DRs første 90 år: Dans på en knivsæg under krigen

Det ydre pres gjorde Danmarks Radio endnu mere dansk under Anden Verdenskrig, hvor der ligefrem blev gemt våben i Radiohusets ventilationskanaler. Læs 3. afsnit om DR gennem 90 år før jubilæet den 1. april.

5. maj 1945 overtog modstandsfolk kontrollen med Radiohuset i Rosenørns Allé. (Foto: DR Arkiv)

Man kan ikke påstå, at Danmarks Radios første reaktion i forhold til den tyske besættelsesmagt 9. april 1940 var særlig yndefuld.

Selv om tyske fly havde smidt flyveblade ned over København, og selv om der var skyderi i gaderne, vidste de vagthavende teknikere, der som de første mødte op i Stærekassen denne morgen, ikke hvad de skulle gøre.

De foretog sig intet andet, end de ellers ville have gjort en hvilken som helst morgen. Så det var en optagelse med morgengymnastik, der strømmede ud af højttalerne rundt om i landet, da folk vågnede og prøvede at finde ud af, hvorfor lavtgående tyske fly strøg hen over hustagene.

Imens dukkede tyske soldater op i Stærekassen, og besættelsesmagten pålagde den danske presse censur. Det betød, at besættelsesmagtens militære forhold i landet ikke blev omtalt, og at anti-tysk propaganda var forbudt. Efter nogle dage kom der en række yderligere krav, som skulle overholdes.

Mens det for den øvrige presse var Udenrigsministeriets Pressebureau, der stod for en slags ”dansk egencensur”, som skulle holde tyskerne stangen og forhindre direkte tysk pression overfor de enkelte aviser, gik det anderledes for sig i det nybyggede radiohus, som DR etapevis var i gang med at flytte ind i.

Her havde man både en tysk militærcensor og en dansk censor siddende i huset, foruden to dansktalende tyske soldater, som lyttede til alt, hvad der blev sendt. Tyskerne kom også med ”tilbud” om udveksling af musikoptagelser, hvor Danmarks Radio ville få stillet tyske koncerter til rådighed. Svaret blev, at man ville tage stilling til tilbuddene enkeltvis, og der blev hovedsageligt sagt ja til klassisk musik. Blandt andet med den begrundelse, at man måtte tage hensyn til de danske kunstneres muligheder for at få deres musik i radioen.

Flere slags censur

Der var mange mere eller mindre åbenlyse forsøg på at blande sig i, hvordan DR skulle drives i denne tid. Den diplomatiske balancegang gik ud på at bevare selvstændigheden - både i forhold til tyskerne, men også til de danske politikere. Skiftende tyske ”radiokommissærer” blev udpeget, og generaldirektør F.E. Jensen var tvunget til at balancere på en knivsæg i det tvungne ”samarbejde”.

Det ydre pres gjorde Danmarks Radio endnu mere dansk. Rundt om i landet samledes befolkningen på torve og pladser til såkaldt ”alsang”, hvor repertoiret var et bredt udvalg af den danske sangskat fra Højskolesangbogen. Og radioen transmitterede fra adskillige af dem, hvilket var med til at sprede ideen. Den 1. september 1940 blev der sunget i hele landet. Hovedstævnet var i København, hvor 150.000 deltog. Der blev transmitteret direkte i radioen fra stævnet i København til de øvrige byer, hvor folk således kunne synge med i takt. I alt deltog op mod 720.000 på landsplan, og alsangen var en stor begivenhed også i de mindre byer.

Der blev også gravet dybt i historien og sendt det ene program efter det andet om ’Danske forfattere på rejse’, ’Danske Oldtidsfund’, ’Danmarkshistorien på en ny måde’, om Grundtvig og ’Levende dansk litteratur’. Folkeoplysning blev vigtigt som et værn mod den nazistiske propaganda, og foredragschef Jens Rosenkjærs afdeling udviklede desuden en serie radioforedrag med tilhørende lærebøger og studiekredse rundt om i landet om at være ’Borger i Danmark’ eller om ’Lov og ret i Danmark’.

Den nazistiske avis Fædrelandet fulgte Danmarks Radios udsendelser tæt og kritiserede programmerne for at være ”forløjede”, ”misbrug af mikrofonen” og ”systemets talerør”.

Generaldirektør F.E. Jensen, til højre, havde sit at se til gennem krigsårene, hvor en serie tyske censorer forsøgte at tage magten over, hvad der blev sendt i Danmarks Radio. (Foto: DR Arkiv)

Journalister til modstand

Allerede få dage efter besættelsen begyndte danske journalister i London at sende ucensurerede nyheder til Danmark, så man kunne få mere end én version af, hvad der foregik i verden. De tyske teknikere etablerede støjsendere rundt om i hele landet, for at gøre det svært eller umuligt at høre, hvad der blev sagt. Men da man offentliggjorde, at en bestemt type rammeantenne nu var forbudt, vidste lytterne, at netop denne form for antenne var velegnet for modtagelse af udsendelserne fra London.

