DRs første 90 år: Radioavisens redaktion gik ”under jorden”

Da tyskerne tog det danske politi og ville have en løgnagtig udlægning af historien læst op i Radioavisen, forlod hele redaktionen Radiohuset.

Johannes G. Sørensen og Niels Grunnet ved mikrofonen på den sikre side af Øresund, hvorfra man kunne sende uafhængige nyheder. Senere rejste Johannes G. Sørensen videre til London, og det blev derfor ham, der kom til at læse nyhederne 4. maj om aftenen. (Foto: DR Arkiv)

En dag blev det for meget - alt for meget. Det var 19. september 1944, da den tyske besættelsesmagt benyttede en luftalarm til at samle de danske politibetjente, og 1960 af dem blev fanget og deporteret til kz-lejren Neuengamme ved Hamborg.

Aktionen var et af de sidste desperate forsøg på at holde styr på et spirende oprør i den danske befolkning, som var ved at være grundigt trætte af den tyske besættelse. Og den resulterede i, at hele redaktionen på Pressens Radioavis fik nok. Siden folkestrejken i august det foregående år, havde tyskerne konstant forsøgt at stramme skruen. Nu nedlagde de arbejdet, selv om alle DR-ansatte flere gange tidligere var blevet indskærpet, at de skulle arbejde videre trods de vanskelige vilkår.

Radioavisens chef, Niels Grunnet og resten af journalisterne var ude af Radiohuset, inden det gik op for den tyske radiokommissær Lohmann. Og de blev væk. En stor del af dem kom til at opholde sig i Sverige frem til befrielsen, og sendte nyheder derfra via Sveriges Radio, mens blandt andre souschefen Johannes G. Sørensen fortsatte til London. Det var herfra han 4.maj 1945 kunne læse nyhedstelegrammet om, at tyskerne kapitulerede.

Når Radioavisens ledelse og medarbejdere overhovedet holdt ud så længe, som tilfældet var, skyldtes det dansk bekymring for, om det skulle gå som i en række andre besatte lande som Frankrig og Norge, hvor tyskerne i august 1941 havde beslaglagt alle radioapparater, så befolkningen ikke havde mulighed for at få informationer ad den kanal. Hvis man kunne holde en dansk radiostation kørende, var det mindre sandsynligt, at forholdene udviklede sig i den retning.

Konstant pres

5. maj 1945 kunne radiorådsformand Julius Bomholt i en tale i radioen erklære Statsradiofonien for ”fri”. Det var så første gang i fem år, man kunne sende, uden at tyske censorer først skulle godkende indholdet af det der sendtes, eller hvem der kom til mikrofonerne.

Især i de sidste halvandet år af besættelsen var der ”undtagelsestilstand” i Radiohuset. Da folkestrejken brød ud i august 1943 benyttede den tyske ”radiokommissær” Ernst A. Lohmann lejligheden til at stramme tøjlerne i forhold til, hvad der kunne sendes i Danmarks Radio. Med støtte fra den tyske rigsbefuld¬mæg¬tigede Werner Best fungerede han som den øverste ledelse af Statsradiofonien.

Samtidig ophørte Radiorådet med at fungere. I hvert fald som officielt organ. Rådet blev nemlig ved med at møde i det skjulte, og fulgte udviklingen så der var opbakning og forståelse omkring de dispositioner, den daglige ledelse blev tvunget til at foretage.

Programoversigten for P1 - med en rettelse om, hvad der foregik 4. maj 1945 klokken 20.37. (Foto: DR Arkiv)

Der var gentagne klager fra de tyske repræsentanter om, at den stemning, man generelt formidlede i radioen, var for mørk og alvorstung. Radioavisen blev en kampplads, fordi journalisterne lagde betoninger eller pauser ind i oplæsningen af nyhedstelegrammerne, der med god ret gav anledning til fortolkning blandt lytterne.

Men også mere overordnet var der kamp om, hvad der skulle bringes. I julen 1941 ønskede den danske ledelse af Frikorps Danmark for eksempel, at radioen skulle sende hilsner til de 3000 medlemmer, der gjorde tjeneste - på samme måde som man sendte julehilsner til Færøerne og Grønland. Det lykkedes dog at afvise det, med den begrundelse at de radiofoniske julehilsner kun blev sendt til de områder, som man ikke kunne sende post til. Desuden befandt en stor del af frikorpsfolkene sig i områder - østfronten - hvor man ikke havde mulighed for at lytte til dansk radio.

