DRs første 90 år: Den første chef var hverken lille eller nem

Læs her hvordan beslutningerne fra DRs første driftschef Emil Holm blev mødt med demonstrationer, men også hvordan han lagde grunden til den radio og den musik, DR i dag er kendt for.

Kammersanger Emil Holm og en lille gruppe medarbejdere forbereder udsendelserne. I de første år holdt radioen til i Jorcks Passage, men flyttede så til øverste etage hos postvæsenet i Købmagergade. (Foto: DR Arkiv)

Der står ofte en strid vind ned gennem Emil Holms Kanal i hjertet af DR Byen. Og det er i grunden meget passende. For den mand, som gaden og kanalen er opkaldt efter, var ikke hverken lille eller nem.

Han var 56 år i 1923, da kammersanger Emil Holm første gang begyndte at eksperimentere med radio. Bag sig havde han en handelsuddannelse, men derefter kastede han sig over sangen og debuterede som 25-årig. Han sang blandt andet Wagner på Det Kongelige Teater, inden han i en årrække arbejdede ved forskellige tyske operaer og koncerthuse.

Ved sin side havde han fru Katharina, der ligesom Emil Holm var sanger og havde dramatisk sans. Hende rådførte han sig med i mange sager - og i radiosammenhæng kom de til at fungere som en duo, det kunne være svært at bide skeer med.

Det var spørgsmålet om aflønning til de medvirkende, der i første omgang bragte Emil Holm i kontakt med radiomediet. Han var formand for Dansk Solist-Forbund, og da der var flere jobs end kontanter i branchen på dette tidspunkt, fik han tilbudt at blive kunstnerisk leder for nogle af de udsendelser, som man eksperimenterede med.

Effektive Emil

Og da først kammersangeren var kommet i gang, var han ikke til at stoppe igen. Han slog sig ned hos Ritzaus Bureau i Købmagergade og udviklede en række programmer, der blev så vel modtaget, at man fra nytår 1924 fik lokaler hos telegrafvæsenet i samme gade. Da der var valg til Folketinget i april, købte partierne 30 minutters sendetid for 30 kroner og på selve valgaftenen, købte nogle aviser sig til at kunne sende valgresultater og musik fra klokken 21.30 til 03.30.

På dette tidspunkt var to konkurrerende foreninger optaget af at vinde kampen om radiobølgerne. På Ryvangs Kaserne holdt en gruppe til, mens kammersangeren altså havde telegrafvæsenet på sin side – så to statsinstitutioner stod stejlt mod hinanden - og nogen måtte tage en beslutning. Det blev trafikminister Friis-Skotte, og man lagde ud med et prøveår, hvor kammerherre C. Lerche stod som ansvarlig for forløbet.

Da lovgivningen omkring Danmarks Radio var kommet på plads, blev kammerherre Lerche formand og Emil Holm ansat som driftschef ud af et ansøgerfelt på 24, der talte flere musikere og en enkelt forhenværende gårdejer.

Emil Holm. Foto: DR Arkiv (Foto: DR Arkiv)

Finansieringen bestod i, at lytterne skulle betale en årlig licens på 10 kroner for lytning på et krystalapparat, 15 kroner, hvis de havde en lampemodtager - og for radioapparater, der var opstillet i offentlige lokaler, skulle der betales en årlig afgift på 200 kroner. I nutidskroner svarer beløbene til henholdsvis 279,55 kroner, 419,32 kroner og 5.590,98 kroner.

Inden man sammenligner med den licens, der betales nu om stunder, er det lige værd at huske, at man for de nævnte beløb kun fik adgang til én enkelt radiokanal med en noget dårligere lydkvalitet, end man forventer nu til dags. Interessen fejlede dog ikke noget. Allerede i 1929 var der 250.000 licensbetalende husstande.

Masser af musik

Kort efter at kammersanger Holm var tiltrådt, ansatte han i samråd med sin hustru - der benyttede pendulering for at sikre sig, at det var gode mennesker, de skulle samarbejde med - de allerførste musikere i det, der skulle udvikle sig til DR SymfoniOrkestret.

Inden året var omme havde Danmarks Radio et fast orkester på 11 mand, og musik var en stor del af indholdet i radioens programmer. Blandt de første, der viste deres evner i højttalerne, var komponisten Carl Nielsen, der dirigerede hele 83 musikere, da hans ’Sinfonia Espansiva’ blev transmitteret fra en koncert i Odd Fellow Palæet i København.