I Radiohuset dannedes i 1943 en modstandsgruppe, som havde til formål at forsvare Radiohuset, hvis der skulle opstå kampe eller terror i området omkring bygningen og de tekniske installationer. Man var bekymret for, om nogen kunne finde på at ødelægge dette landsdækkende kommunikationsmiddel, hvilket ville gøre det vanskeligere at styre landet under en eventuel invasion.

En tværgående gruppe under ledelse af kaptajn E. Wissum var udset af Frihedsrådet til at besætte de tre vigtigste meddelelsescentre i København: Telegrafstationen i Købmagergade, Telefonhuset i Nørregade og Radiohuset, når tyskerne måtte give op.

Da Forum røg i luften

At der var god grund til bekymring viste sig 24. august 1943, da modstandsgruppen Holger Danske sprængte Forum lige på den anden side af gaden i luften, fordi bygningen var ved at blive indrettet, så op mod 2.000 tyske soldater kunne indkvarteres.

Den senere socialdemokratiske politiker og minister K.B. Andersen, der arbejdede i Radiohuset, beskrev situationen:

”Jeg sad på mit kontor i radioen og talte i telefon med en officer fra Folk og Værn. Pludselig begyndte min stol at hoppe voldsomt, og jeg så en skrækslagen flok af radiomedarbejdere på vild flugt frem ad forbindelsesgangen til hovedbygningen, hvor jeg sad. Jeg erfarede senere, da der igen var ro i lejren, at min samtalepartner havde moret sig over min høflige reaktion, da jeg bemærkede: ”Undskyld, men jeg kommer til at lægge røret på, det er vist huset her, der bliver sprængt i luften.” Det var et fantastisk syn. Vi stod ved vinduerne i Radiohuset og så hvordan glastaget knustes, og murene væltede om. I løbet af ingen tid stod der tusinder af mennesker rundt om bygningen og sang nationale sange.”

En helt særlig speaker

Der foregik en del i Radiohuset. Grev Eigil Knuth, der var uddannet billedhugger, men også ivrig deltager i modstandsarbejdet, fik ansættelse som speaker – og fungerede som kontakt mellem radioens ledelse og Frihedsrådet.

Flemming B. Muus nævner i sine erindringer, ’Gjort gerning’, hvordan professor Mogens Fog - medstifter af Frihedsrådet - blev maskeret med falsk skæg og vat i kinderne, så han kunne gå ind i Radiohuset og indtale en hilsen til et studentermøde på Gerlev Højskole den 29. august 1943. Efter indtalingen blev valsen med talen sendt til England og transmitteret til Danmark af BBC. Det skulle dels informere deltagerne om Frihedsrådets aktiviteter, dels give indtryk af at Mogens Fog opholdt sig i England.

”I forbindelse med Statsradiofonien skal det nævnes, at selv om vi aldrig kom til at benytte den danske radio til fremsendelse af meddelelser til England, var der dog udformet et system, der kunne tages i brug uden varsel. Eigil Knuth var, med F.E. Jensens velsignelse, parat til at tage en kode i brug, der var bygget over ”Klokken er nu…”

Illegalt blad i Radiohusets forhal

K.B. Andersen arbejdede i radioens foredragsafdeling, men fungerede også som redaktør for et illegalt blad, ’Den danske parole’.

Kort før sin død i 1984 skrev han om denne periode i Radiohuset:

”’Den danske parole’ udkom i 18 numre fra november 1943 til befrielsen - i starten ret primitivt i duplikeret form, siden med fotografier og til sidst endog trykt. Jeg fik journalist Helmer Sørensen fra Radioavisen til at hjælpe mig med det redaktionelle. Ofte arbejdede vi om aftenen på Kirkeligt Samfunds kontor… Det skete også at jeg arbejdede med bladet i Radiohuset. Jeg husker engang, vi sad - Carl P. og jeg - i forhallen og lavede ombrydning. Der havde vi jo tyskere til at passe på, så der regnede ingen med, at der foregik mindre legale aktiviteter.”

Modstandsgruppen i Radiohuset var forsynet med våben, som blev gemt i nogle af Radiohusets ventilationskanaler. Og hvor utroligt det end kan lyde, blev der afholdt skydeøvelser i Radiohuset, hvor en østrigsk vagtpost af den meget lidt nazistiske slags, Ernst Schluge, underviste i våbenbrug.

Samtidig sørgede radioens ledende ingeniør Frederik Heegaard for, at en del af sendeudstyret blev flyttet hjem til hans private villa, så man havde muligheder for at sende, hvis det værste skulle ske, og Radiohuset blev bombet eller saboteret, så det ikke kunne fungere.

”Der stod en masse udstyr rundt omkring i husets hjørner og når man åbnede skabene fandt man det ene og det andet. Det fyldte noget. Men heldigvis blev der jo aldrig brug for det,” fortæller hans søn, civilingeniør J. A. Heegaard, der selv kom til at arbejde med udvikling og indkøb af teknisk udstyr i DR gennem mange år og i dag fortsat er aktiv i DR Museumsforeningen.