DRs første 90 år: Flink og farlig radio

Da krigen sluttede, kunne radioen igen formidle ucensureret. Men kun nogle få timer i døgnet. Seks år senere blev der sendt på to kanaler.

  • Julius Bomholt ønskede sig "farlig radio" - men begejstringen var til at overskue, da virkeligheden og dens mennesker gjorde sit indtog i højttaleren. (Foto: DR Arkiv)
  • Otto Leisner spillede plader i Giro 413 og senere som her i tv's "Pladeparaden". Han var også en overgang chef for DRs Diskotek - og var på mange måder med til at profilere DR fra 50'erne og frem til sin død som 91-årig i 2008. (Foto: DR Arkiv)
  • Svend Pedersen avancerede til chef for Underholdningsafdelingen, men kunne ikke holde sig fra mikrofonen - så han optrådte som populær vært i både radio og senere fjernsyn, men døde som 54-årig i 1967. (Foto: DR Arkiv)
  • Willy Reunert blev født i Düsseldorf og kom først til Danmark som flygtning fra Hitler-Tyskland. Han fik meget stor indflydelse på det, der i årene efter 2. verdenskrig og op gennem 50'erne og 60'erne kom ud af de danske radiomodtagere. Reunert blev nemlig manden, der indførte den socialt engagerede og kritiske dokumentarisme i dansk radio. (Foto: DR Arkiv)
  • Viggo Clausen lod almindelige mennesker fortælle om deres liv og tanker. Det kom der masser af ballade ud af - og mange af hans programmer blev ikke genudsendt. (Foto: DR Arkiv)
  • I radioens lørdagsprogram "Weekend-hytten" var der let underholdning (Foto: DR Arkiv)
1 / 6

Det kan være svært at forestille sig i det nuværende flimrende mediemarked, at der engang kun var én enkelt radiokanal. Men fra 1925 til 1951, de første 26 år af Danmarks Radios eksistens, var der kun P1 at forholde sig til.

Lige undtaget en periode fra september 1943 til foråret 1945, hvor den tyske radiokommissær Ernst A. Lohmann beordrede, at der skulle sendes dobbeltprogram med henholdsvis dansemusik og populært radioteater og revy om aftenen. På den måde skulle danskerne lokkes væk fra at forsøge at lytte til BBC’s nyhedsprogrammer på dansk, der fortalte om udviklingen i verdenskrigen. Men det blev nu ikke den store succes, Lohmann havde håbet på.

Efter krigen fik piben en helt anden lyd. For der var rationering på alt - også elektricitet. El blev fremstillet på kulfyrede el-værker, kul skulle købes i udlandet - og det kneb med valutaen. Jo mindre radiolytning, desto lavere el-forbrug. Derfor blev antallet af programmer skruet helt i bund. Efter de første dages jubelprogrammer, nøjedes man på hverdage med at sende Radioavis kl. 12.30. Så var der pause til kl. 17.30, hvorefter der var radioprogrammer frem til kl. 21.

På søn- og helligdage startede man med transmission af gudstjenesten kl. 10 og radioen sendte derefter til og med Radioavisen kl. 12.30. Så var der igen pause hele eftermiddagen, med mindre der var søndagskoncert kl. 15.25. Langsomt øgedes el-produktionen, og radioen fik øget sendetiden. Men det blev kun til 2667 sendetimer i 1945-46, mens der i de sidste år med tysk styre var blevet sendt 4130 timer.

Lytterne fik, hvad der var godt for dem

Hvad der blev sendt på den ene kanal, der var til rådighed, blev besluttet af et programudvalg ud fra overordnede rammer fastsat af Radiorådet. Og det havde man sine gode grunde til.

I 1929 havde DR nemlig været uforsigtig nok til at gennemføre en undersøgelse, hvor man bad lytterne hvilke typer programmer de gerne ville have mere af, hvilke de ønskede færre af, og hvor godt de var tilfreds med længden af de forskellige udsendelsestyper.

Kammerherre Christian Lerche, der var den første formand for Radiorådet fra 1925 til 1939, brød sig på forhånd ikke om tanken, og formulerede den evige balanceakt i public service-leverancen:

”Man maa først gøre sig klart, om man skal lægge Vægten paa Radioen som Kulturfaktor eller som Underholdning.”

Og da resultaterne forelå, viste det sig, at Lerche havde set rigtigt. Internt talte man om ”Balalajka-undersøgelsen”, for den viste, at lytterne ønskede mindre ”tung” klassisk musik, færre foredrag og mindre undervisning. I stedet ville de have mere ”let” musik, militærmusik, dansemusik og muntre skuespil og sketches. Og derfor valgte man i det store og hele at gemme undersøgelsens resultater langt væk og fortsætte som hidtil.

Enorm undersøgelse

En ny undersøgelse i 1938 spurgte udelukkende ind til lyttervaner, så man kunne placere programmerne på tider, der passede til befolkningens døgnrytme. Ikke noget med at spørge lytterne, om de kunne lide det, der blev sendt.

I løbet af 1940’erne kom der nogle mindre undersøgelser af private firmaer, og i 1945 fik Gallup tilladelse til at lave endnu en undersøgelse. Den viste, at kun 84 procent af befolkningen havde radio, og det var især de unge under uddannelse og samfundets fattigste grupper der måtte undvære.

Først i 1950 gennemførtes igen en lytterundersøgelse, hvor man spurgte 13.000 lyttere pr. brev og hele 11.000 gennem personlige interviews. Igen gik det galt, fordi materialet var så enormt, at det var svært at håndtere, der gik fire år før den endelige rapport forelå. I mellemtiden var P2 og fjernsynet kommet til - begge de nye initiativer sendte fra 1951.

