkurrerede om lytternes gunst. Udsendelserne blev dog også brugt til at skælde ud på modparten i stærke vendinger, og disse krigeriske udfald gavnede ikke radioens almindelige anseelse i befolkningen.

Danmarks Radio

Enden på stridighederne blev, at statsmagten satte sig på mediet. Ministeren for offentlige arbejder, Johannes Friis-Skotte, tog sig af at udarbejdede lovgrundlaget for det radioforsøg, der gik i luften fra 1. april 1925 - og som derefter udviklede sig til Danmarks Radio.

Forbilledet var allerede dengang BBC, der var etableret allerede i 1922, og hvor stationens første direktør Sir John Reith havde formuleret den public service-model, som stadig benyttes, og som baserer sig på fire principper:

  • Den må ikke være baseret på økonomisk gevinst.

  • Den skal nå ud til hele befolkningen.

  • Den skal styres ud fra overordnede nationale hensyn og principper.

  • Den skal være så mangfoldig, at den har noget at tilbyde alle samfundsgrupper.

Mens DRs monopol på tv blev brudt med oprettelsen af TV 2 i 1988, var det først i 2010 der kom egentlig konkurrence på landsdækkende radioudsendelser. Lokalradioer havde i flere år givet DR konkurrence, og TV 2 prøvede fra 2006 med en reklamefinansieret radiokanal, som dog måtte lukke igen allerede i 2008.

Det var baggrunden for, at staten inddrog den fjerde radiokanal, som DR havde brugt siden 2001 til at sende P2, og gav Radio24syv denne plads på FM-båndet.