DR SymfoniOrkestret opstod i 1931, og der var dels meget musik i radioen – cirka 60 procent af sendetiden. Der var også meget klassisk musik, hvilket ikke passede alle lige godt. Blandt andre Arbejdernes Radioforbund efterlyste ”en rask melodi.”

Selv om kammersangeren så absolut havde sin baggrund i den klassiske musik, blev der også plads til mere moderne rytmer i radioen. Således kunne man finde jazzmusik med Louis Armstrong, ligesom der blev sendt dansemusik fra diverse restauranter og forlystelsessteder.

Men der har altid været debat om det, der blev sendt. Nogle ville have mere af det ene, andre mere af det andet. Nogle så sig vrede på den egenrådige kammersanger, andre på radioen i det hele taget. Ved en demonstration i 1926 krævede nogle arbejdsløse radioen lukket. De mente, at det nye medie havde medført, at de mistede deres arbejde som skuespillere, sangere, dansere, kontrollører, typografer, journalister og bladsælgere. For med radioen var det ikke længere nødvendigt at gå uden for en dør for at få oplevelser eller nyheder.

Rig radio

Med den stigende interesse og udbredelse af radioen steg indtægterne tilsvarende. Radioen havde bedre økonomiske vilkår end andre offentlige kulturinstitutioner, og det gav anledning til mange forsøg på at få del af kagen.

I begyndelsen af 1930’erne avancerede en ung mand fra bogholder til ekspeditionssekretær og senere ”specielt kommiteret ved driftsledelsen”. Navnet var Jensen, Frederik Emil til fornavn - og selv om han ikke var ”en dødssyg djøffer”, udviklede han sig til at være den, der holdt rede på administration og økonomi for den mere spendable kammersanger.

Emil Holm mente det nemlig, når hans slogan blev ”Det bedste, kun det bedste”. Og når han havde fået en brillant ide, kunne han ikke hænge sig i økonomiske trivialiteter. Så måtte F. E. Jensen slå låget på pengekassen ned og holde Radiorådet i skak. Dermed gjorde han sig fortjent til nogle år senere at overtage Emil Holms job.

Radio på rundtur

Det kunne knibe med at høre musikken, foredragene eller nyhederne rundt om i landet, indtil man i 1927 fik bygget en stor radiomast ved Kalundborg. Ligeledes var der brug for udvidelser i København, så man flyttede fra Købmagergade til Axelborg lige ved Tivoli.

Samtidig undfangedes ideen om, at man kunne slå flere fluer med et smæk, hvis man indrettede en scene ved Det Kongelige Teater, som kunne benyttes både af teatret og Danmarks Radio. På den måde kunne Statsradiofonien også yde sit bidrag til teaterets slunkne kasse.

I Folketinget forudså den radikale politiker Elna Munch, at byggeriet snart ville være for småt til Danmarks Radio, fordi der ikke var taget højde for fremtidens tv-produktion. Hun kom samtidig til at navngive det nye byggeri, da hun sammenlignede det med en stærekasse. Men ikke desto mindre gennemførte trafikminister Johannes Stensballe byggeriet ved Kongens Nytorv.

Kammersanger Holm blev aldrig tilfreds med resultatet. Så i flere år fortsatte man med at bruge studierne i Axelborg, mens administrationen holdt til i lokalerne i Stærekassen. Deleløsningen fungerede heller ikke optimalt for Det kongelige Teater, og først ved ibrugtagningen af Radiohuset i 1940 kom der en løsning, som parterne kunne være tilfreds med.

Presset på pension

I 1937 blev Emil Holm 70 år, hvilket dog ikke fik ham til at overveje en pensionering. På dette tidspunkt var man gået i gang med byggeriet af Radiohuset, og han havde svært ved at se, at Danmarks Radio kunne klare sig uden ham. Det var der dog andre, der kunne.

Men kammersangeren skulle have en meget direkte besked om, at han risikerede at blive afskediget uden pension, før han fandt pennen frem og skrev sin afskedsansøgning. Fru Katharina sørgede for, at der blev holdt ikke mindre end seks afskedsmiddage for hendes mand - en for hver af de medarbejdergrupper, som var ansat i huset.

Emil Holm blev 83 år og døde i 1950.

Facebook
Twitter