Undersøgelsen førte til, at der kom en tidlig Radioavis allerede kl. 6 og derefter to mere i løbet af morgenen frem til kl. 8. Sendetiden om aftenen blev til gengæld indskrænket, for på landet stod man tidligt op og gik tidligt i seng - og i byerne, hvor man mødte noget senere på arbejdet, gik folk i seng ved 23-tiden. Ergo kunne man stoppe udsendelserne på dette tidspunkt og ikke som tidligere kl. 23.30.

Noget at vælge mellem

Allerede før besættelsen var et af lytterorganisationernes hede ønsker, at der kunne komme en ekstra radiokanal, så lytterne fik noget at vælge mellem. Det udgjorde dels et teknisk problem, men radiorådsformand Lerche var heller ikke glad ved tanken. Han kunne ikke se, at der var et behov.

Yngre kræfter kom dog til i radioens ledelse, og da der i 1948 blev holdt en international konference om fordeling af bølgelængder i København, lykkedes det at få mulighed for at sende på to frekvenser sideløbende i store dele af landet. På grund af de økonomiske vilkår, hvor der var brug for genoprettelse på mange fronter, skete det dog først fra 1. oktober 1951.

Og der var ikke fuldt program på den nye kanal. Udsendelserne lå i aftentimerne mellem kl. 19.15 og 22 – og søndage desuden mellem kl. 9 og 12.

Som tilfældet har været flere gange senere i forbindelse med lanceringen af nye radio- og tv-kanaler, vakte det en del utilfredshed hos de lyttere, der ikke fra begyndelsen kun fange begge programmer. Udbygningen af sendenettet haltede bagefter - men meget gik bedre efterhånden som FM blev den nye standard.

Der var heller ikke den store begejstring at spore hos Kristelig Lytterforening. For med to programmer kunne der sendes musik på den ene kanal, mens der fx var søndagsgudstjeneste på den anden. Derfor mente de, at begge kanaler burde sende gudstjenesten. Det endte dog med, at P2 kunne sende sprogundervisning, seriøs musik og oplæsning i det nævnte tidsrum.

Farlig radio

Allerede i 1920’erne skrev aviserne´, at radioen var for kedelig, for opdragende, for akvarieagtig med for få levende reportager og alt for meget, der foregik i studier.

Det var kulturminister Julius Bomholt, der i Statsradiofoniens sæsonplan for 1947-48 lancerede idealet om 'den farlige Radio', en radio for modsatte meninger. Men da han fik, hvad han havde efterlyst, var begejstringen noget mindre.

Det skete da den tyskfødte immigrant Willy Reunert lod almindelige mennesker komme til orde på egne betingelser. Den slags var man ikke vant til omkring 1950. Gennem programmer hvor folk fortalte om deres småborgerlige forbrugsidealer, sladder i en provinsby og ulovlige aborter satte han fokus på en del af virkeligheden, som ikke alle brød sig om at blive mindet om, og var han i høj grad med til at sætte dagsorden for den offentlige debat.

Og så fik han selskab af Viggo Clausen, der med blandt andet sin radiomontage ”Jeg tilspørger dig” om 14 par, der blev viet på Københavns rådhus, og hvilke temmelig uromantiske overvejelser parrene gjorde sig i den sammenhæng, fik skubbet til billedet af romantik og store følelser.

Julius Bomholt var i 1952 som medlem af det politiske udvalgte programudvalg med til at forhindre en genudsendelse af den sidenhen så legendariske radiomontage. Udsendelsen, som DR først genudsendte i slutningen af 1960´erne, er i dag en klassiker, der jævnligt bliver genudsendt.

Populære programmer – og radionavne

Men selv lette programmer kunne komme i knibe. Fra 8. januar 1950 lagde Otto Leisner plader på afspilleren for at opfylde lytterønsker i ”Giro 413”, som han havde navngivet programmet. Titlen var ny, men selve programideen var en videreudvikling af ”Lytternes Ønskeprogram på Grammofon”, der havde været sendt siden 1947. I det krigshærgede Europa var der mange steder stor nød, og ved at samle penge ind på denne måde, kunne Red Barnet skaffe midler til at hente børn og unge fra disse områder til Danmark på ferie- og rekreationsophold.

Pladebranchen var hurtige til at se, hvordan en plades salgstal kunne øges ved at den blev spillet i radioen. Så nogle af dem organiserede ”ønsker” fra nær og fjern, for at påvirke udsendelsens repertoire. Det kom der en frygtelig ballade ud af, så det endte med, at man lod notarius publicus udtrække de plader, der kunne spilles i programmet.

Med ”Den nysgerrige mikrofon”, kom radiovært Svend Pedersen tæt ind på livet af høj og lav i samfundet. Han var souschef og fra 1951 chef for underholdningsafdelingen, men kunne ikke holde ud at sidde stille bag et skrivebord, så han fortsatte som en både aktiv og populær programmedarbejder, f.eks. med "Prøv lykken" i radioen og ikke mindst i årene 1957-1959 med quiz-udsendelserne "Kvit eller dobbelt", som lagde gaderne øde. Quiz-udsendelsen blev tilrettelagt sammen med Poul Overgaard Nielsen.

Blandt de populære programmer i radioen var også diverse koncerter med Radiounderholdningsorkestret, der spillede under ledelse af Grethe Kolbe. Hun var uddannet som violinist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og som verdens første fastansatte kvindelige kapelmester stod hun i årene fra 1950 til 1980 i spidsen for Radiounderholdningsorkestret.

Facebook
Twitter