I de illegale aviser blev læserne advaret om, at Danmarks Radio ikke var i stand til at sende de nyheder, man gerne ville - men det gav alligevel ridser i anseelsen hos en del af befolkningen, at politikerne og DRs ledelse holdt ”samarbejdet” kørende så længe.

Jødefri radio

Den nazistiske racisme mod jøder slog også igennem i Danmarks Radio. Især efter at den nytiltrådte statsminister Erik Scavenius i slutningen af 1942 forsøgte at undvige en egentlig lovgivning, der ville begrænse de danske jøders borgerlige rettigheder. Han lovede til gengæld, at man ville holde igen med avancementer til jøder i den offentlige administration - og konkrete programmer, hvor jødiske videnskabsfolk deltog, blev anonymiseret, så det fx ikke tydeligt fremgik, at der var tale om fx et radioforedrag af en jødisk videnskabsmand.

Generaldirektør F.E. Jensen tog sine kampe, når racismen til tider blev håndhævet meget nidkært, for eksempel i forhold til bestemte musikere eller kunstnere, der optrådte i udsendelserne i helt upolitiske sammenhænge. Han forsøgte at udfordre med bemærkninger om, at man da måtte have vigtigere ting at tage sig til fra tysk side, end at sortere i hvem der sad i et danseorkester.

En af dem, der fik mere tysk bevågenhed, end hvad der var behageligt, var skuespiller og instruktør Sam Besekow, som tyskerne kaldte ”politisch untragbar” (”politisk uacceptabel”). Og da DR-ledelsen valgte en form for selvcensur, så man simpelthen benyttede færre kunstnere med jødisk baggrund, medførte det, at Sam Besekow ikke fik arbejde hos DR. Logikken var, at man ved at skære ned på antallet af jødiske medvirkende, kunne undgå at provokere tyskerne til at indføre de love, som man kendte fra andre besatte lande, der udelukkede jøderne helt fra en stor del af samfundslivet.

Propagandaradio

I det tiltagende spændingsfelt, som radioen havde udviklet sig til, blev det svært for kunstnerne at medvirke i programmerne. Modstandsbevægelsen havde allerede i efteråret 1943 sendt et brev til en række kunstnere og advaret dem om ikke at optræde ved mikrofonerne – det ville blive betragtet som landsskadelig virksomhed.

Radioledelsen forsøgte at holde nazistiske meningsdannere væk fra mikrofonen ved at producere rigtig mange danske foredrag med historisk og nationalt indhold. Det samme gjaldt med hensyn til musikken, hvor tyskerne pressede på for at man skulle bruge de tyske indspilninger og transmissioner, som blev stillet gratis til rådighed.

I begyndelsen af besættelsen kunne man stadig følge sprogundervisning i engelsk og fransk i radioen. Men efterhånden som skruen strammedes forsvandt de, og selv programmer med nordisk indhold og referencer til Norge og Sverige blev problematiske.

Nyheder – eller noget der ligner

Indtil 1939 blev Pressens Radioavis sendt klokken 19 og 22. Men så blev Niels Grunnet chefredaktør og middagsudsendelsen klokken 12 blev indført.

Den tyske radiokommissær Lohmann fik også indført dobbeltprogram om aftenen. Det var et forsøg på at sende så meget musik og underholdning fra Statsradiofonien, at lytterne ikke i stedet valgte at lytte til nyhedsudsendelserne fra BBC eller Sveriges Radio.

Under besættelsen blev der sendt en radioavis om morgenen. Den forsvandt igen, da freden kom, blandt andet fordi dagbladene var bange for, at ingen gad læse en morgenavis, hvis de fik de morgenfriske nyheder serveret gennem højtalerne.

Men lytterne var stærkt utilfredse, og i 1947 indførtes en Radioavis for dem, der var tidligt på færde klokken 6.15 – og endnu en klokken 8.00 for dem der kunne sove lidt længere.

Facebook
Twitter